søndag den 31. maj 2015

Barselsgave til den lille fætter...

Selvom vi ikke har mødt den lille gut endnu, så skal han da ikke snydes for en lille startpakke... Det blev til denne samling:

Den obligatoriske elefant...


Og en lang hagesmæk med matchende suttesnot...



Elefanten er syet i en lækker babyfløjl med ører og hale af et bomuldsviskestykke fundet i Føtex. Resten af viskestykket gik så til hagesmækken, hvor der bagpå er frotte med gummi, så væske ikke går lige igennem. Suttesnoren er lavet af det fineste prikkede skråbånd med en fin lille stjerneclips i enden...

Så håber vi, at den lille fætter får god brug af det hele...

torsdag den 28. maj 2015

Huer skal der til...

... når sommeren lader vente på sig...
Så frem med jersey-stofferne og så var det ellers bare i gang... Jeg fandt mønstret og en dansk vejledning (hvis du ikke er så god til engelsk, når det handler om at sy) hos LaRaLiL - den er super nem og lige til at gå til - dog skal jeg stadig øve mig... Jeg ønsker mig en overlock!!!!

Men her er resultatet


Stoffet her er fra Stof 2000 - det er en tynd jersey og kantet med ribstof.


Denne hue er syet i en lækker jersey købt hos Stof og Sycenter i Videbæk og kantet med ribstof resten er tiltænkt en sommerkjole - hvis jeg når det ellers må den jo bare blive et nummer eller to større, så den kan bruges til næste sommer...

Jeg kan rigtig godt lide, at modellen er tætsluttende omkring ansigtet, så sidder den ikke lige pludselig halvt inde over ansigtet fordi den kan rotere... Jeg er tilfreds og begge unger ELSKER deres huer... De var færdige på en weekend, hvor jeg max har haft 1 time i alt, men de var nu også klippet og klar til at sy sammen og så er det jo så nemt... Og så var der endda tid til sjov, når man leger fotomodel...


tirsdag den 26. maj 2015

Spaghetti (eller fettuccine) med rejer og rucola



Dette er en ret, som bestemt godt kan tåle en gentagelse! Jeg havde helt glemt, hvor skøn den egentlig er og den skal helt sikkert på bordet oftere herhjemme.

Jeg brugte frosne store lækre rejer, så de skulle lige optøes inden de var klar til brug og så var det ellers bare at blande ingredienserne sammen og et voila - et styks festmåltid! Seriøst mine smagsløg dansede cancan!

Denne gang valgte jeg at bruge frisk fettuccine i stedet for tørret spaghetti og det synes jeg bestemt ikke retten blev ringere af - tværtimod! Men nu til opskriften:

Til 4 personer skal du bruge:
450g tørret spaghetti (eller 400g frisk spaghetti)
havsat og friskkværnet peber
olivenolie
2 fed finthakket hvidløg
400g pillede rå rejer
2 store spsk. soltørret tomatkoncentrat (stratto) eller 6 blendede soltørrede tomater (gør det inden panden varmes op)
saft og revet skal af 1 citron
2 håndfulde rucola
1 lille glas hvidvin (jeg brugte ½ glas æbleeddike i stedet)

Bring en stor gryde med vand i kog. Tilsæt salt og spaghetti og kog efter anvisningerne på emballagen. Opvarm imens 3 store skvæt olivenolie i en stor sauterpande (stegepande) og smid hvidløg på. Når hvidløget begynder at tage lidt farve, tilsættes rejerne. Svits dem med i et øjeblik og tilsæt dernæst hvidvin og tomatkoncentrat. Lad saucen simre i 2-3 minutter.

Lad pastaen dryppe af i et dørslag, gem lidt af kogevandet. Vend den i saucen sammen med et godt skvæt citronsaft og halvdelen af rucolabladene. Smag retten til og tilsæt evt. lidt af kogevandet, hvis saucen virker for tung. Fordel retten på fire dybe tallerkener, drys lidt revet citronskal og resten af rucolabladene over.

Bon appetit...

søndag den 24. maj 2015

Den blomstrede buksedragt...

Længe har jeg haft denne lækre buksedragt liggende i sykurven, hvor den bare lige har manglet knaphuller og knapper.


Da jeg så endelig faldt over den igen og fik ordnet hængepartierne var dragten jo selvfølgelig blevet for lille til den unge dame!


Det ærgre mig grusomt, da mønstret vidst ikke går længere op i størrelse end 74, så jeg kan ikke engang lave dem større til hende. Men en anden lille skøn pige har fået glæde af dem i stedet - så arbejdet er bestemt ikke spildt!

Så håber jeg bare at hun får en skøn sommer i den dejlige dragt, som er en let babyfløjl købt hos Videbæk Stof - Sycenter for efterhånden en del år siden og det var bare en rest jeg faldt over!
Mønstret er hevet ud af et Hendes Verden tillæg, som jeg ikke lige har datoen på desværre... Men mønstret er så nemt at sy og så fint, så det er nok ikke sidste gang, det skal tages i brug - så må jeg bare sy til de små babyer jeg møder på min vej!

fredag den 22. maj 2015

Om at være offline...

Imens jeg gik hjemme, var jeg på hele tiden - Facebook, Instagram, email, jobsøgningssites, nyhedssites, you name it, I was there! 
Jeg kunne mærke et pres til at holde mig opdateret hele tiden både på telefonen og computeren og det drænede mig! Jeg havde kæmpede med at overskue det hele, men samtidig havde jeg svært ved at give slip.

Det har jeg lært nu... Det kom helt automatisk med mit nye job, hvor det kun er muligt at være online i pausen - det har jeg ikke lyst til at bruge min pause på og det glæder mig! Endnu en bonus kommer også heraf. Jeg har ikke kodet min arbejds-mail op på telefonen, så når jeg er hjemme er det dér mit fokus er og ikke på mit arbejde. Uniformen hjælper nu også godt til på den konto. Så snart jeg trækker i den om morgenen, er jeg mit professionelle jeg og om eftermiddagen, når jeg igen trækker i civil påklædning, er jeg bare en mor på vej ud for at hente sine unger hjem.


Jeg er også begyndt at lægge telefonen meget mere fra mig herhjemme og bruge tid på noget jeg har lyst til! Presset er lettet og jeg føler mig ikke nær så ophængt, fordi jeg rent faktisk får noget for hånden i stedet for at bruge tiden på at surfe. 

Hvis der er ting, som skal ordnes online, så koordinere jeg det sådan, at jeg kan ordne mest muligt af det på én gang, men så bruger jeg også typisk hele aftenen online...

Så fortvivl ikke, når bloggen er lidt stille... Jeg planlægger, at der snarrest bliver tid til at få sat mig ned og skrevet om alt det, jeg har liggende. Det er jo det fede ved planlægningsværktøjet i Blogger - nu skal jeg også bare få det brugt igen!

Har du haft svært ved at gå offline efter at du har fået en smartphone/iphone og hvordan tackler du det i forhold til arbejde/fritid?

onsdag den 20. maj 2015

Gris på Gaflen...

Kender du det - du bladre en reklame igennem og ser en indbydende opskrift, som så lige indeholder en af supermarkedets egne gryderetsblandinger?

Det er altså en mægtig fin idé - den eneste hage jeg har ved sådanne sammenblandinger er, at jeg på ingen måde kan se eller styre mængden af de pågældende krydderier, der er brugt deri eller hvorvidt råvarerne er økologiske eller ej. Jeg har desværre erfaring med ret stort saltindhold i sådanne blandinger og derfor ender de ofte heller ikke i min indkøbskurv. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan tage inspiration i disse retter og blandinger.

Mens jeg lavede madplan og bladrede gennem Rema1000's reklameavis stødte jeg på en tiltalende opskrift netop indeholdende deres egen gryderetsblanding. Jeg kunne læse mig til, hvad denne indeholdt og kunne derfor forsøge at genskabe den med mine egne råvarer og så følge resten af opskriften. Her er min version af denne Smagfuld gryderet under navnet


Grisegryde
400g skinkekød i tern (jeg brugte nakkekoteletter, det fungerede rigtig fint)
Smør til stegning
100g champignoner (helst brune champignon)
1 løg i tern
50g tranebær
Salt og peber
1 tsk. timian
1 tsk. paprika
4 dl madlavningsfløde
1 pk. bacontern
pinjekerner

Opvarm en sauterpande og svits løgene heri uden at de tager farve. Tilsæt kød og lad det brune med. Tilsæt dernæst krydderier, champignoner, tranebær og til sidst fløde. Lad retten koge op, skru ned for varmen og lad den simre i ca. 15 minutter. Sæt vand over til at koge ris imens og varm en anden pande op og rist pinjekernerne herpå. Tag dem af og sæt til side, når de er gyldne. Steg dernæst bacon på panden. og hæld det på fedtsugende papir.

Server grisegryde ovenpå ris og med drys af bacon og pinjekerner på toppen.
Bon appetit...

mandag den 18. maj 2015

En prikket sag...

Kort før Påske blev jeg færdig med denne prikkede sag til mig selv


Ja, billedet er ikke blevet det bedste - solen stod lidt irriterende til at fotografere sort, så derfor kom der grålige lysstriber på... På trods af det lidt ringe billede, så er jeg ganske godt tilfreds med kjolen. De er syet efter samme mønster som denne kjole og i en lækker sort, mønstret jersey. Ærmerne er af en let viskose jersey og alt i alt er det en rigtig god kjole til overgangsperioderne.


Det var egentlig meningen, at det skulle være en kjole, jeg kunne bruge på arbejde (når jeg fik sådan et) men eftersom jeg nu har uniform på arbejdet, så må jeg jo bruge den på andre tidspunkter og den blev taget i brug, da manden og jeg i starten af april havde vores kæreste-weekend. Da den er lidt kortere end den jeg syede sidst, kan den styles både med leggins eller strømpebukser og her er jeg bare trukket i et par hudfarvede strømpebukser og et par hæle...


Glemte jeg lige at fortælle, at jeg faktisk måtte sy den et helt nummer ind i forhold til den sidste model???? Det kan vi godt lide!...

tirsdag den 12. maj 2015

Når den ene dag tager den anden...

...så når jeg bare slet ikke at tænke på andet end det der sker lige her og nu...
I dag er det en uge siden jeg startede på mit nye arbejde og det har krævet tilvænning både herhjemme, men så sandelig også tilvænning til at skulle omgås andre voksne mennesker i min dagligdag.

Men hvor har det været skønt, at jeg har haft nogle at tale med, jeg lærer hver dag og er slet ikkeblevet nedtrykt af at åbne min indbakke med side op og side ned af afslag på stillinger, som jeg søgte før jeg sagde ja til denne stilling. I dag modtog jeg endda en indkaldelse til samtale på et rotationsvikariat hos Aalborg Kommune, som jeg pænt takkede nej til at deltage i, for jeg har nemlig fået arbejde! Det er livsbekræftende!

Det er rart at have noget nyt at stå op til om morgenen, nye opgaver, nye forventninger, nyt samarbejde - nu mangler vi bare lige at få styr på de nye rutiner herhjemme... Jeg er bombet, når jeg vælter ind ad døren mellem 16 og 16.30 efter at have hentet børn. Det hjælper bare ikke, når børnene gerne vil have, at jeg er opmærksom på dem, der skal laves mad og ryddes lidt op. Så jeg skal arbejde på at få noget mere overskud og energi - derfor er planen nu, at jeg skal pumpes fuld af vitaminer, så både jeg og mit immunforsvar kan blive modstandsdygtig. Det forpligter jo at have arbejde og den der nagende dårlige samvittighed, som melder sig, når man bliver nødt til at ringe sig selv eller sit barn syg, den slipper jeg nok aldrig.

Lige nu er mit overskud lig nul og jeg kunne gå i seng sammen med børnene om aftenen og sove helt til næste morgen! Så jeg savner at have energi om aftenen til at lave de ting, jeg har lyst til. Lige nu er der begrænset tid til hobby og bloggen, men jeg har jo bare så meget liggende jeg gerne vil fortælle om! Jeg håber på, at weekenden kan bringe lidt overskud, så jeg kan få opdateret bloggen både på madglæde, syprojekter og hvad der nu ellers lige popper op.

Jeg må booste mit energiniveau med en god vitaminindsprøjtning og så håbe på det bedste. Men jeg er i live, vi har det alle sammen godt (7-9-13) og jeg ser frem til den dag, vores nye hverdag bliver til rutine!...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...