torsdag den 30. september 2010

Lille fredag...

Det føles SÅ meget som weekend lige om lidt - det er jo også torsdag, så egentlig er der ikke særlig længe til, men lige nu føles det bare som evigheder!
Min lille fredag (som torsdag jo også populært kaldes) skal bruges på at gøre de æbler rene, som jeg hjalp mig selv til i går ovre i det tilstødende kollegies have (for de spiser dem jo alligevel ikke selv!) Planen er, at de skal blive til lækre marmelader, gele og en american appel pie til weekenden... Alt dette kan jo så først sættes i værk, når jeg kommer hjem fra "workshop" og har fået handlet en smule ind til det, for jeg må sige, at kanel ikke ligefrem er et fast krydderi på hylden hjemme hos mig eller også røg det sidste bare ud i flytningen...

Ellers sker der ikke det helt store i vores nye hjem. Flyttekasserne står stadig hobet op over alt, vi mangler stadig hylder, computerborde og ikke mindst lamper. Det kan man virkelig godt mærke nu, hvor vi går mod mørkere tider. Der er også stadig en masse småting, der mangler at blive indkøbt, men vi må tage det lidt ad gangen, for jeg kan jo alligevel ikke sætte noget op alene eller bære på for meget, hvilket er ret frustrerende! Jeg fik dog min nye computerskærm hjem i går, vi har fået hul igennem til internet og fastnet igen, så vi nyder at kunne være på nettet uden at skulle have sådan en lille mobil-fanden med til at klare det...

Vi fik højst uventet en mail fra vores præst den anden dag også. Han ville skam bare lige sende en hilsen fra Færøerne, høre hvordan vi har det og så lige invitere os til nogle møder i kirken, som vi deltog i et af sidste år. Det var lidt hyggeligt at han lige lod høre fra sig, men jeg tror nu først vi kommer til møde, når det kun er med ham og når vi skal til at planlægge en lille barnedåb i det nye år. Barnedåb... hmm det er helt vildt underligt, at det nu er vores tur til at skulle have sådan noget. Men sikke en forunderlig verden det er at bevæge sig ind i, når man venter sig. Jeg har fået rigtig god hjælp fra mange sider, når det kommer til lister over hvad man skal anskaffe sig, ting man må og ikke må som gravid og alt muligt. Men jeg tager nu tingene som de kommer, ellers tror jeg at jeg brænder sammen af at gå og bekymre mig alt for meget...

Nå, men hos vores lille familie har vi udsigt til en weekend, hvor manden skal arbejde søndag, der er status i butikken og det kan man ikke slippe ud af... Det betyder så, at jeg skal en tur alene i biffen og se forpremiere på den nye animations-Olsenbande-film søndag middag, men jeg har en ekstra billet, hvis nogen skulle føle sig fristet og ikke har noget at få søndagen til at gå med... Håber lidt på, at vi måske kan få nogle flere ting på plads i weekenden mht. lamper og sådan og ellers skal der gøres hovedrent... det hele trænger vidst til en kærlig hånd og en støvsuger...

onsdag den 22. september 2010

Sygehus og sukkervand...

Jeg har fået lidt af en vane med at der går en måned mellem mine indlæg her på bloggen og det er bestemt ikke meningen, at det skal være normen fremover! Der har bare været sindssygt meget at se til den sidste måned.

Jeg er startet på kursus efter endt ansættelse hos Lilly, hvor det er meningen at min jobjagt skal intensiveres, så jeg kan komme ud og lave noget... Lysten til at arbejde er der, der er bare mangel på arbejdsgivere, som har lyst til at ansætte en kvinde gravid i 4 måned desværre... Så jeg må jo tage til takke med at jeg måske kan komme i nogle praktikker i den tid, der er inden jeg kan gå på barsel. 

Vi venter familieforøgelse til marts og i den forbindelse sidder jeg nu her på sygehuset og er ved at få taget en sukkerbelastningstest... Jeg har lige bællet et helt krus sukkerstads med smag af ufortyndet saftevand. Det var ikke lækkert, men jeg kunne da lige holde til det og sidder nu her og venter på at få taget en blodprøve, så jeg kan komme videre i dagens program... Jeg var hos lægen i går. Jeg har haft lidt problemer med ondt i lænden og var bange for, at det måske kunne være begyndende bækkenløsning. Min læge sagde, at jeg skal tage det med ro nu! Ikke gå de der lange ture eller lave for meget fysisk hårdt arbejde, få hvilet mig noget oftere og slet ikke tage med i fitness eller stå på en stepmaskine i 20 minutter! Hvis jeg gør det nu og laver nogle lette små øvelser, så er der 70% chance for, at det går i sig selv igen og at jeg ikke får problemer med bækkenløsning senere... Det var lidt af en elefant at sluge! Jeg har det jo godt og føler jeg kan lave en masse, men min krop stritter altså imod og så må jeg jo lytte...

Ellers er vi flyttet i ny lejlighed og er tilbage i Aalborg. En lækker lille lejlighed på kun 60 kvm, men så kommer vi bare hinanden mere ved og når vi nu er de hyggedyr vi er, så er det slet ikke noget problem! Soveværelset er stort nok til at rumme puslebord og seng til den lille, når den nu melder sin ankomst og vi er så småt ved at få os indrettet i hele lejligheden nu. Der er i hvert fald kun et fåtal af kasser tilbage at skulle pakke ud. I dag går turen så i IKEA for at få fat i de sidste ting vi mangler af praktiske ting - computerborde, knagerækker, skostativer, lamper m.v. Det glæder jeg mig ret meget til og så tager vi lige min lillebror og hans pige under armen med derud og så spiser vi en dejlig aftensmad sammen...

Jeg har også fået lavet nogle nye kager, to styk - en til mine forældres sølvbryllup og en til et bryllup på Dronninglund slot. Billeder må vente til jeg kan komme til min rigtige computer og redigere dem, for det er bare ikke til på denne lille computer og uden mus...

Puhh der er godt nok lang ventetid endnu på den blodprøve, sidder her og bliver en smule træt og skal bare sidde stille her på in flade! Så er 2 timer altså laaang tid...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...