lørdag den 30. juni 2012

Hjerterne banker...

Så blev det sidste dag i Juni. Vejret er lummert og lettere lumsk og forhåbentlig ligger sommeren lige om hjørnet, nu hvor vi herhjemme er gået på ferie...

I aftes stod der 6 hjerter i mit køleskab - kagehjerter vel og mærket... De blev afhentet for godt 1½ time siden af et nydeligt ungt par, som skal giftes til august og i den anledning har bedt mig lave kagen til deres store dag. Jeg er jo en sucker for LOVE, så jeg kunne bestemt ikke sige nej og dermed skulle det søde par også have lov til at smage, hvad de kunne tænke sig at få i deres kage.

Jeg sendte parret af sted med to slags kager, den første:



Kagen her er Luksuschokoladekage med fyld af hindbærmousse og mørk chokolademousse.

Den anden kage:




Kage nr. 2 var en lækker nøddebund med bærsymfoni mousse og tobleronemousse... 

Nu venter jeg bare spændt på at der er blevet spist (og forhåbentligt nydt) kage og så høre nærmere om hvad de synes og har besluttet sig for...

tirsdag den 26. juni 2012

Hjemmebagte burgerboller med bid i!

I sidste uge stod den på lidt hjemmelavet junkfood herhjemme og for at det skulle blive mindre JUNK, så bagte jeg selv bollerne. De blev super skønne, men ret tunge også. De var rigtig gode og dem vi ikke fik spist ligger i fryseren til en anden god dag, når burgertrangen melder sig igen...

Jeg havde taget udgangspunkt i opskriften på den klassiske brugerbolle fra Rikke Grybergs Byens bedste brød men erstattet halvdelen af hvedemelet med fuldkornshvedemel, dog fandt jeg ret hurtigt ud af at der ikke skal nær så meget hvedemel i, når halvdelen erstattes med en fuldkornsmel også... Desuden brugte jeg også italiensk hvedemel også, da jeg synes det giver brødet en ekstra god krumme.


Klassisk burgerbolle med bid i
15 store eller 25 miniboller

50g gær
4½ dl vand
2 store æg
100g sukker
500g fuldkornsmel (hvede, spelt, hvad du end har på lager, der er groft)
200g italiensk hvedemel (el. alm hvedemel med højt proteinindhold)
ca. 200-300g hvedemel med højt proteinindhold)
50g blødt smør
sesamfrø til pynt

Rør gæren ud i vandet i en skål. Tilsæt æg og sukker. Rør melet i lidt ad gangen og tilsæt så smørret til sidst til dejen. Ælt godt sammen. Brug evt. røremaskinen og følg denne fremgangsmåde: Bland vand, gær, æg, lidt af hvedemelet og sukker og rør det sammen. Tilsæt herefter resten af melet og til sidst smørret. Ælt det sammen i ca. 7 minutter.

Lad dejen hvile tildækket i ca. 30 minutter. Del dejen i enten 15 el. 25 lige store stykker afhængigt af hvor store bollerne skal være. Rul dem til runde boller, læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hvile i 10 minutter. Tryk bollerne flade, pensl med æg og drys med sesamfrø på toppen.

Bag burgerbollerne i en forvarmet ovn ved 210 grader i ca. 10-12 minutter (for de små) eller 15-17 minutter (for de store) men hold øje med ovnen, for de bliver lige pludselig meget hurtigt bagte og brune på toppen!

Rigtig god fornøjelse...

torsdag den 21. juni 2012

En barselsgave - min første pusletaske

Det vrimler for tiden med gravide veninder og endnu en barselsgave skulle i støbeskeen. Jeg havde haft kigget lidt rundt i blogland efter inspiration og ville egentlig godt have givet et hjemmesyet tøjdyr, men så faldt jeg over en rigtig fin DIY på en pusletaske og så slog det mig, at jeg da måtte kunne finde et mønster på sådan en. Ganske rigtigt, så fandt jeg et mønster i Stof og Stil og så var det ellers bare at få købt resten af materialerne og komme i gang. Jeg havde jo ligesom en deadline. Dog ville jeg ikke gå i gang før jeg havde forhørt mig hos min veninde om hun allerede havde købt en og om det var noget hun kunne tænke sig at få....

Det kunne hun heldigvis og så gik den vilde jagt ellers på diverse materialer. Jeg havde fundet et rigtig sødt dynebetræk på genbrug på et tidspunkt med nogle dejlige farver og fine børnemotiver, så yderstoffet var på plads. Pladevat havde jeg på lager fra jeg syede min mors julegave, så jeg manglede egentlig kun skråbånd og stof til pusleunderlaget i midten. I opskriften stod der at det kunne sys af stof og så kunne man klippe et stykke frotte med gummi på bagsiden til, så det passede hen over. Det synes jeg selv ville være alt for bøvlet at stå med, hvis det var mig, der skulle bruge det, så jeg valgte simpelthen et stykke voksdug i stedet. Det er jo let at tørre af og kostede heller ikke en bondegård.

Det endelige resultat kom til at se sådan ud:









Så håber jeg bare at den lille gut snart gør sin entre, så de vordende forældre kan få godt gang i at bruge tasken...

onsdag den 20. juni 2012

Syndfuld Chocolate Cream Cheese Frosting

Dette er hands down den bedste cream cheese frosting jeg nogensinde har smagt og jeg er hooked! Det samme er min mand og har sagt at skal jeg lave kage til ham fremover, så skal de smøres op med denne lækre smørelse!

Egentlig var det jo beregnet til at putte ovenpå cupcakes, men jeg stod desperat og skulle bruge fyld til min fødselsdagskage, som ville passe godt til min Red Velvet kagebund. Jeg havde fået anbefalet cream cheese frosting før til denne slags kage, men jeg er ikke specielt vild med den rene af slagsen, så den vilde jagt gik på en anden version og GERNE med chokolade også...

Jeg faldt over opskriften på en amerikansk blog som har virkelig mange lækre opskrifter på søde sager og her er chocolate cream cheese frosting brugt ovenpå enkle vanilje cupcakes, så jeg tænkte, at hvis den er god oven på en så enkel kage, der ligger i nogenlunde samme smagsspektrum som Red Velvet cake gør, så måtte den absolut også kunne begå sig godt som fyld i min kage og et plus var jo, at jeg ikke behøvede at lave ekstra smørcreme, da den også kan bruges til at smøre kagen op med.

Jeg har omdannet opskriften til danske mål fra de amerikanske, men hvis de amerikanske virker bedst for dig, kan du kigge HER for originalopskriften.

Chocolate Cream Cheese Frosting
115 g Flødeost naturel (jeg brugte Philadelphia)
55g usatet smør
3 spsk. kakao
85g flormelis (sigtet, så det er uden klumper)
1 tsk. vanilje ekstrakt (her brugte jeg lidt vaniljeessens og lidt flydende vanille blandet sammen)

Pisk flødeosten til den er blød. Tilsæt smør og pisk det til det er let og luftigt.
Herefter tilsættes kakao og der piskes ved lav hastighed til det er rørt godt sammen. Put så vanilje og flormelis i skålen og pisk videre ved lav hastighed til det er godt blandet sammen og har en god konsistens. Herefter skrabes kanterne af skålen og så piskes det hele sammen ved høj hastighed til blandingen er let og luftig.

En himmerigsmundfuld uden lige! Rigtig god fornøjelse...


mandag den 18. juni 2012

Nigellas æble-kanel-muffins

Så dukkede Mrs. Lawson igen op på min blog og giver med disse muffins en syndig god eftermiddagssnack. I sin bog skriver Nigella, at opskriften kom til hende, da hun i sin frugtskål så nogle rynkede og lidt ældre af dato æbler og som den madgris hun er, så lader hun jo intet gå til spilde...

Faktisk gjorde det samme sig gældende herhjemme - jeg havde 3 æbler liggende, som havde set bedre dage (i hvert fald som æbler til at sætte tænderne i) og havde tilfældigvis alle ingredienserne hjemme, så jeg kunne bare kaste mig over opskriften. Jeg valgte at tage min 16 måneder gamle søn med i køkkenet og lave dem, vi skar æbler ud sammen, han rørte mel, bagepulver og kanel sammen og spiste så æbler til han nærmest revnede - der var i hvert fald ikke rigtig plads til så meget frokost, da det kom til stykket... Det var så hyggeligt og han nød at han kunne være med til det...

Har i lyst til en omgang velsmagende muffins og måske lige har nogle æbler liggende, som trænger til at blive brugt, så er her muligheden for at få styret bagelysten!

Æble-kanel-muffins (ca. 12 stk.)
2 spiseæbler (jeg brugte 3 mindre æbler)
250g speltmel (alternativt kan almindeligt hvedemel bruges)
2 tsk. bagepulver
2 tsk. stødt kanel
125g lys farin (plus 4 tsk. til pynt)*
125 ml honning
60 ml tyndtflydende yoghurt (jeg brugte cultura)
125 ml vegetabilsk olie (uden smag)
2 æg
75g mandler med skræl

1 muffinform til 12 muffins eller 12-15 silikone muffinforme

*lys farin kan købes i velassorterede dagligvareforretninger eller hos helsekostbutikker - alternativt kan du bruge lys muscovadosukker, det brugte jeg og det giver en lidt mere krydret smag.

Forvarm ovnen til 200 grader og læg muffinforme af papir i hullerne.

Skræl og udkern æblerne, hvorefter de skæres i ca. 1 cm små tern og sættes til side. Kom mel, bagepulver og kanel i en skål og rør det godt sammen. Pisk farin, honning, yoghurt, olie og æg sammen i en anden skål.

Hak mandlerne groft og kom halvdelen op i melblandingen. Dette gøres for at undgå at de synker til bunds. Kom den anden halvdel af mandlerne i en lille skål sammen med den anden teske kanel og de 4 ekstra tsk. farin. Det er drys til muffinerne.

Vend de våde ingredienser i de tørre ingredienser. Tilsæt æblestykkerne og rør det sammen men uden at røre for voldsomt. Husk på; en dej med klumper giver en luftigere muffin.

Øs den ujævne dej over i muffinformene og strø det grove drys over. Sæt formen i ovnen og bag muffinerne i ca. 20 minutter. Da bør de være hævet og blevet gyldne.

Tag formen ud af ovnen og lad den stå i ca. 5 minutter før du forsigtig tager muffinerne ud og sætter dem til afkøling på en rist.

Bon appetit...



lørdag den 16. juni 2012

Mini rabarbertærte med rabarber fra mors have

Så fik vi endelig brugt nogle af de rabarber, som min mor havde med i sidste uge og det blev efter mandens ønske til mini rabarbertærter... Jeg brugte som altid opskriften fra Foodfanatic, som jeg bare synes er GENIAL  og samtidig blev det også lige til én mini pæretærte og én mini æbletærte (ja det var restedag i mit køkken...)

Jeg har dog gemt lidt rabarber i fryseren, så jeg kan afprøve en anden opskrift jeg fik af mandens kusine på et tidspunkt, for man finder jo aldrig ud af om der er noget bedre derude, hvis man ikke bliver ved med at prøve andre opskrifter af...

Opskriften kan du enten finde hos Foodfanatic eller HER hos mig og så mangler jeg da vidst bare at flashe dagens vidunder


torsdag den 14. juni 2012

The Big 30 - Kagen...

Så kan jeg vidst ikke udsætte det længere. Selvfølgelig havde jeg også lavet en lækker fødselsdagskage i dagens anledning. Den blev slet ikke som jeg først havde bestemt mig for, da jeg ikke kunne få det til at fungere, så jeg lavede noget jeg kunne finde ud af og efterhånden har gjort nogle gange... Denne gang havde jeg fået lavet en rigtig god RI, så jeg ikke fik så ondt i hånden af at pipe. Heldigvis var det heller ikke den største kage, der skulle dekoreres, så det tog heller ikke en krig...


For at holde farvetemaet og det faktum at jeg havde købt pæoner til at pynte i stuen og på bordet, så skulle det selvfølgelig også pryde toppen af kagen, men også fordi jeg ville prøve at begive mig ud i at lave en lidt anden blomst end de roser jeg plejer at lave...


Kagen blev en Red Velvet kage efter opskriften fra Sif, men hvor jeg gav den lidt ekstra af både kakao og vanille og hvor blev den altså god!!!
Efter det totalt fæle fyld jeg fik lavet til min sidste Red Velvet måtte jeg jo lige oppe mig og med de gode forslag på en Cream Cheese Frosting (som jeg ikke er så vild med igen) tænkte jeg, at den måtte jeg kunne peppe lidt op og fandt så opskriften på Chocolate Cream Cheese Frosting, hvilket viste sig at være PERFEKT! Kagen blev både fyldt og smurt op med dette og sikke en succes. Det er absolut ikke sidste gang denne kombination skal bruges... Jeg har lavet en omskrivning af opskriften, som jeg nok skal dele senere...


Og så lige et sidste billedet til at fuldende det fine te-bord:


onsdag den 13. juni 2012

The Big 30 - Teen

Ingen teselskab uden te og i dagens anledning havde jeg været i Kaffe og Theforretningen Kronen oppe i Algade for at købe lidt lækkert ind plus jeg havde en smule på lager selv også.

Traditionen tro brugte jeg løs te, men det siges at det i dag blandt engelske tedrikkere er accepteret at bruge tebreve i stedet. Jeg holdte mig dog kun næsten til traditionen, for her blev teen brygget i poser, men hvis det skal gå helt rigtigt for sig, så hældes det løse te ned i tepotten, det varme vand hældes over og så bruges en tesi på koppen, når teen hældes op.

Sukker og mælk var også på bordet. Mange englændere ynder at drikke deres te med mælk i men forbløffende få bruger sukker. Der er kun én slags te jeg kunne bruge mælk i og det er den traditionelle Earl Grey te. Andet dur ikke i min bog...


Te nr. 1
Øverste venstre hjørne er brygget en Rooibos Vanilla te. Rooibos betyder rød busk på afrikansk. Den stammer fra Sydafrika og til trods for dens dybe rødbrune farve er det ikke en såkaldt rød te, men det er forkert, da den ikke stammer fra en tebuske men et rooibostræ. Rooibosteen har en sødlig, let røget smag, og i modsætning til sort te indeholder rooiboste ikke koffein. Dette gør teen ideel som aftente, da den ikke er opkvikkende, derimod let beroligende. Læs mere om teen HER

Te nr. 2
Øverst til højre har jeg brygget en klassisk Earl Grey og kommet både mælk og sukker i, for det kan jeg nu en gang bedst lide. Earl Grey har ofte været et hit blandt danske tedrikkere og er en te blanding med en karakteristisk smag og aroma som stammer fra olien udvundet fra bergamotappelsin, en duftende citrusfrugt.

Traditionelt udtrykket "Earl Grey" har kun anvendes på tesorte,, der indeholder olie af bergamotappelsin som aroma. Teen findes i rigtig mange afskygninger i dag og Twinings skulle efter sigende være det første temærke til at producere Earl Grey.
Den engelske premierminister Charles Grey gav nemlig opskriften på Earl Grey til Twinings, og bad dem lave teen for ham. Læs mere om teen HER

Te nr. 3
Nederst til venstre er brygget en anden af de forskellige slags Earl Grey der findes. Denne variation kaldes for Détheeiné, er koffeinfri, har en mere gennemtrængende smag af citrus og er perfekt som aftente.

Te nr. 4
Nederst til højre har jeg brygget en kinesisk æblete. Denne te er en sort te med en lækker æblearoma. Kinesisk Sort te (heicha),  må ikke forveksles med det vi kalder sort te herhjemme. Denne type te er ikke særlig kendt uden for Kina. Den har efter min smag en lidt skarp eftersmag og hvis du kunne tænke dig at lære lidt mere om kinesisk te, så er denne side værd at tjekke ud: SE HER

Skulle du have lyst til at holde din egen tea party, så findes der et hav af guider på nettet, som kan hjælpe dig i gang. Jeg har selv brugt nogle stykker, som du kan se her:

The Big 30 - maden del 2

Så er vi nået til den lidt sødere afdeling af madindslaget til teselskabet. Jeg havde oprindeligt besluttet, at det hele skulle holdes så engelsk/britisk som muligt, men da jeg så ikke rigtig kunne finde tilfredsstillende opskrifter på enkelte småkager, som jeg gerne ville have bagt (bl.a. ginger snaps) måtte jeg jo finde på noget andet...

Valget faldt på at lave lækre hindbærsnitter, hvor jeg brugte den fine hindbærmarmelade fra Frk. Anna, som jeg vandt for ikke så længe siden i en give away og havregrynskager, som jeg selv er vokset op med som tilbehør til eftermiddagskaffen. Jeg havde helt glemt hvor godt de smager, hvor nemme de er at bage og dem skal der vidst bages et lager af herhjemme, for de er alle sammen spist nu!


Hindbærsnitterne er bagt efter en opskrift fra Sif Orellana i hendes bog Krudtugler og Kanelsnegle:

20-24 stk. (jeg halverede opskriften og fik 14 mini snitter ud af det)
4 dl hvedemel
1 tsk. bagepulver
125g blødt smør
3/4 dl sukker
1 tsk vanille
½ dl vand
3/4 dl hindbærmarmelade/syltetøj til fyld

Glasur
150g flormelis
2-3 spsk vand

Bland mel og bagepulver. Findel den stuevarme smør i melblandingen. Tilsæt sukker og vanillesukker og arbejd dejen godt sammen med vandet.
Rul dejen ud i to lange plader ca. 10 cm brede. De kan rulles ud på hver deres stykke bagepapir og når den første er rullet ud lægges den på en bageplade. Jeg lagde dejen på et godt meldrysset bord,puttede et stykke husholdningsfilm henover og rullede derefter ud til en stor plade og udstak de små blomster, som jeg så kom på en bageplade.

Herefter smøres hindbærmarmeladen på (jeg brugte Frk. Annas hindbærmarmelade, som er rigtig lækker og naturlig - slet ikke for sød!) og den næste dejplade lægges ovenpå den hindbærsmurte bund. Klem kanterne godt sammen, hvis du laver den store model, laver du mine mini snitter skal du bare give et lille pres, så de bliver sammen men pas på med ikke at bruge for meget marmelade, så flyder det nemlig udover kanterne.

Bag kagen i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 20 minutter. Minikagerne skal have 13-18 minutter alt efter din ovn. Mine fik 14 minutter. Lad kagerne køle helt af inden der kommes glasur på. Glasuren kan også laves med citron og æggehvide i stedet for vand - det gør den lidt mere tyk og er nem at putte på med en sprøjtepose. Har du lavet den store version skæres kagen i 4-5 cm brede snitter og drysses evt. med lidt farverig krymmel...

Havregrynskagerne blev bagt efter opskriften i Gyldendahls Bagebog:

ca 35 små kager (eller 20 store)
75g havregryn
75g smør
125g sukker
1 æg
1 spsk. vanillesukker
1 nip salt
1 tsk. bagepulver

Kom havregrynene i en skål. Smelt smørret (kan gøres i mikroovnen) og rør det i. Tilsæt sukker og let sammenpisket æg (gøres med en gaffel). Bland mel, vanillesukker, salt og bagepulver i en anden skål og sigt det i dejen. Rør det hele godt sammen.

Sæt dejen med to teskeer på bagepladerne beklædt med bagepapir. Lav god plads imellem, da kagerne flyder ud.

Bages på næstøverste rille i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 10 minutter. Hold øje med dem! De 10 minutter er ikke absolutte og det kan sagtens være de skal have mindre. Jeg måtte bage en portion om fordi jeg ikke lige var opmærksom!

Lad kagerne køle af på pladen før de med en paletkniv lægges på risten. Afkøles helt og opbevares i en kagedåse ellers bliver de bløde!

tirsdag den 12. juni 2012

The Big 30 - maden del 1

På trods af overskriften må jeg lige indlede dette indlæg med et billede af den skønneste buket blomster, som jeg fik ind ad døren i går eftermiddags og som var en KÆMPE overraskelse


Den var fra min veninde og hendes mand i Horsens - de synes lige jeg skulle have sådan en fin buket og jeg blev bare så glad... Det er en super smuk buket som dufter rigtig godt...

Men nu til indlæggets oprindelige indhold maden til teselskabet...


Små fingersandwiches skal der til, når man holder teaparty. Herhjemme gøres der ikke noget halvt, derfor bagte jeg selv sandwichbrødet og lavede fyldet fra bunden. Den ene halvdel var fyldt med røget laksemousse og den anden halvdel var fyldt med flødeost og agurk.

Sandwichbrødet blev bagt efter Claus Meyers opskrift:
2 stk.
6 dl lunken mælk
30g gær
1 kg hvedemel
20g havsalt
40g sukker
100g blødt smør
lidt smeltet smør til formene eller oliespray

2 forme på hver 1½ liter

Hæld mælk i en skål og rør gæren ud heri. Det er vigtigt at mælken er lun og ikke for varm, da det ellers smadre gærcellerne og ødelægger hæveevnen.

Tilsæt herefter hvedemel, salt og sukker, ælt lidt og tilsæt det bløde smør. Ælt dejen godt igennem enten pr håndkraft (5-6 minutter) eller på røremaskinen (2 min ved lav hastighed og 3 minutter ved fuld hastighed) Dejen skal ikke tæskes så godt igennem som andre brøddeje, da den skal bevare en kompakt krumme og oveni efterhæver i formene. Lad dejen hvile 1 time i skålen på køkkenbordet med et klæde over. Du kan også vælge at koldthæve dejen, så skal du bare halvere mængden af gær og sætte den i køleskabet natten over.

Vend dejen ud på et melet bord, del den i 2 stukker og slå dem op som brød - forholdsvis stramt, se HER hvordan... Kom brødene i 2 smurte forme og lad dem hæve næsten op til kanten - det tager ca. 3 timer. Læg så en bageplade, som også er smurt over formene og læg lidt ekstra vægt (fx tunge ildfaste fade el. mursten) på pladen, så brødene ikke hæver mere op, når de bages. Det kræver en ret kraftig vægt på toppen, da det er et brød, som RIGTIG gerne vil hæve!

Sæt brødene i ovnen ved 180 grader og bag dem i ca. 50 minutter. Tag dem straks ud af formene og lad dem afkøle på en bagerist.

Tip: Er velegnet til fx at fryse i skiver og ønskes en grovere version kan der tilsættes 200g iblødsatte kerner efter præference.

Røget Laksemousse:
80 g laks
25g yoghurt (her kan også bruges cremefraiche, skyr, kvark o.lign.)
1 spsk. hakket dild
salt og citronpeber

Laks, yoghurt og hakket dild kommes i en blender og blendes til en ensartet masse. Krydr med salt og citronpeber.

Herudover blev der serveret lækre hjemmebagte scones med hjemmelavet lemon curd og lækre marmelader fra Frk. Anna, som jeg jo var så heldig at vinde hos Camilla for ikke så længe siden...


Jeg måtte, efter en gal jagt på scones uden chokolade i det meste af Aalborg midtby lørdag formiddag, selv hjem og bage nogle, for de var bare ikke til at opdrive! Så var det heldigt at disse herligheder ikke tager evigheder at lave og så behøver de slet ikke at indeholde chokolade for at være lækre!

Sconesene blev bagt efter en opskrift også fundet hos Claus Meyer:
Ca. 16 stk. (jeg fik kun 12 ud af mine da jeg lavede dem lidt større)

150g KOLDT smør
600g hvedemel
125g sukker
½ tsk. salt
40g bagepulver
3 dl kærnemælk
2 æg
2 æg, pisket med lidt salt til pensling

Kom smør og hvedemel i en skål, hak smørret og gnid det ind i melet med så få bevægelser som muligt. Det gør ikke noget, at alt smørret ikke er jævnt fordelt. Tilsæt sukker, salt og bagepulver. Rør nu hurtigt kærnemælken og æg i dejen, brug en dejskraber eller en røreske. Dejen skal bare lige kunne hænge sammen. Kom den ud på et melet bord og rul den ud til 2½-3 cm tykkelse. Skær dejen i 6x6 cm firkanter eller stik dem ud med en rund udstikker med en diameter på 5-6 cm. Sæt dine scones på en bageplade med bagepapir og lad den hvile i 30 minutter.

Pensl sconesene med lidt æg pisket med et nip salt, sæt pladen med sconesene midt i ovnen og bag dem ved 200 grader i 15-20 minutter. Lad dem køle af på en rist og nyd dem lune med lidt smør eller afkølede med lemon curd.

Lemon curd:
Da jeg ikke ejede en opskrift på Lemon Curd (før i fredags) måtte jeg ty til en af de mange blogs jeg følger, for at finde opskriften og den jeg brugte og som blev RIGTIG god fandt jeg hos Himmelske Kager. Så du kan selv klikke ind og finde opskriften hos hende - jeg vil bare sige tak fordi hun ville dele med os andre!

Frk. Anna - Blomme/rabarbermarmelade:
Ihh hvor blev jeg positivt overrasket over denne lækre marmelade. Den passede perfekt til de nybagte scones, var hverken for sød eller for sur og det er helt sikkert en marmelade jeg kunne finde på at købe selv efter jeg har slikket bunden af glasset rent...

søndag den 10. juni 2012

The Big 30

Så ramte jeg også de 30 med høj hastighed... Det er nu ikke fordi jeg føler det specielt meget anderledes end da jeg var 29, 28 eller 27 for den sags skyld, forskellen er bare, at nu har jeg fået mig en dreng på snart 1½ år og både CV og ansøgninger skal ændres til at sige: "jeg er en frisk ung kvinde på 30"... ihh det lyder godt nok en smule hult, nu hvor jeg får det ned på skrift, men hvad pokker, man er vel så gammel, som man føler sig og jeg har ALDRIG været aldersforskrækket, for som i ved, med alder kommer visdom...

I går blev jeg så fejret. Jeg havde inviteret til English Tea Party for veninder og kvinderne i familien, for tvivlede stærkt på, at mændene gad at sidde og sippe te sammen med os tøser... Det skal dog lige siges, at min far blev ganske tøsefornærmet, da det kun var min mor, der modtog en invitation til dagen, men jeg havde et es oppe i ærmet i form af aftensmad for ALLE og så var han staks mere medgørlig igen...

Gæsterne mødte op mens jeg stadig var i gang med at dække bord, så jeg måtte få manden til at brygge te mens jeg smuttede på badeværelset og gjorde mig selv klar. Så lavede jeg ellers velkomstdrinks og serverede lidt lækkerier dertil...

Chokoladedyppede jordbær og saltmandler
 Jeg har her linket til opskrifterne på velkomstdrinken Lemon Soda og Saltmandler

Så var det gavetid - jeg fandt en hynde frem og placerede mig sammen med mine gæster rundt omkring sofabordet, så de kunne hygge om mig. Så var det åbenbart også billedtid og jeg skulle pyntes...


Men jeg tog hævn og fik nogle rimelig gode billeder ud af det synes jeg i hvert fald selv... Se mine dejlige gæster:


Jeg blev virkelig forkælet med masser af lækre gaver! Det var helt overvældende og jeg var meget taknemmelig. De havde alle været meget opfindsomme... Jeg har dog en gave tilgode fra min dejlige mand og min søn endnu, selvom jeg har fået lidt af dem... Lad mig lige vise jer, hvor heldig jeg var:


Fra min kære veninde Carina i Sverige fik jeg 2 bøger om madfotografering, 5. sæson af Gilmore Girls og en pakke med kage stencils, som jeg ikke kan vente at få gang i! Jeg kunne slet ikke få armene ned!


Nigella Ekspres, hævekurv og muffinforme fra svigerforældrene plus en pengegave, Karolines Store kogebog fra Svigerbedste plus en pengegave, en super fin håndlavet skål fra Lene Højlund, Aalborg fra min dejlige veninde Christina og  Lydbogen Marekorset af Jo Nesbø fra min kære Elias

 
Suppeterrin, 6 middagstallerkener, en kartoffelskål og et fad til mit stel Rosenborg Valløe fra mine forældre, lillebror og Bedstefar plus en Overlocker fra mine forældre også...

Jeg fik endnu en suppeterrin af min Moster og en pengegave fra min morfar, så man må sige, at jeg er blevet mere end forkælet. Jeg er super glad for alle mine gaver og INGEN byttere!

Efter jeg havde pakket ud kunne vi så sætte os til tebordet:


Jeg havde holdt farverne i tråd med, hvad jeg forbinder med en typisk engelsk tea party, støvet grøn, rosa og creme. Jeg havde syet dug og servietter til dagens anledning og lavet små lables til tepotterne, så vi kunne kende forskel på de fire forskellige slags te. Alt spiseligt på bordet var hjemmelavet på nær de lækre marmelader jeg vandt hos Camilla for ikke så længe siden og de var gudeskønne! Hindbærmarmeladen blev brugt i hindbærsnitter og blomme/rabarber prydede sammen med lemon curd de lækre scones. Der vil komme et separat indlæg om maden og de forskellige tesorter fra festen.

Buketten fra min mand passede super godt ind i temaet kom den selvfølgelig også på bordet. Her vil jeg faktisk godt lige gøre lidt reklame for blomsterbutikken, som den er lavet hos. Aldrig har jeg været skuffet over at få en buket derfra og de tilbyder simpelthen sådan en fin service og laver de smukkeste buketter og sammenplantninger man kan tænke sig, se selv:


Buketten er fra Maria Louise Blomster, Skrågade 2 i Nørresundby - kig forbi - du vil ikke blive skuffet!

Vi sluttede teselskabet af med at spise min fødselsdagskage... den bliver jeg nødt til at lave et separat indlæg om, da dette indlæg allerede er blevet alt for langt. Men hatten af, hvis du har læst med så langt og jeg vil sige tak til mine dejlige gæste for at have givet mig en uforglemmelig 30 års fødselsdag!

fredag den 8. juni 2012

I anledningen af...

Min noget så runde fødselsdag OG at jeg har rundet 350 indlæg på bloggen synes jeg det er tid til en lille kreativ give away...

Faktisk har denne give away været noget tid undervejs, da jeg allerede tidligere på året havde besluttet mig for at den skulle bruges til dette. Jeg har nemlig fået krydset noget af på min kreative to-do-liste... Jeg har fået syet mig en nålepude, som nu er taget flittigt i brug...


Da jeg allerede var godt i gang med at sy denne til mig selv, så tænkte jeg, hvorfor ikke sy endnu en og vupti - en give away til en af jer kære læsere!

Kunne du tænke dig at vinde denne????
Men nu til spillereglerne...

Alt hvad du skal gøre for at finde denne nålepude er at skrive i kommentarfeltet, hvorfor du godt lige kunne bruge sådan en nålepude?

Konkurrencen løber til og med d. 8 juli 2012 kl. 12.00

Herefter trækkes den heldige vinder, som får direkte besked, så skriv venligst også din mailadresse i kommentarfeltet.

Håber i får en rigtig dejlig dag allesammen!

lørdag den 2. juni 2012

Kyllinge enchiladas med guacamole - nem aftensmad del 13

En PERFEKT resteret!!!
Vi havde en del i fryseren, som trængte til at blive brugt - heriblandt stegt/kogt kyllingekød og nogle forskellige grøntsager. Da jeg så tilmed havde en pakke tortillas liggende og revet cheddar i fryseren også, så gav det lidt sig selv, hvad der skulle på menuen...

Det er dog første gang jeg har prøvet at lave denne udgave og blog-surfede da også en smule for at få lidt inspiration og det kom der i sidste ende min egen opskrift ud af:

Kyllinge enchiladas med guacamole
4 stk.

8 tortilla wraps
Olie
2 stykker kogt/stegt kyllingebryst (evt. en rest fra en anden dag)
1 glas salsa medium
1 løg
2 fed hvidløg
3 gulerødder
1½ dl frosne majs
1 pose revet ost (jeg brugte cheddar, men brug det du har hjemme eller det du bedst kan lide)

2 modne advokado
3 tsk. cremefraiche
1 pose Santa Maria guacamole spice

Begynd med at trevle kyllingen og læg det i en skål med god plads. Hvis du hellere vil have kyllingen i tern, så gør du bare det i stedet.
Varm en pande med olie op og hak løget fint. Hæld løget på panden sammen med revet hvidløg. Tilsæt herefter kyllingen og lad det varme igennem, men ikke tage farve. Skræl og riv gulerødderne og hæld dem på panden sammen med de frosne majs. Vend det hele godt sammen og tilsæt salsaen.  Lad det hele varme godt igennem, hæld det over i en dyb tallerken og tør panden ren.

Hæld igen olie på panden og lad den varme op. Læg en tortilla på panden, drys med revet ost, spred lidt kyllingefyld udover pandekagen, drys med ost og læg en tortilla på toppen. Når osten er smeltet og tortillaen varmet godt igennem vendes hele molevitten om på den anden side og er færdig, når osten er smeltet og tortillaen er sprød og lun.

Samme procedure gentages med de næste tortillas indtil der ikke er flere tilbage.

Server sammen med den lækre guacamole, som du laver ved at følge anvisningen på pakken...

Bon appetit...


fredag den 1. juni 2012

Børnemad kan også være til voksne! Fiskefilet med gulerodssauce - nem aftensmad del 12

Kogebøger - dem kan man aldrig få nok af og nu hvor man har fået sig en lille grov-spiser i huset, så kan man da også lige så godt supplere samlingen med en omgang kogebøger med børnemad også!

Som sagt, så gjort og derfor er samlingen blevet suppleret med hele 4 kogebøger med baby og børnefoder siden den bette begyndte at få fast føde... Det er rigtig god inspiration til at vi voksne også får noget varieret mad plus det giver mig rigtig gode muligheder for at prøve opskrifter af til MadMama bloggen...

I sidste uge skulle maden være nem og ikke for tung, så derfor tyede jeg til en af disse kogebøger, nemlig Meyers Mad til de mindste og fandt en lækker opskrift på fiskefilet med gulerodssauce... Vi plejer normalt at spise vores fiskefilet med kartofler og persillesauce eller på rugbrød med remoulade på toppen, men denne anderledes version på et godt stykke rugbrød var bare guf og det er bestemt ikke sidste gang den skal serveres!

Jeg vil rigtig gerne dele den med alle jer også, så i også får mulighed for at tænke lidt ud af boksen...

Pandesteget fiskefilet med gulerodssauce (4 pers.)
8 friske fiskefileter (evt. skrubbe, ising eller lign. - vi brugte dog alm. rødspætter, for det havde jeg i fryseren)
salt og peber
lidt rugmel
1 spsk. olie
1 spsk. smør

Gulerodssauce:
200g gulerødder - gerne øko (skrællet vægt)
1 spsk. smør
1 tsk akaciehonning (er barnet under 1 år kan sirup eller agave sirup bruges)
fintrevet skal og saft af 1 usprøjtet citron
salt og peber

Sørg for at dine fiskefileter er friske - dette tjekkes ved at se om de er faste i kødet og dufter af hav. Er de tørre, slimede og lugter af fisk er den ikke god og jeg ville gå tilbage til fiskehandleren med dem omgående!

Krydr fiskefileterne med salt og peber og vend dem i rugmelet.

Kom olie og smør på en varm pande, lad smørret bruse op og læg fileterne på panden. Steg dem i ca. 1-2 minutter på hver side, så de bliver flot gyldne og sprøde. Tag fileterne af panden og server dem med det samme, så de er dejligt lune.

Gulerodssauce:
Skræl gulerødderne og skær dem ud i grove stykker. Sæt gulerødderne over i en gryde med koldt vand, kom låget på og bring gryden i kog. Kog gulerødderne i ca. 20 min. til de er møre. Kom gulerødder og halvdelen af kogevandet i en blender sammen med smør, honning, citronskal og -saft, salt og peber. Blend til en lækker cremet sauce.

Smag saucen til med ekstra salt, peber, citron eller honning, så saucen finder en god balance mellem syre og sødme. Du kan altid justere tykkelsen på saucen med kogevandet.

Server sammen med fiskefileterne og evt. lidt ekstra tilbehør i form af grøntsager, kartofler, ris eller på rugbrød.

Bon appetit...


Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...