søndag den 24. april 2011

Letters to Juliet


Filmen 'Letters to Juliet' tager sin begyndelse i New York, hvor Sophie Hall (spillet af Amanda Seyfried - også kendt fra Mama Mia), en "fact finder" sammen med sin forlovede, Victor har besluttet sig for at holde en romantisk ferie i Verona før deres forestående bryllup.
Sophie lægger en tur forbi den kendte gårdhave, hvor Juliet Capulet fra Shakespeares tragiske drama om Romeo og Julie boede, som hver dag besøges af flere kvinder fra hele verden, som lægger breve om ulykkelig kærlighed til Juliet, i håb om at få gode råd tilbage.

Her finder Sophie et 50 år gammelt brev skrevet af Claire Smith om en ung italiener ved navn Lorenzo, som hun var dybt forelsket i som teenager. Sophie vælger at besvare brevet, og til hendes store overraskelse inspirerer hendes svar Claire til at rejse til Verona for at lede efter Lorenzo. Efter at have mødt Claire og hendes barnebarn Charlie, vælger hun at rejse med dem rundt i Toscana for at hjælpe til med eftersøgningen.


Dette er en klassisk "love story" skrevet efter alle kunstens regler og selvom den måske kan virke en smule forudsigelig, så er det jo den slags 'chick flicks' vi tøser elsker at give os hen til, når vi trænger til at få et skud ægte romance... Jeg kan varmt anbefale filmen til en stille aften alene foran kukkassen eller til en tøseaften, hvor man jo evt. kunne have italienske lækkerier på menuen, for at gøre det ekstra hyggeligt. Det er en varm fortælling, som man ikke kan lade være med at fortabe sig en smule i...

Rigtig god fornøjelse...

lørdag den 23. april 2011

Morgen Smoothies

I et forsøg på at få bugt med de ekstra kilo, der er kommet snigende efter graviditeten (og, som jeg har ladet mig fortælle, følger automatisk med til at have barsel) har jeg endnu engang meldt mig på madlog. Jeg kæmper en brav kamp for at holde den kørende, men jeg har haft en virkelig vaklende start og er slet ikke kommet i det der rigtige "jeg-vil-gerne-ændre-tingene-nu!"-mode. Dog er det lykkedes mig at få nogle gode morgenrutiner, hvilket bl.a. involvere morgenmad, som kan indtages ret hurtigt, hvis lillemand nu også er sulten på samme tid - SMOOTHIES!

Det startede egentlig med at jeg havde nogle bananer liggende, som trængte til at blive brugt og en masse andet frugt og lidt frossent i fryseren også. Så tænkte jeg, at det kunne være lækkert med sådan en lille smoothie til morgenmaden - suppleret med en skive ristet rugbrød med smør eller knækbrød med ost selvfølgelig, for jeg har aldrig kunne klare mig længe på sådan en omgang frugt kun.

Her kommer så lige 6 Morgen Smoothies a´la Agnethe - alle opskrifter er til 1 person:

Banan/æble/hindbær smoothie
1 lille æble
1 lille banan
50 g hindbær, frost
1 alm glas appelsinjuice
Vælg dit favorit æble (mit er pink lady/crisp), skræl det og skær det i både, som halveres.
Skræl bananen, skær den i skiver og læg det sammen med æblet i blenderen. Tilsæt de frosne hindbær og juicen og kør det til det bliver en ensartet masse.

Æble/banan/jordbær smoothie
1 lille æble
1 lille banan
75 g jordbær, frost
1 alm glas appelsinjuice
Vælg dit favorit æble, skræl det og skær det i både, som halveres.
Skræl bananen, skær den i skiver og læg det sammen med æblet i blenderen. Tilsæt de frosne jordbær og juicen og kør det til det bliver en ensartet masse.

Jordbær/hindbær/banan smoothie
1 lille banan
75 g jordbær, frost
50 g hindbær, frost
1,5 dl appelsinjuice
Skræl bananen og kom den i blenderen sammen med jordbær, hindbær og appelsinjuice. Blend til en ensartet masse og server straks.

Banan/æble/blåbær smoothie
1 lille banan
1 lille æble
50 g blåbær, frost
1,5 dl appelsinjuice
Skræl banan og æble, skær dem i mindre stykker og kom dem i blenderen sammen med blåbær og juice. Blend til en ensartet masse og server straks.

Banan/blåbær smoothie
1 lille banan
50 g blåbær, frost
1,5 dl minimælk
Skræl bananen og kom det i blenderen sammen med blåbær og mælk. Tilsæt evt. isterninger. Blend godt igennem og servér straks.

Jordbær/æble/drue smootie
50 g jordbær
50 g vindrue
65 g æble
1,5 dl appelsinjuice
Skræl æblet og kom det sammen med resten af ingredienserne i blenderen og kør det til en ensartet masse.
Tilsæt evt. også is.
Servér straks.


God fornøjelse på smoothie-bølgen...

fredag den 22. april 2011

Påske, gaver og præmier

Der har vidst været en del stilhed fra mig herinde på det sidste. Jeg har desværre ikke lavet det mest sindsoprivende spændende mad at skrive om, men det skal nok komme igen. Så indtil videre ville jeg lige ønske rigtig god påske til jer alle og vise mine nyeste indkøb, gaver og præmier frem...

Jeg har jo rigtig svært ved at gå forbi kogebøger, specielt når de er på tilbud, så der røg lige et par stykker ned i kurven sidst jeg var ude og handle ind.

Jeg har lige nået at skimme dem igennem og der ser ud til at være en masse spændende ting i, både kendte klassikere og nye lækkerier, så det er bare med at komme i gang og prøve at stege, koge og bage mig igennem disse. Muligvis kan noget af det bruges til barnedåben, som jo ikke er SÅ langt ude i tidshorisonten igen...

Denne lille ting faldt jeg over en dag, hvor jeg trillede rundt med barnevognen i Friis og til 10,- kr. så kunne jeg altså ikke lade den ligge...

Det skal nok blive spændende, at prøve mig igennem denne lille sag - det hele ser jo så indbydende ud, men måske skulle det vente til efteråret, for synes jo ikke at det, med det vejr, vi er begyndt at få, ligefrem er grødsæson. Men ikke desto mindre glæder jeg mig til at få det prøvet af...

En gave fra min kære husbond, som jo kender mig alt for godt efterhånden... eller han ved jo hvad jeg har til at stå på hylden i forvejen og en mere til samlingen kan altid give lidt ekstra point på "se-de-søde-ting-jeg-gør-for-dig"-kontoen... denne her giver MANGE ekstra point

Jamie Olivers nyeste kogebog, som jeg har set frem til at få LÆNGE og endnu engang er min samling komplet... Ud fra hvad jeg har set af opskrifter og billeder i bogen, så bliver det nok nogle af Thomas' ynglingsretter af Jamie mad bortset fra kogebogen om amerikansk mad, som jeg da også snart skal have gang i... Jeg halter håbløst bagud, men synes ikke, jeg vil begynde på det, før jeg kan få mere tid til at bruge på madlavningen. Det bliver bare bedre, når man ikke haster igennem det hele, tager sig tid til og nyder madlavningen... Det synes jeg i hvert fald...

Lige en sidste ting jeg vil dele med jer. Forleden var jeg så heldig at blive udtrukket som vinder af nogle lækre gaver, da jeg deltager i ANR's musikpanel og i onsdags dumpede disse så ind i postkassen:

En dvd - Sandheden om mænd med Thue Lindhart og en cd; nyeste album fra Britney - jeg er spændt på begge dele og der følger selvfølgelig en anmeldelse af det, så snart jeg har fået tiden til at se og høre mine præmier igennem...

tirsdag den 12. april 2011

Et hængeparti - Italiensk/græsk uge - dag 5 og 7 - Lasagne a'la Agnethe

Ja, jeg er jo kommet lidt bagud med den sidste opskrift fra min temauge, som var mit bud på en lækker Italiens Lasagne. Jeg har taget inspiration nogle steder fra og kom op med en lækker udgave selv, som jeg selvfølgelig rigtig gerne vil dele med jer også. Advarsel, dette er IKKE en fedtfattig lasagne grundet al den ost!

Italiensk Lasagne a'la Agnethe

Gode lasagneplader
Rasp
1 pose god gratineringsost

Kødsauce:
1 spsk olivenolie
1 finthakket løg
1 pakke bacon i strimler
500 g magert hakket oksekød
1-2 dl vand
1-2 bouillonterning eller 1 Fond du Chef Knorr (oksekød)
1 spsk. tomatpuré
1 dåse økologiske flåede/hakkede tomater
2 gulerødder
1 tsk oregano
1 tsk timian
1 tsk tørret basilikum
salt og peber

Bechamelsauce:
2 spsk smør
3 spsk mel
ca ½ liter mælk
1½ pakke revet mozzarella (eller gratineringsost)
muskatnød
salt, peber

Fremgangsmåde - kødsaucen:
Skræl gulerødder, pil løget, hak det fint og skær gulerødderne i tern. Svits løget i olien til de er klare, tilsæt gulerødderne og svits herefter baconen sammen med. Lad til sidst oksekødet stege med. Tilsæt tomatpure, krydderurterne, salt og peber, dåsen med tomater, vand og bouillonen. Rør det hele godt sammen og lad saucen simre - ½ - 2 timer. Jeg lod min sauce simre 1½ time og resultatet blev rigtig godt. Smag til med salt og peber.
Fremgangsmåde - bechamelsaucen:
Smelt smørret og pisk melet ud heri. Hæld mælken i lidt ad gangen, så saucen kan blive fin og glat. Lad den koge lidt igennem inden den smages til med salt og peber.
Pisk osten i lidt efter lidt og kog igennem.

Fremgangsmåde - Læg lasagnen sammen:
Smør et ovnfast fad godt og læg et lag kødsauce i bunden. Her ovenpå lægges lasagneplader og derpå igen kødsauce. Herpå lægges et lag bechamelsauce, plader og fortsæt proceduren indtil der ikke er mere kødsauce og bechamelsaucen er øverst. Drys rasp herover og slut af med gratineringsosten.

Bag lasagnen i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter til den er gylden på toppen.

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...