onsdag den 31. august 2011

Brusebadsboller og kanelsnegle med knas

Jeg havde jo bagt en smule til vores lille MBK-mødregruppe komsammen for snart et stykke tid siden, jeg har dog ikke fået blogget om herligheden og egentlig også kun fået taget billeder af bollerne...

Nu lovede jeg jo også at jeg ville poste opskrifterne, så de kommer her:

Brusebadsboller (ca. 12 stk.)
6 spsk. vand
50g gær
3 dl mælk
50g smeltet smør
ca. 7-8 dl mel
1 tsk salt
3 spsk sukker
1 tsk kardemomme (kan undlades)


Opløs gæren i det lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Stil bollerne til hævning under et fugtigt viskestykke, tænd ovnen på 225 grader og snup et dejligt brusebad. Bollerne er klar til at blive sat i ovnen på midterste rille, når du kommer tilbage i køkkenet efter ca. 25 minutter. Pensl dem evt. med pisket æg først, så bliver de ekstra flotte. Bag dem i ca. 12 minutter (hold øje med dem, for er jeres ovn ligesom min, så kan man ALDRIG regne med den angivne bagetid - mine boller skulle kun have 10 minutter og det kun på 210 grader...)


Tip: Rør altid gæren ud i lunkent eller koldt væske. Tilsæt herefter lidt af melet, før salt og sukker kommes i. Tilsættes salt og sukker før melet kan det få gærcellerne til at sprænge og det går ud over hævningen


Opskriften er fra Krudtugler og Kanelsnegle af Sif Orellana


Tip: Dejen kan også bruges til at lave kanelsnegle, tebirkes og sesamstykker med solsikkekernebund...


Jeg lavede sesamstykker med solsikkekernebund, hvor bollerne pensles på undersiden, sættes ned i en skål med solsikkekerne, sættes på en bageplade, pensles på oversiden og drysses med sesamfrø.


Lækre brusebadsboller...


Kanelsnegle med knas (giver 12 snegle)


500g sigtet mel
1 tsk. havsalt
40g rørsukker
15g gær
ca. 2 dl lunken mælk
50g smeltet, usaltet smør
1 sammenpisket stort æg


Nødderemonce
50g meget blødt usaltet smør
2 tsk. stødt kanel
50g lyst muscovadosukker
100g pekan- eller valnødder, halverede eller hakket groft


Glasur
100g lyst muscovadosukker
4 spsk. piskefløde


1 velsmurt lille bradepande (ca. 22x28x4)


Bland mel, salt og sukker i en skål og lav en fordybning i midten. Smuldr gær i en anden skål, tilsæt det lunkne mælk og rør til gæren er opløst. Hæld gærblandingen i fordybningen i melet og arbejd så meget mel ind i væsken, at dejen samler sig. Dæk skålen med et fugtigt klæde og lad den hæve til en tyk, svampet og boblende sej, ca. 15 minutter.


Rør smør og æg i dejen. Arbejd resten af melet ind, så dejen bliver blød, men ikke klistret. Er dejen for tør eller for klistret, tilsættes lidt vand eller ekstra mel, 1 skefuld ad gangen. Vend dejen up på et meldrysset bord og ælt videre i ca. 10 minutter (eller brug køkkenmaskinen og lad den arbejde i 6 minutter ved medium hastighed). Læg dejen tilbage i skålen. Dæk dejen med et fugtigt klæde eller dup den med olie og læg den i en plastikpose. Lad det hæve ved stuetemperatur til dobbeltstørrelse - ca. 1½ time.


Slå den hævede dej ned, vend den ud på bordet og rul den ud til en rektangel, ca. 40x25 cm.


Fyld: Rør smørret blødt og tilsæt kanel og sukker. Smør fyldet over dejen men lad en ca. 5mm bræmme være fri hele vejen rundt. Drys nødderne over og rul så dejen sammen som en roulade på den lange led. Skær rouladen i 12 lige store skiver og læg dem på bradepanden med lidt afstand, 4 rækker med 3 stk. i hver. Dæk med klæde igen oog lad sneglene hæve til dobbelt størrelse, ca. 30 minutter eller på køl til næste morgen.


Glasur: Kom sukker og fløde i en lille gryde, bring det i kog, skru ned for blusset og lad det simre 1 minut. Hæld den varme masse over sneglene og bag dem 20-25 minutter i en 200 grader forvarmet ovn til de er gyldne og faste. Lad sneglene køle af i formen i 10 minutter, vend dem forsigtigt ud - fyldet er meget varmt! Køl af på en bagerist. Spis dem lune eller ved stuetemperatur indenfor 1 døgn...


Ingen billeder af disse lækre snegle desværre - de nåede at blive spist inden jeg fik fundet kameraet frem... Bon appetit...

mandag den 29. august 2011

Klodsmajor!

Ja, så kom jeg lige til at slette ALLE mine fine kommentarer på bloggen!!! Er der nogen, som ved, hvordan man får dem igen????? HULK HULK HULK...

Hvad stiller man lige op med sådan nogle her...


Det er friske figner.... Vi har et træ fyldt med dem i baggården, problemet er bare, at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med dem... 

De er ikke rigtig modnet endnu og det bliver de nok heller ikke med det vejr, vi har for tiden, men nu har jeg taget nogle stykker med indendørs og lagt dem i vindueskarmen i køkkenet, for at se om de så vil modne der... 

Jeg må nok hellere lige tjekke op på, hvad man skal gøre med sådan nogle krabater, for at få det optimale ud af dem - jeg kan lige se lækkert figenpålæg og måske lidt figner til dessert for mig, men for at komme dertil, skal de jo helst være modnet først!

søndag den 28. august 2011

Ny hobby og deltagelse i give-away

Ja, det er jo typisk tvillingeadfærd, har jeg fået at vide... jeg har fået mig en ny hobby - syning... Jeg har fået mod på at begynde at sy andet end pudebetræk og duge og mit første projekt var en sengerand til min søn (det skal jeg nok berette endnu mere om senere) Det har virkelig givet mig blod på tanden og nu har jeg mønstre liggende herhjemme på et babytæppe, en heldragt og julepynt, som bliver mine næsteprojekter. 

Derudover var jeg super glad for at sy patchwork i skolen, så det har jeg tænkt mig at genoptage og måske gøre det til en del af årets julegaver - jeg elsker selv at få hjemmelavede julegaver og jeg elsker at give dem, så hvorfor ikke starte den tradition, så jeg kan vise min søn, at det ikke er de materielle goder ved julen, der er vigtige, men den varme og kærlighed højtiden bringer...

Nå, men min nye hobby kræver jo selvsagt en del stof, så det er jeg konstant på jagt efter og har da også fået opbygget mig et mindre lager herhjemme allerede (hvis jeg da bare vidste, hvor jeg skulle opbevare det henne!) ikke desto mindre blev jeg ellevild, da jeg så, at der var en lækker lækker giveaway hos Caya Kakadue og Smilla Vanilla Jordbær is, hvor hun udlodder en helt masse stof! Det kan jeg mægtig godt bruge til en planlagt julegave, så håber inderligt, at jeg er heldig at blive udtrukket...


Har du også lyst til at deltage, så klik HER

torsdag den 25. august 2011

Underviser i kreativ kagebagning?

Endnu en gang har jeg været "læremester" for en nyspiret kageentusiast og jeg må sande, at jeg faktisk nyder at lære fra mig og overvejer seriøst at starte små kurser for kageinteresserede... Jeg ved dog ikke, om der kunne være stor tilslutning til det, men jeg tror, at det kunne være enormt hyggeligt... 

Denne gang var det min veninde, som med stor succes lavede sin 3. kage i weekenden til sin datters ene fødselsdagsfest og som står overfor endnu en kageudfordring i den kommende weekend. Jeg tilbød at lære hende nogle tricks og vise hende, hvordan jeg arbejder med opsmøring og fondant. Vi havde en super hyggelig dag - jeg nød bestemt selskabet og jeg håber hun har fået en masse ting med sig hjem, som hun kan bruge til den næste kage...

Resultatet af denne lille "undervisningstime" fik min mand med på arbejde i dag og kom til at se sådan ud:


Igen bære min kage præg af (synes jeg selv) at jeg ikke havde udtænkt en dekorationsplan og bare "wingede" den for hårdt... Resultatet synes jeg blev en smule rodet, men ok og jeg fik prøvet nogle nye udstikkere og prægere af og jeg var VILD med dem... Kan næsten ikke vente med at prøve dem af igen...

Kagen er lagt sammen af købebunde - ja jeg ved godt jeg burde skamme mig, men havde ikke lige overskuddet til selv at bage dagen før og det forringede desværre også kagens kvalitet en hel del synes jeg... aldrig har jeg smagt SÅ dårlige kagebunde før! Fyldet bestod af en rest hindbærmousse og hvid/lys tobleronemousse blandet sammen til en ret lækker (hvis jeg selv skal sige det) smagsvariant af tobleronemousse...

fredag den 19. august 2011

Bryllupskage i august...

Endelig fik jeg igen undskyldning for at lave en kage - denne gang en fin og enkel bryllupskage, som har været lidt af et mareridt alligevel... Faktisk nem nok indtil jeg skulle til at pynte den i går - jeg taber sløjfen, som jeg har lavet og ladet tørre flere dage i forvejen og den smadres på gulvet! Hold nu op hvor var jeg gal i skralden, så sent i går aftes måtte jeg starte sløjfe-produktionen forfra...

Det endelige resultat af kage og sløjfe så således ud:


Bruden var glad og tilfreds ved afhentningen, så nu håber jeg bare, at hun også er lige så tilfreds med smagen, som til prøvesmagning... Jeg krydser fingre og ønsker brudeparret en fantastisk bryllupsdag i morgen...

tirsdag den 16. august 2011

Vinderen af give-away fundet...

Endelig oprandt dagen, hvor min "nye" blog nåede at få 25 faste læsere og hermed skal der jo også findes en vinder i give-away konkurrencen... Så uden at trække det i langdrag:

Lodderne lægges i posen:
Ryste ryste ryste

Hvem mon man får fat i???

Det blev Anne!!!


Stort tillykke til dig Anne...

Hvis du sender mig din adresse på: agnethe.thorsen(snabela)gmail.com, så vil du modtage præmien i løbet af nogle dage...

mandag den 15. august 2011

Tacosalat på 10 minutter

Jeg vidste bare, da jeg så denne ret på bloggen Dashing Dish som jeg går ud fra er amerikansk, at den skulle afprøves på et eller andet tidspunkt og for nogle uger siden besluttede jeg mig så for, at der skulle det være og jeg gik i gang. Det blev knapt så yndefuldt, som man kan se på Katies billeder, men oiii hvor det smagte godt! Det er IKKE sidste gang, denne ret kommer på madplanen.

Som altid vil jeg gerne dele opskriften med jer også, så i selv kan prøve det af - det er en super god ret både at lave til flere men også bare til en hyggelig aften med veninden, kæresten eller manden og ganske god som weekend mad, for det har lidt det der fastfood element i sig alligevel, selvom det er en ganske sund omgang (eller i hvert fald sundere end at gå på McDonalds!) Jeg har linket til den oprindelige opskrift og det er et kig værd, bare for de fantastiske billeders skyld - det er en rigtig god gennemgang af hvordan man laver retten...

Tacosalat på 10 minutter (4 pers)

1 iceberg salat
300g magert hakket kød (kylling, oksekød eller kalkun) gennemstegt
1 glas tacosauce
1 dåse majs
1 glas salsa (vi brugte medium, men hvis du kan lide hot, så vælg denne)
Guacamole (ranchdressing eller creamfraiche kan også bruges)
4 tortilla wraps (gerne fuldkorn)
1 dl revet ost (vi brugte mozzarella, men du kan sagtens bruge emmentaler, gruyer eller lign. hvis du gerne vil have lidt kant på)

Opskriften foreslår også at du kan putte bønner i, for at give lidt mere fiber til retten og større mæthedsfornemmelse i maven...

Tænd ovnen på 225 grader og saml alle ingredienserne, så de er klar til brug. Steg kødet til det er gennemstegt.

Hæld majs i en skål og tag papiret af dåsen. (du kan også bruge en anden tom dåse, ovnfast krus eller skål til at kunne drapere over) Draper wrappen over dåsen og sæt den i ovnen i omkring 8-10 minutter eller til tortillaen er gylden og sprød.

Mens tortillaen står i ovnen tilsættes tacosaucen til kødet og rør det godt sammen.

Gør resten af ingredienserne klar til at putte i taco-skålen. Når tortillaen er kommet ud af ovnen og kølet ned, kan den fjernes fra dåsen (det tager ikke mere end et minut) og herefter fyldes med først salat og herefter din foretrukne kombination af resten af ingredienserne.

Servér straks og med en lækker kold mexicansk øl eller en kold cola... Bon appetit...


lørdag den 13. august 2011

MBK mødregruppe møde og tekstilshopping


Torsdag var det egentlig meningen, at Elias og jeg skulle have haft en hjemmedag efter at sundhedsplejersken havde været forbi onsdag og vi også havde været på farten tirsdag med babysvømning. Det skulle dog ikke blive sådan, fordi jeg tog min venindes opfordring om selv at sy den sengerand, som jeg brændende gerne vil have til Elias' seng, fordi han ligger og sparker til sengekanten og jeg er så bange for at han skal skade hans små fusser... Så af sted med os i bussen til City Syd og IKEA. Det var første gang, jeg tog turen derud alene og det var ikke helt nemt med en baby, der ikke gad at ligge i barnevognen... Han sov på turen derud, men halvvejs gennem IKEA vågnede han og gad bare ikke, at jeg satte farten ned med barnevognen. Det eneste jeg fik med derude fra var stofrester af to slags stof, for der var bestemt ikke tid til selv at klippe noget af... Derefter gik turen i Stof & Stil, hvor resten af stof + tilbehør skulle købes. Det endte med at jeg fik købt for en mindre formue, for jeg faldt da også lige over et mønster på en babybody, som jeg bare MÅ prøve at sy på et tidspunkt i uglestoffet og der skulle jo købes trykknapper m.v. til...

Efter denne tur var både lillemand og jeg godt bombede og resten af dagen gik med forberedelser til MBK sommertræf her hos mig om fredagen. Det endte så med at blive et mødregruppe møde i stedet, da både Camilla og Karin havde deres små pus med. Nøj hvor vi bare hyggede os med, at de var her og Camilla havde medbragt en rigtig fin værtindegave:


Nogle rigtig fine muffinforme og søde blomster til at pynte med, så nu har jeg INGEN undskyldning for ikke at lave en omgang muffins...

Tiden løb SÅ stærkt, fordi vi bare snakkede og hyggede med de små og spiste lækre brusebadsboller (med LÆKKERT tilbegør) og kanelsnegle med knas og dertil fik dejlig juice og te. Camilla havde sit lækre kamera med og tog en del billeder, jeg glæder mig voldsomt til at se, om der var nogle gode nogle imellem... 

Elias var bare rigtig træt efter besøget og sov helt til kl. 17, hvorefter han fik lidt mad og så blev han ellers placeret i slyngen på min mave og vi begav os op til stof2000 efter symaskine nåle, eftersom jeg aftenen før havde knækket mine sidste to nåle på at lægge mandens jeans op... Han synes det var vældig hyggeligt at være med mor på tur og det er bestemt ikke sidste gang jeg lige putter ham i den - det var super nemt og vi kunne jo komme ind overalt! Ulempen er bare, at jeg ikke kan have en rygsæk eller lignende på til at bære de indkøbte ting i, når jeg har slyngen på, så jeg må nøjes med en pose i hånden...

Da vi kom hjem læste jeg lige lidt for Elias, så blev han puttet i sengen (hvor han bare lå og pludrede) og så varmede jeg aftensmaden, som jeg måtte spise alene, da manden skulle arbejde helt til kl. 22 pga. Open by Night i Nørresundby. Det havde været en lang dag med Elias alene, men han havde en rimelig god dag og vi kom godt ud på den anden side... Dejlig dejlig fredag...

mandag den 8. august 2011

Hjemmelavet kebabmix

Så satte jeg mig for, at jeg ville prøve at lave mine egne pomfritter helt fra bunden af og egentlig var det meningen, at vi den pågældende aften skulle have haft pita kebab, men pitabrødene var gået til i varmen og så fik jeg jo en oplagt mulighed for at lave fritterne i stedet for...

Efter min egen mening blev det ret vellykket omend det tog lidt tid, men resultatet var tiden værd! Fritterne var lavet af nye kartofler (hvilket ellers ikke anbefales) men oii hvor jeg synes det blev godt!

Opskriften er simpel og lige til, så det er bare om at komme i gang derhjemme - lidt ældre børn kan sagtens hjælpe til med denne ret og vil sikkert foretrække denne frem for den lokale burgerbix's bud bagefter...



Hjemmelavet kebabmix (2 pers)
400g kartofler (nye brugte jeg, men du kan sagtens bruge bagekartofler)
Olie (jeg brugte majsolie)
Salt
Kebab - jeg foretrækker Aldi's variation på kebabkød - den smager ganske enkelt af mere og er i større stykker. Jeg kan ikke anbefale den, du kan købe i Føtex, den er simpelthen bare kedelig og brænder let på...

Kartoflerne skrubbes eller skrælles, hvis du ikke vil have skræl på sine pomfritter og udvandes i en times tid. Herefter skiftes vandet og kartoflerne koges til de er knapt møre, de skal være lidt fuzzy udenpå men stadig faste indeni... Så er det tid til at få gang i olien, som varmes op en en tykbundet gryde eller wok. Olien er klar, når du stikker en kartoffel ned i olien og det syder omkring den. Fritér kartoflerne af flere omgange og læg dem på fedtsugende papir, når de er færdige, hvilket de er, når de er blevet lettere gyldne. Når alle kartoflerne har været i olien og er blevet suget fri for fedt, lægges de på en bageplade med bagepapir og bages i ovnen i små 15 minutter. Herefter har du de lækreste, gyldne, sprøde pomfritter man kan tænke sig...

Mens kartoflerne er i ovnen ordnes kebabben, som steges efter anvisningen på pakken. Server sammen med dressing, majs eller hvad du nu har lyst til... Jeg foretrækker en rigtig god ketchup!

Bon appetit...

lørdag den 6. august 2011

Problemer med at læse bloggen?

En af mine søde veninder har problemer med læse bloggen i sin fulde længde, hun kan simpelthen ikke se højre side af bloggen og jeg vil høre om andre har samme problem, for så må der være noget galt med blogdesignet... Så må jeg enten lære at kode eller finde mig et nyt design. 

Er super ked af, hvis jeg går glip af læsere pga. et dårligt blogdesign... Meld jer endelig, hvis det er et problem...

fredag den 5. august 2011

Månedsdag og gaver...

Min kære mand får indimellem nogle dejlige indfald og kommer hjem med lækre ting og sager til sin frue og denne gang i anledningen af vores månedsdag (ja, så forelskede er vi stadigvæk, selvom vi har været sammen i over 13 år og gift i 2 år...) Dette var herlighederne han troppede op med efter en lang lang arbejdsdag:

 Denne smukke buket, bundet hos blomsterpigen i Skrågade, Nørresundby...
Jeg har altid været vild med de buketter hun har lavet til mig derovre og da vi boede i Nørresundby, var det også der, jeg gjorde alle mine blomsterindkøb...

Pung fra Gianni Conti - ægte læder og massiv god plads
Åhh hvor var jeg glad for den fine pung - den har nogle helt andre proportioner end den jeg havde i forvejen og den passer langt bedre ned i mine tasker, så den bragte lykke. Jeg har nu en fantastisk dejlig mand...

onsdag den 3. august 2011

Lakrids-, bananis og limesorbet

I denne varme er det næsten passende at fortælle om de to slags is og den sorbet jeg lavede før vi fik disse herlige temperature her i landsdelen - jeg er godt nok ved at smelte væk lige nu...

Men da min veninde fik sin ismaskine, kom jeg i tanke om, at jeg da også havde sådan et bæst til at stå i kælderen - en jeg havde fået af min mor i sin tid og har ikke fået den brugt voldsomt meget, men jeg fik lysten igen, da min veninde så fortalte om de lækre is hun havde lavet. Jeg havde tilfældigvis nogle modne bananer, lakridspulver og lime hjemme og derfor blev det lige de tre smagsvarianter, jeg kastede mig over...

Jeg søgte fluks på nettet og blandt et hav af opskrifter valgte jeg tre styks ud, som jeg synes mit ambitionsniveau kunne passe godt på. Jeg linker lige til de dejlige personer, som har været så søde at dele deres opskrifter med resten af omverdenen og deler opskrifterne med jer her også...



½ l fløde
3 æggeblommer
125 g sukker
25 g ren lakridspulver *

*Kan ofte fås i helsekost butikker

Æggeblommer og sukker piskes grundigt sammen til luftig æggesnaps.

Tilsæt herefter lakridspulver og pisk yderligere.

Pisk fløden stiv og vend denne i æggesnapsen.

Køl nu ismassen ned inden lakridsisen køres på din ismaskine.

Tip:
Hvis du ikke kan finde lakridspulver kan du købe ren lakrids (fåes ofte i matas eller apoteket). Opløs dette i en sukkerlage lavet af 1½ dl vand og ½ dl sukker. Kog lakridsen ind i sukkerlagen til den er helt opløst og du har en form for lakrids-sirup, som så tilsættes ismassen i stedet for lakridspulver.

2½ dl piskefløde
3 dl mælk
1 knsp. salt
80 g sukker
3 modne bananer
4 pasteuriserede æggeblommer

Kom fløden, mælken, ca. 1/4 af sukkeret, salten i en kasserolle og varm den langsomt op. Imens skræller du bananerne og skærer dem i små stykker. Bananerne kommes i kasserollen, og koges i ca 10 minutter. Det skal kun simre, ikke bulderkoge.
Imens bananerne koger (det lugter lidt underligt), piskes æggeblommerne sammen med resten af sukkeret i en skål.

Når bananerne har kogt i 10 minutter skal de presses igennem en si, er man doven, bruger man bare en blender, men så får man en lidt anden konsistens i isen.
Hæld dem langsomt ned i æggemassen, imens der piskes, så æggene ikke koagulerer. Når tingene er blandet, så hældes det hele i kasserollen igen, og cremen (som den hedder nu) varmes langsomt op til den begynder at blive lidt tykkere. Rør rundt hele tiden, og pas på den ikke bliver for varm. Når man kan trække en finger over bagsiden af grydeskeen, og se hvor man har trukket den, så er massen klar.Tag den af varmen, og lad den køle lidt ned før du stiller den i køleskabet. Rør i den ca hver 10 minut, så der ikke dannes mælkeskind.

Når cremen er kølet godt ned, så hældes den i ismaskinen, og kører til den er færdig.

Limesorbet
6 dl vand
1 past. æggehvide
3 lime (gerne økologiske)
175g sukker

Skræl limefrugterne og pres saften ud af dem. Bland vand og sukker sammen til sukkeret er opløst og kog det så op i tre minutter. Bland limskallen i og kog videre i tre minutter. Tag skallerne op igen og gem dem. Lad sukkerlagen køle ned og bland så limesaften i. Si det hele i en form og stil den i fryseren. Når det er frosset men stadig er blødt rører du rundt i det. Pisk æggehviden stiv og bland den i. Stil det i fryseren igen og lad det blive helt frossen. Server sorbeten med limeskallen.

Bon appetit i varmen...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...