torsdag den 27. november 2014

Som en gammel plade...

... fuld af ridser, der er gået i hak, for gentager jeg mig selv igen og igen...


Ugen startede fuld af forhåbning. Vi var alle små-snottede, men det er alle jo på nuværende tidspunkt, så både vi og børnene tog af sted og fik en god start på ugen...
I går var vi rigtig glade, ingen havde vist tegn på forværret tilstand, men det ændrede sig på det groveste midt på natten. Min egen hoste tog til, snottet har løbet tredobbelt maraton siden kl. ca 3 i nat, hvor ældstebarnet også klagede over dårlig mave og kastede op ud over det hele... Han fortsatte så frem til omkring kl. 8 i morges med at kaste op i alt 5-6 gange... Her til eftermiddag har han dog både spist og drukket ganske normalt uden nogen påvirkning og han gik tidligt omkuld i sin seng...

Forkølelse i form af en bamse,,, ja, de ser ret nuttet ud i den form, men min er altså billigt til salg! Billede lånt hos Coolstuff
Efterhånden er sygdom ved at være ugentlig kost for os lige for tiden... Siden oktober har vi ligget vandret med sygdom - først 3 uger med skoldkopper, så kom der noget feber, der også ramte os voksne. Så var vi lige nede med en omgang masse-snot med dertilhørende feber og svamp og endnu mere sygdom - jeg joker ikke, når jeg siger, at vi nok sammenlagt har haft 6 ugers sygdom siden 1/10! Og jeg er ved at få nok nu!
Jeg magter ikke den dårlige samvittighed, der følger med, når man ringer til sin arbejdsgiver og siger, man ikke kan møde op pga. enten ens egen sygdom eller børns sygdom. Både min mand og jeg er super heldige med at have rigtig forstående og fleksible arbejdsgivere, men nok er altså også nok! Jeg vil rigtig gerne kunne yde de 110% på arbejde, som jeg brænder for at gøre og jeg er ekstremt taknemlig for det netværk, jeg har fået skabt mig på arbejde, som har muligheden for at rykke ind, når jeg ikke kan.

Vi prøver og prøver at følge alle de kloge råd på, hvordan man undgår al den sygdom, der florere fra efteråret og frem til foråret, men lige lidt har det hjulpet. Nu er jeg tyet til en gammel kending, jeg brugte, da Elias var meget syg, da han startede i dagpleje - Biostrath. Det smager hæsligt, men det lykkedes os at bekæmpe alt det der snot m.v. da han var lille... Og så stoppede vi igen... Det var dumt gjort, specielt nu, hvor vi også har Theresa i pasning, hvor hun også udsættes for en ordentlig omgang baktusser... Det, som jeg synes er det sværeste, er at få det indarbejdet i en rutine, så vi husker at få det hver dag... Jeg overvejer endda at smide en omgang rød solhat ekstrakt (echinaforce) oveni...

Lige nu sidder jeg med en stor kop ingefær te og håber og beder til, at både jeg og Elias er friske i morgen, så vi kan komme af sted på ugens sidste dag og vi med rette kan nyde en weekend. For mit vedkomme er der dog et stykke vej og ikke så få kopper tes vej igen...

Hvad gør i for at holde sygdom fra døren???

søndag den 9. november 2014

Lidt krea før flytning...

Nu har vi efterhånden boet her i snart to måneder og er stadig ikke kommet sådan helt rigtigt på plads. Derfor kan jeg endnu ikke vise lækre indretningsbilleder eller noget særlig kreativt, for jeg har hverken nået det ene eller det andet efter vi er flyttet...

Dog kan jeg vise lidt fra før vi flyttede:


Jeg var fast besluttet på at nogle af mine ufærdige projekter ikke skulle flyttes og jeg havde en del trøjer klippet til Elias, som bare ikke var blevet syet sammen og det nåede jeg så...

Super nemme trøjer at køre igennem maskinen. Jeg blev aldrig ven med de to overlockere jeg har haft, så disse er lavet med overlocksøm på symaskinen og jeg er SÅ glad for det - det er lige til og jeg skal ikke døje med at skifte maskine - dog kunne jeg alligevel godt tænke mig en overlocker på et tidpunkt igen...

Mønstret er fra Onion og syet i en str. 104 og alt stoffet er for en gangs skyld købt samme sted - nemlig i Stof2000. Det er bestemt ikke sidste gang der skal sys efter det mønster! Næste gang vil jeg måske vove at lege lidt med noget piping også...

tirsdag den 4. november 2014

Jeg - en leder...


Disse nøgler er for mig symbolet på et nyt kapitel i mit liv. Det er ikke nøglerne til vores nye lejlighed, men derimod nøglerne til min arbejdsplads, hvor jeg efterhånden har været ansat som leder i 3 måneder!

Jeg har det lidt underligt ved at kalde mig selv for leder, men det er det jeg er og det kom helt fra en uventet kant. Jeg havde lige været til samtale på et job hos Aalborg kommune og var på vej hjem, da der igennem LinkedIn tikker en besked ind i min inbox. Det er en tidligere studiekammerat, som har fået bevilliget penge fra Civilstyrelsen til at starte en retshjælp i Aalborg og han stod nu og manglede en leder, da han selv har fuldtidsarbejde. Derfor ville han høre mig, om jeg kunne være interesseret i at indtage stillingen. Seriøst?!!!! Var det ikke bare lige det gennembrud, jeg havde ventet på de sidste mange år?

Jeg kunne ikke få armene ned af begejstring og takkede ja til jobbet, uden så meget som at blinke, stoppe op og tænke over, hvad det var jeg kastede mig ud i... LEDER... Prøv lige at smag på ordet... Jeg har altid gerne ville finde ud af om den lille leder-spirer, jeg har haft i maven, skulle blive til noget og nu fik jeg chancen og endda chancen for at være med til at starte et foretagende op fra bunden...

Jeg kan fortælle så meget, at vi er kommet rigtig godt fra start. Jeg er vokset med opgaverne og det har været en lang opstart. Men 1/10 åbnede vi officielt dørene til retshjælpen og lige siden er det strømmet ind med folk, som på den ene eller den anden måde er kommet i en klemme, hvor de har behov for juridisk afklaring på hvor de står og hvad de nu kan gøre fremadrettet. Det er den bedste følelse, at mærke, at man kan hjælpe folk videre på den måde og jeg er stolt over at være en del af så godt et tiltag.

Dog er der en let mørk bagside af denne strålende mønt. Min ansættelse er på basis af et løntilskud. Dette løntilskud kan kun gives i en begrænset periode og da retshjælpen ikke har fået bevilliget penge fra Civilstyrelsen til at ansætte en leder på fuld tid, da vil der fra 15/12 ikke være penge til at beholde mig om bord som lønnet ansat længere. Der er ansøgt om midler fra kommunen til min ansættelse, dog får vi ikke svar på denne før omkring juletid. Så lige nu svæver jeg i limbo, hvilket er drænende og demotiverende i den grad, men så er det godt, at jeg har selve arbejdet og de resultater vi skaber i fællesskab i retshjælpen, til at holde mig kørende. Jeg krydser fingre for, at vi får bevilliget midler til jul - det vil være den bedste julegave, jeg kunne forestille mig!

Hverdagen har også ændret sig rigtig meget. Nu kan jeg pludselig mærke, hvor priviligeret jeg har været, mens jeg har gået ledig og været på barsel, for der var tiden til at nyde min familie og mine børn meget større. Vi har skulle tilpasse nogle rutiner (Det er vi stadig i gang med) sådan at eftermiddagen også giver tid og rum til hygge og leg med børnene inden aftensmaden skal på bordet og det lige pludselig er sengetid. På den måde er vi heldige med, at vi er flyttet så tæt på min mands arbejde og ikke mindst både børnehave og dagpleje, for så skal vi ikke bruge så lang tid på transport mere. Jeg nyder det! Hverdagen presser os, men jeg presser igen, det bedste jeg har lært, for at få den mindste lille dråbe af det hele med.  Jeg er fortrøstningsfuld og prøver at tage det hele én dag ad gangen, for efter så mange år i de lediges rækker og på barsel, så skal der virkelig tilvænning til at være både leder, mor, kone og Agnethe - just a girl...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...