fredag den 30. april 2010

Dagen før dagen... og kage

Sidder her og er ret spændt på i morgen - jeg starter jo for alvor på arbejde i morgen og så har jeg ellers ikke fri før det er helligdag igen... Det bliver virkelig mærkelig at gå fra at have så meget tid til sig selv og så til at skulle planlægge alt - jeg skal have lavet struktur over, hvornår der skal handles, dyrkes zumba, laves kager, søges jobs (ja, for jeg skal jo helst have job til 15/9, så jeg ikke skal på jobsøgnings workshop - det tænder jeg ikke ligefrem på!) og jeg ved ikke hvad... men det bliver nu rart nok at få sådan et liv igen. Så laver jeg da i det mindste noget og jeg trives jo godt med mange bolde i luften - det skal nok flaske sig alt sammen...

Apropos kage, så fik jeg i dag afleveret en kage til fødselsdagsfest og har kun fået rigtig positiv feedback, hvilket jo altid er dejligt. Det blev nu også en rigtig fin kage, selvom den voldte mig en smule kvaler i aftes, da jeg skulle dekorere den færdig... godt jeg ikke har tænkt mig at arbejde med royal icing næste gang, men nøjes med fondanten... Jeg skal også lige have lavet nogle roser færdige til prøvesmagningen på lørdag, så der er nok at se til... men her kommer lige et billede af min seneste kreation - den skal lige fritlægges og så op på hjemmesiden i løbet af weekenden.

 

torsdag den 29. april 2010

Homity Pie med grøn salat

Lækker lækker opskrift - jeg lavede selv min butterdej, men jeg vil anbefale at købe den færdiglavet, da den fuldkornsbutterdej, jeg fik lavet, blev lidt tør....



Homity Pie
 

1 portion fuldkornsbutterdej (eller alm.)
500g kartofler
olivenolie til stegning
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 pakke pancetta (eller alm. bacon i tern)
friske krydderurter (fx merian, timian) jeg brugte persille og rosmarin
salt og peber
1/4 l. fløde
120g revet ost

Skræl og skær kartoflerne i tern og steg dem i olivenolie på en pande til de er bløde og brune. Skræl og finthak løget og steg det sammen med kartoflerne til det er blødt og brunt. Tilsæt finthakket hvidløg lige inden løgene er færdigstegte. Skær pancettaen i tern og steg den på en anden pande og mix det sammen med resten og lad det stege videre ved lav varme.

Tilsæt en lille dusk frisk, finthakkede krydderurter sammen med salt, peber og fløden. Tag panden af varmen og tilsæt halvdelen af osten. Læg det herefter over i tærtebunden og spred det resterende ost på toppen. Bag tærten i ovnen ved 180-190 grader i 25-30 minutter, indtil den er gylden. Lad tærten køle af ½ time før den serveres. Server tærten sammen med en grøn salat.

Min grønne salat: snittet iceberg, forårsløg og sukkerærter blandet sammen.

Bon appetit...


 

2 hyggelige dage i god venindes selskab...

... med shopping, sushi og KAGE!!!

Jaa endelig havde jeg en fantastisk undskyldning for at lave endnu en kage, nemlig en fødselsdagskage til min kære veninde Carina. Det blev til en hurtig-kage, men selvom den ikke lige var det kønneste jeg har lavet, så opvejede smagen lagt det lidt pjaltede udseende. Så der stod en overraskelse og ventede på min veninde, da hun kiggede i køleskabet.

Vi byttede også fødselsdagsgaver. Der er jo kun godt  en uge mellem vores fødselsdage, men da Carina flytter til Sverige inden sin fødselsdag, så måtte hun jo have gaven nu! Jeg havde sammensat en pakke med en Sushi-kogebog og et økologisk sushisæt og det faldt vidst i ret god jord. Jeg fik til gengæld den gamle Jamie Oliver kogebog, som jeg har manglet i evigheder (så nu mangler jeg kun den nyeste for at gøre min samling komplet) og en rigtig god cd med klassisk musik - så kan jeg stresse af til den, når jeg kommer hjem efter nogle hektiske dage i selskab med bridezillaer på arbejdet...

Carina kom forholdsvis tidligt tirsdag og vi havde dumpet Carinas bagage og byttet gaver hjemme i lejligheden hankede vi op i hinanden og tog turen over broen og så skulle der powershoppes. Vi startede med en omgang Sushi på SUSHI SUSHI og det smagte jo som altid FANTASTISK! Uhmmm... Derefter travede vi byen tynd de næste 4 timer, før vi vendte næsen hjemad med poserne fyldte af alle mulige godter og meget trætte og ømme fødder. Jeg gik så småt i gang med maden, mens vi så The Proposal - menuen stod på Homity Pie med grøn salat (opskrift følger i næste indlæg) og jeg fik serveret en ganske vellykket (lettere tør) aftensmad. Vi sluttede aftenen af med at se Julie & Julia mens vi guffede popcorn (der røg madlog helt op i det røde felt) og var ved at falde i søvn flere gange! Ikke pga. filmen, men simpelthen fordi vi var SÅ smadret af den powershoppingtur...

Onsdag morgen startede lidt hektisk - jeg havde et møde med anden aktør, for at få feedback på mit CV og ansøgning og jeg var lige sent nok på den, da jeg endelig havde sneglet mig færdig på badeværelset. Jeg stoppede et æble i munden og hev nøglerne fra skålen i vinduet og styrtede ud af døren med skraldeposen under armen og ned til min cykel. Jeg er sikker på at broen havde hævet sig i hvert fald ½ cm for at gøre det ekstra svært for mig at komme over og så ramte jeg jo selvfølgelig samtlige røde lamper fra Nørresundby og ud af Vesterbro... WUHU! Nå, men det var nu turen værd, for jeg fik en hel del ud af samtalen og jeg kan nu give mig i krig med at skrive masser af ansøgninger, mens jeg knokler r.... ud af bukserne imellem brudekjolerne - det skal nok blive godt.

På vejen hjem snuppede jeg lige en sandwich med hjem til os alle tre herhjemme, som blev indtaget til frokost sammen med genudsendelsen af først Luksusfælden og så Kontant... Derefter begyndte jeg arbejdet på endnu en kage - der skulle laves kagefyld, som jo skal stå og stivne i en krig før det kan bruges... Vi havde en aftale med svigerbedste om et kort visit og som alle andre ældre mennesker havde hun disket op med kringle, sandkage, chokolade og lammeøre (ad!) Vi havde så et lag af kagen med, for vi kunne ikke spise det hele og den skulle der selvfølgelig også tages hul på... Vi kunne trille derfra efterfølgende...

Vi tog så turen ud til Storcentret for at tage endnu en etape af powershopping, men det var lidt af en sørgelig omgang og det blev kun til et par film og nogle dagligvare i bilka... Alligevel var vi så medtagede, at vi ikke orkede at skulle hjem og lave mad, så vi ringede til manden, som var med på at bestille pizza og durum... Uhmmmm... Det blev indtaget i selskab med Disneys Bolt og jeg skulle så lægge kagen sammen og smøre den op. Vi sluttede aftenen af med at se "En ægte mand" og jeg blev færdig med opsmørringen. Vi væltede om efter en lang og begivenhedsrig dag lidt i et for mit vedkommende og sov helt til kl 7 i dag!

Jeg indtog badeværelset og gik så ud for at finde morgenmad til Carina og mig. Vi tog lidt morgenhygge med te, frisk frugt og hjemmebagte boller og hoppede på bussen til terminalen, hvor jeg så skulle sende Carina hjem igen efter nogle rigtig dejlige dage. Resten af dagen skal bruges på at gøre kagen færdig til i morgen og måske skal der handles lidt ind, nu hvor ALT er lukket i morgen og jeg skal arbejde lørdag... Det skal nok blive hyggeligt...

lørdag den 24. april 2010

J.O. Bolognesesauce

Til forskel fra katastrofen med fiskecouscousen, så var Jamies bolognese i går en kæmpe succes! Sjældent har jeg fået en kødsauce, der smagte SÅ godt og vi skovlede i os, som de grise vi nu er og det var ren nydelse! Jeg glæder mig allerede til rester i morgen og så er der endda nok til at fryse ned, så vi har lidt nem mad til en aften.
Selvfølgelig vil jeg gerne dele denne herlige opskrift med jer, så i selv kan smage et lille stykke af himlen...

Jamie Olivers Bolognesesauce (4-6 personer)
2 skiver røget bacon
2 løg
2 fed hvidløg
2 gulerødder
2 stilke bladselleri
Olivenolie
2 store tsk. tørret oregano
500g hakket oksekød
2 dåser flåede, hakkede tomater (gerne økologisk)
havsalt og friskkværnet peber
1 bundt basilikum
500 g spaghetti
100g revet parmesan

Skær baconen i fine strimler. Pil løg og hvidløg og hak begge dele fint. Sæt en stor sauterpande over ved jævn til stærk varme. Kom 2 skvæt olivenolie i og steg baconen sammen med oregano til baconen er gylden. Kom de hakkede grønsager i panden og lad dem simre med i 7 minutter under jævnlig omrøring, til de er bløde og netop har lidt farve.

Rør det hakkede kød og dåsetomaterne i. Fyld de tomme dåser med vand og hæld det ved sammen med et godt drys salt og peber. Nip basilikumsbladene af stilkene; læg bladene i køleskabet til senere og hak stiklene fint. Kom de hakkede stilke i saucen og brung den i kog igen. Skru ned for varmen og lad saucen simre i 1 time under jævnlig omrøring. Tag panden af varmen . Rør halvdelen af parmesanen i saucen og smag til med salt og peber.

Kog pastaen efter pakkens anvisning og hæld vandet fra. Server sammen med saucen.
NB: Saucen kan fryses.

Bon appetit...

onsdag den 21. april 2010

Onsdag med Jamie og vi er atter bedste venner!

Allerede onsdag! Jeg fatter simpelthen ikke hvor tiden bliver af! Jeg havde masser af planer for i dag, men sjovt nok har jeg ikke nået en brøkdel af dem, fordi jeg er blevet distraheret af noget andet og så er det altså ikke verdens sjoveste aktivitet at skulle vaske op eller gøre rent... Ej opvasken er da blevet taget, men rengøringen er på skønneste vis udskudt til i morgen - det samme er arbejdet med mine ansøgninger - jeg skal da forresten også huske at sende mit materiale rundt til de folk jeg er i netværksgruppe med - der er jo møde i næste uge...

Nææ jeg har brugt tid på at kæle for maden i dag, for jeg havde set frem til lige netop denne ret - J.O. Burger og så med mine hjemmelavede fritter - YUM-O! Det var virkelig en vellykket burger og milevidt fra den katastrofe af en ret, jeg fik kogt sammen i går... Så i dag vil jeg gerne dele opskriften med jer og give credit til Mr. Oliver, som igen er min absolut bedste food-buddy... Jeg har på fornemmelsen, at vi har et omskifteligt venskab foran os...

Byens bedste burger a lá Jamie Oliver (6 personer)

12 sprøde kiks af typen creamcrackers
8 stilke bredbladet persille
2 store tsk. dijonsennep
500g hakket oksekød af bedste kvalitet
1 stort æg (helst økologisk)
havsalt og friskkværnet peber
olivenolie
1 salathoved
3 tomater
1 rødløg
3-4 syltede agurker (jeg brugte agurkesalat)
6 burgerboller
6 skiver cheddar
evt. 6 skiver bacon (det kunne manden i hvert fald godt lide!)
Pak kiksene ind i et rent viskestykke og slå dem til krummer ved at tæske bylten ned i bordet; smuldr eventuelle større kiksestykker med fingrene. (Jeg vil sige, at dette er noget omstændigt og hvis du ikke vil have større kiksestykker i dine burgere, så brug din minihakker/foodprocessor til at male kiksene til kiksemel)

Kom alle krummerne i en stor skål. Hak både persilleblade og stilke fint. Kom den hakkede persille i skålen sammen med sennep, hakket kød, æg og et godt drys salt og peber. Mas og mos farsen med rene hænder til den har en nogenlunde jævn konsistens. Del farsen i 6 dele og form dem til bøffer, der er ca. 2 cm tykke (fugt evt. hænderne med koldt vand, så hænger farsen ikke så let ved hænderne) Stænk bøfferne med olivenolie, læg dem på en tallerken, dæk dem med husholdningsfilm og stil dem i køleskabet, så farsen kan hvile (så hænger de færdige bøffer bedre sammen)

Opvarm en pande i 3-4 minutter ved stærk varme. Skru ned til jævn varme og læg bøfferne på panden; pres dem let med en paletkniv, så de har så stor en kontaktflade med panden som mulig. Steg dem i 3-4 minutter på hver side eller som det foretrækkes.

Skyl og del salathovedet - slyng det tørt og snit det, hvis du har lyst. Skær tomaterne i skiver. Pil rødløget og skær det i tynde ringe. Skær de syltede agurker i helt tynde skiver på langs og anret alt tilbehørret på et stort fad eller i små skåle og stil det på bordet, så gæsterne selv kan sammensætte deres burger. Tag bøfferne af panden og læg dem i et fad. Tør omhyggeligt panden af med et stykke køkkenrulle, flæk bollerne og lynrist dem på panden.

Fritter:
Skræl kartoflerne, skær dem i lige store stave og tør dem godt med et rent viskestykke. læg dem på en bageplade på bagepapir og hæld lidt olivenolie udover. Tilsæt herefter de krydderier du bedst kan lide og vend det hele rundt, så kartoflerne bliver godt dækket. Steg dem i ovnen i ca. 30 minutter eller til de er gyldne. Vend dem gerne undervejs, når halvdelen af tiden er gået.

Bon appetit...


tirsdag den 20. april 2010

Marokkansk fiskecouscous

Dagen i dag har bare været stille og rolig - morgenen startede ligesom i går - morgenmad til manden og smoothie til mig, zumba - som selvfølgelig blev afbrudt, fordi min jobkonsulent skulle ringe... Jeg gennemførte dog hele programmet og hoppede i bad. Derfra ind foran computeren og få lukket min madlogkonto op igen, så nu tælles der kalorier og jeg har i de sidste to dage hverken rørt sodavand, slik, chokolade eller is!

Morgenmaden blev hurtigt overstået og jeg fik gjort mig klar til at cykle et smut til Aalborg - jeg skulle lige over og underskrive min ansættelsesaftale med Lilly og så kunne jeg jo passende også kigge efter en kogebog og resten af gaven til min veninde. Jeg fandt kogebogen, men ikke gaven, så den måtte jeg hjem på nettet og bestille. Hun skal have.... hehe nææ nej - hun læser jo med, så det dur jo ikke at afsløre det her vel...

Imellemtiden fik jeg en sms om at der lå en pakke hos den lokale gls-pakkeshop og ventede på mig efter kl. 16 og der var dukket 2 mails op fra biblioteket om, at jeg kunne afhente to kogebøger! Så bliver det altså ikke meget bedre - kage-råvarer og kogebøger...

En kok, jeg ikke lige kunne med i dag, var min kære Jamie... Menuen her til aften stod på Marokkansk fiskecouscous og manden og jeg fandt så ud af, at vi ikke bryder os specielt meget om marokkansk mad... Fisken (Pangasius), som ellers plejer at smage fantastisk, når man bare steger den, den havde absolut ingen smag og det eneste vi kunne lide i retten var desværre rejerne!

Ingen opskrift i dag, for den vil jeg simpelthen ikke anbefale til andre, men i skal da lige have et billede...



mandag den 19. april 2010

Nye boller på suppen og en uge med Mr. Oliver

Så tog vi hul på en ny uge og sikke en start den har fået... Jeg lagde morgenen ud med at lave en smoothie til mig selv og smørre en bolle til mandens morgenmad - så fik jeg sendt ham af sted, og så stod den ellers på 45 minutters zumba, skarpt forfulgt af et bad - ja man kommer sjovt nok til at svede af den slags... Jeg tog mig lige en slapper efter det, men kunne godt høre at opvasken stod og skreg på mig ude i køkkenet, så jeg tog min cykel og hjullerede ud og handle ind til hele ugen...

En uge i Jamie Olivers tegn - ikke fordi at Jamie er meget mere sund end andre mennesker, men jeg har jo de her herlige kogebøger, jeg skal have prøvet igennem og vi har besluttet os for at få flere grønsager ind i kosten, mere frugt på tallerkenen og generelt få os en lidt sundere livsstil, hvad angår vores spisevaner. Jeg har også stærkt overvejet at melde mig ind på madlog igen, så jeg kan få mit indtag af mad kontrolleret igen - vægten skriger nærmest "skrid af - du er for tung!" når jeg så meget som bare kigger på den... Et eller andet skal der i hvert fald ske - håber på at det også hjælper med et nogenlunde fastlagt motionsprogram og at jeg skal cykle til og fra arbejde her hen over hele sommeren...

Men jeg har nu fået køleskabet fyldt op med lækre grønsager, fyldt 2 kurve til bristepunktet med frugt og købt god fisk og oksekød ind til fryseren. Mon ikke det kan give lidt ekstra motivation med alt det grønne i hjemmet... aftenens menu stod på den første af ugens Jamie Oliver retter og det var ik så ringe endda - jeg fik til min store tilfredshed min mand til at spise svampe (østershatte) han hader ellers svampe, hvor jeg ELSKER en omgang svampe, så det har været lidt af en udfordring og jeg har desværre frasagt mig mange retter på baggrund af manden, fordi de har været fyldt med svampe - det er slut nu - han har nemlig indrømmet, at hvis jeg ikke fortæller at det er deri og han ikke kan se det, så er det åbenbart ikke noget problem... hmm...

Nå, dagens ret: Kyllingestroganoff - egentlig en blanding mellem en fransk frikassé og en russisk stroganoff, som han selv beskriver det i bogen - serveret med lækre ris (jeg havde jasmin, så det blev brugt) og et ordentlig skvæt citronsaft udover - intet mindre en YUM-O!

Kyllingestroganoff med porre (2 personer)

Havsalt og friskkværnet sort peber
150g langkornet ris (fx basmatiris)
1 stor porre
1 håndfuld markchampignoner (brune) eller østershatte
2 kyllingebrystfilet u/skind
1 klat smør
olivenolie
1 glas hvidvin
1 bundt bredbladet persille
1½ dl kaffefløde
1½ dl piskefløde
1 citron

Hæld kogende vand fra kedlen over i en stor gryde, sæt den over ved stærk varme og tilsæt salt. Tilsæt risene,  bring vandet i kog igen og skru lidt ned for varmen. Kog risene ifølge anvisning på emballagen.
Skær begge ender af porren; kassér dem. Skær porren i kvarte på langs, snit dem groft og skyld dem grundigt under rindende vand. Skær svampene i skiver. Skær kyllingebrysterne i strimler på størrelse med din lillefinger.

Opvarm en stor stegepande ved stærk varme og tilsæt smørret og et skvæt olie. Tilsæt porrer, hvidvin, et lille glas vand og salt og peber. Læg et stykke stanniol over gryden og lad det boble lystigt i 5 minutter. Imens hakkes persillen fint, blade, og stængler og det hele. Tag stanniolen af gruden og rør kyllingestrimler, fløde, svampe, og det meste af persillen i. Bring det hele i kog igen, skru ned for varmen og lad retten simre ved jævn varme i 10 minutter. Hæld risen op i et dørslag og lad dem dampe af. Skær citronen midt over og pres saften af den ene halvdel over retten; skær den anden halvdel i både. Øs ris og stroganoff op i tallerkenerne, drys til sidst med persillen og læg citronbådene ved.

Bon appetit...


søndag den 11. april 2010

Solrig Søndag

Tidlig morgenmad hos svigerbedste og en dejlig gåtur hjem bagefter i høj solskin (dog tilsat en smule blæst) det var, hvad der ventede os på denne søndag... I morgen begynder hverdagen atter igen og jeg skal til møde med anden aktør - jeg skal fortælle dem, at jeg har fået job! Jeg har fået tilbudt en fuldtidsstilling hos Lilly med start fra 1. maj og frem til efteråret. Det jeg så skal diskutere med dem i morgen er løntilskud. Jeg har nemlig fået stillingen, fordi en af pigerne dernede er blevet sygemeldt og så er det jo alt andet lige dejligt nok, at de kan få mig lidt billigere end normalt. Jeg glæder mig super meget til at starte og jeg er sikker på, at det bliver en god sommer!

Weekenden er gået med at lave scrapbook portefolie over mine kagekreationer, så jeg har et flot album at vise frem, når jeg får kagekunder indenfor døren. Jeg har allerede 2 kagebestillinger og en prøvesmagning i kalenderen og jeg er super spændt! 

I dag skal jeg så bestræbe mig på at få gjort rent, lavet roser og så ryddet op i mit kagegrej - det roder så forfærdelig og jeg kan næsten ikke finde noget, så det er vidst på tide... mon ikke der også sniger sig en film ind i aftenens løb, når vi nu skal have så rørende nem aftensmad, som kartoffelmos med bacon jo er...

Jeg så forresten en film i går - Julie & Julia - den kan varmt anbefales og den satte lidt nogle idéer i gang i hovedet på mig og gav mig et tip til en anden måde at bruge en blog på... det kunne være ret fedt - se traileren HER og se selv, hvad jeg mener.

torsdag den 8. april 2010

Rejer og Nudler

En perfekt combo i min verden og det var lige hvad aftensmaden stod på i aftes - Indbagte rejer og stegte nudler... Uhmmm... Fantastisk lækker mad og det kræver næsten ingen besvær...
Jeg har lovet at ligge opskriften ind på Indbagte rejer og det gør jeg så her:

Indbagte Rejer (2 pers.)
200g store tigerrejer (uden hale foretrækker jeg, så hiv halen af, inden de skal bruges)
50g mel
2 tsk. paprika
3 dl majs- eller jordnøddeolie

Dej:
80g hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 dl. vand

Dejen: Bland mel og bagepulver i en skål. Lav en fordybning i midten og tilsæt langsomt vand, til det er en glat tynd dej. Lad det trække i 30 minutter

Skyl rejerne i koldt vand og fjern skallen (hvis du har brugt skalrejer) Fjern den sorte streng i ryggen.

Varm olien op i en tykbundet gryde eller pande (wok kan også bruges) Bland mel. paprika, salt og peber i en lille plastikpose, kom rejerne i posen og ryst til rejerne er dækket af et tyndt lag mel.

Dyp dem derefter en ad gangen i dejblandingen (jeg plejer at dunke dem allesammen ned i dejen på én gang og røre rundt, for så at tage dem op med en ske og dumpe dem i olien)

Steg rejerne i olien i ca. 1 minut og vend dem, til de er gyldne på begge sider. Anbring dem på fedtsugende papir bagefter. Drys dem med groft salt og server straks.

Bon appetit...


tirsdag den 6. april 2010

få-gjort-alt-det-man-ik-gad-i-Påsken tirsdag...

Ja det har været sådan en dag i dag... Lidt tøjvask her, lidt rengøring der og så lige et drys af en opvask og vupti - så er her igen til at være...
 
Det er nok også det der har gjort, at jeg har kunne tage mig sammen til at få lavet denne ret til aftensmad, jeg har udskudt den i en hel uge, men i dag skulle det altså være, så her kommer opskriften på en lækker lækker ret - der står godt nok gratin, men det synes jeg den er lidt for snasket til at være - jeg ligger dog ikke lige inde med en anden og bedre betegnelse for retten, så det må gå an lige for i dag... Det er endnu en af de mange mange blogopskrifter fra Kayotic Kitchen, som jeg skal have prøvet af og den her kan jeg varmt anbefale at andre også prøver ved lejlighed...

Blomkål, kartoffel og tomat gratin
500g kartofler
1 blomkålshoved
12 cherry tomater
1 mellemstor porre
1 fed hvidløg
2 spsk. smør
3 spsk. mel
375 ml mælk
150g revet ost (fx cheddar) cheddar virker efter min smag rigtig godt!
1/4 tsk. paprika
bredbladet persille muskatnød
peber salt

Del blomkålen i små buketter og blancher dem let i saltet vand i omkring 10 minutter. Skræl, vask og skær kartoflerne i tern og blancher også dem i saltet vand i ca. 10 minutter.

Vask og skær porren i halve ringe. Den grønne del skal ikke bruges, så den kan kasseres.Riv eller hak hvidløget fint. Vask, tør og hak en stor håndfund bredbladet persille. Riv osten.

Ostesaucen: Smelt smørret og steg porre heri i 2 minutter før hvidløget tilsættes. Tilsæt 3 store spsk. mel og steg i 2 minutter for at neutralisere råheden i grønsagerne. Tilsæt mælk indtil konsistensen er som du synes. Lad det simre i 2-3 minutter og krydr med salt, peber paprika, lidt muskatnød og halvdelen af det revede ost. Sluk for varmen og tilsæt persillen.

Når kartoflerne og blomkålen er færdige hældes vandet fra og blomkålen lægges i bunden af et ovnfast fad. Dernæst lægges cherrytomaterne og til slut kartoflerne. Hæld saucen over hele herligheden og slut af med resten af osten. Bag gratinen i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 25-30 minutter eller indtil det er boblende og gyldenbrunt.

Bon appetit...


mandag den 5. april 2010

Mandag, der føles som søndag

2. påskedag og alt ånder fred og ro... Ærligt talt har det været en absolut kedelig dag og den eneste udfordring jeg har haft i dagens løb har været at få skrevet 2 ansøgninger med sidste ansøgningsfrist i morgen...
Det er ellers en forholdsvis begivenhedsrig uge jeg har i sigte - i morgen skal manden til tandlæge - så skal der gøres rent, for det er bare nemmere at få det gjort, når han ikke er herhjemme... Onsdag står den både på netværksmøde og rådighedssamtale og prøv lige at gæt hvor psyked jeg er til det... Jeg orker ikke at skulle sidde over for en, som siger; "du skal bare ringe til virksomhederne - det virker!" Det gør det da ikke, hvis der bare er en telefonsvare slået til hele tiden og der så ikke bliver ringet tilbage, når man har bedt om det... JØSSES!

Nå, men det har ellers været en stille påske - ingen gæste og ingen planer... jeg har fået bagt lidt og ellers bare lavet småting - er begyndt på mit kage-portfolie, har fået set samtlige episoder af Cake Boss på tv-shack, tudet igennem til P.S. I Love You (kan forresten varmt anbefales) fundet ud af at Revolutionary Road er en ret kedelig film og er blevet enig med mig selv, at der skal ryddes op i kagegrejet... der er nok at gå i krig med i den kommende uge...

Åhh ja til sidst skal jeg da lige flashe et billede af min nyeste kage, som jeg jo lovede det i min sidste post... Her kommer den:

torsdag den 1. april 2010

Skærtorsdag

En ganske stille og rolig dag... Jeg fik den vildeste lyst til at lave en ny kage i går aftes sent, da jeg begyndte at se Cake Boss - en serie om et bageri/konditori og en masse fede kager! Så jeg satte mig ned for at lave sommerfugle med mine nye udstikker, som skal pryde min nyeste kagekreation. Dagen i dag er så gået med at bage bunde, lave fyld og rende rundt efter hvid chokolade til smørcremen.... Vi fandt det heldigvis og så fik jeg lavet smørcreme, lagt kagen sammen og smurt op og nu står den trygt i køleskabet, hvor den skal stå et par timer endnu inden jeg kan begynde at overtrække og dekorere den. Resultatet kommer i morgen...

I mellemtiden kunne jeg så begynde at forberede aftensmaden - jeg havde en rest kylling tilbage fra forrige aften og jeg huskede på, at jeg havde set en lækker opskrift på en sandwich inde på bloggen Kayotic Kitchen og satte mig for at det skulle menuen stå på i aften og her er så resultatet:


Selvfølgelig vil jeg også gerne dele opskriften (oversat til dansk) med jer og sige en tak til Kay og hendes fantastiske kulinariske sind - min mand sagde endda "hvad skal du så med Jamie Oliver???" Han er fan af Kay og ikke Jamie...

Jayden's Sandwich

En rest kylling (jeg havde kyllingebryst tilbage efter en hel kylling)
Bredbladet persille - efter temperament
2 spsk. mayonnaise
1 spsk. cremefraiche (original opskrift siger yoghurt)
1 tsk. kød og grill krydderi fra Knorr + ½ tsk. paprika + 1 knsp. cayennepeber (original opskrift siger 1/4 tsk. cajun krydderi)
50g ost (jeg brugte emmentaler)
1 forårsløg
salt
peber

Put kylling, persille, hakket forårsløg, salt og peber i foodprocessoren.
Bland mayonnaise, cremefraiche og krydderier godt sammen og hæld det over i foodprocessoren til de andre ingredienser og kør det til det hele er blandet godt og du synes det har en god konsistens.

Serveres mellem to stykker brød efter egen smag.

Bon appetit...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...