onsdag den 23. maj 2018

Kagen, der gik sin helt egen vej

- eller fortællingen om hvordan man sammensmelter en 3-årigs og moderens ønsker til én fødselsdagskage...

En mandag formiddag tikkede en email ind i min indbakke med overskriften Kage? fra en sød bekendt. Hendes datter fyldte 3 år den kommende søndag og hun ville rigtig gerne servere en lækker kage til fødselsdags fejringen om eftermiddagen - forhåbentlig en kage fra min hånd...

Det kunne jeg ikke sige nej til, men måtte pænt fortælle, at jeg have mine begrænsninger, da jeg slet ikke havde råvarer hjemme til en kage af større kunstnerisk kaliber, så hvis det var i orden med en opsmurt kage pyntet med hvad end jeg nu havde i huset, ville jeg rigtig gerne lave en kage til fødselsdagen.

Jeg fik frie hænder som altid og endte faktisk med at overraske mig selv positivt. Min søde bekendt elsker blomster og et skarpt klassisk look på en kage, men det er altså begrænset for sjovt en 3-årig vil synes det er. Derfor skulle der også være noget, som hun kunne relatere til og hvad er (næsten) alle piger i 3-års alderen vilde med? FROST...

Der er jo lavet en kortfilm om prinsesserne fra FROST og med lidt inspiration i den, gik jeg i gang. Jeg havde ikke helt de rigtige farver, men synes alligevel der var ret god spil i det.



Kagen er lavet af mørke bunde, lækker hvid chokolademousse, friske jordbær og smurt op med hvid chokoladesmørcreme - en himmelsk kombination og den hvide chokolade var ret god til at balancere de ret sure jordbær, jeg desværre havde fået fat i...


Elsa er lavet af gumpaste, blomsterne er af sugarpaste og det fine banner har jeg fundet HER til print.

Min bekendte skrev til mig den efterfølgende mandag, at kagen havde været super lækker og at den havde været så stor en fristelse, at fødselsdagsbarnet simpelthen havde været nødt til at prøvesmage den mens den stod i køleskabet og ventede på gæsterne.

Den absolut bedste feedback, man kan ønske sig!

torsdag den 17. maj 2018

Maj du søde milde...

Så nåede vi midten af Maj og det lugter allerede dejligt af sommer. Det kan tydeligt mærkes, at alle hungre efter en rigtig dejlig sommer og jeg skal da indrømme, at udsigten til regn både i morgen og fredag heller ikke tiltaler mig, men det er om noget rigtig godt for de ting jeg har plantet i haven!


Jeg har endelig fået pallerammer op at stå og plantet lidt krydderurter ud, hindbærbuskene og jordbærplanterne er kommet i jorden og det samme er ærterne.




I krukkerne er der plantet salat, squash og en skoleagurk. Og selvfølgelig står min rabarber stolt og lækker - den har haft godt af at komme ud i andre luftlag. Jeg har også sat lidt forspiring i gang, men ikke fået dem sat ud i solen før i dag... Krydser fingre for, at specielt spinaten bliver til noget. Det kunne være SÅ skønt, at gå ud og plukke det i egen have!


Generelt er der ikke kommet så meget skik på haven endnu. Jeg skal have lånt mig til en kanttrimmer og købt en håndskubber, så vi kan få trimmet både kanter og plæne, så det ser bare nogenlunde præsentabelt ud...



Ellers skal vores pallebord have en kærlig hånd med en omgang sandpapir og en træolie - det trænger virkelig! Det samme gælder for vores dejlige bænk. Da jeg malede den første gang tog jeg mig ikke tid nok til at få den slebet i bund og malet op igen og det hævner sig nu... Forhåbentlig vil vejret vise sig fra sin pæne side her i Pinsen, så jeg kan give det hele en overhaling. Jeg glæder mig allerede!

mandag den 16. april 2018

Maskinen står stillle...

Der har simpelthen ikke været ro (eller plads) til at finde maskinen frem og få lavet alt det jeg gerne vil til ungernes sommergarderobe endnu, men jeg håber det snart kommer...

Men der er vidst stadig nogle få ting, som jeg endnu ikke har fået vist frem herinde, som røg igennem maskinen inden vi flyttede og med al den stilhed, så griber jeg lige muligheden for at gøre det nu!

Huer til både gave og til ungerne selv

Lækker vamset trøje til Elias

Endnu en blød trøje til Elias
I februar måned var jeg godt i gang med at rydde ud i gemmerne og jeg faldt over en ældre strikketrøje, som jeg har fået af min svigermor på et tidspunkt. Jeg har aldrig rigtig fået den brugt fordi den var lidt for stram over barmen, men har gemte den, for tænk nu hvis...

En dag så jeg en re-fashioning video på Facebook om at sy en bluse om til andre ting og det slog mig, at jeg kunne forsøge mig med det samme på denne trøje. Muligheder frem for begrænsninger og frem med saksen!





Det blev til vanter til mor og datter, halsedisse til Theresa og så mangler jeg at kante ærmerne og så har jeg et par lækre benvarmere til efteråret... Og sådan blev den ged barberet og en trøje fik nyt liv!

onsdag den 28. marts 2018

Elias 7 år

Nu er det efterhånden næsten 2 måneder siden min store dreng fyldte 7 år og jeg har taget tilløb til indlægget her rigtig mange gange, men det er som om tiden bare er løbet fra mig hver gang... Men nu skal det være og som til enhver børnefødselsdag herhjemme, så er der tema over hele linjen...




Kage skulle der også til. Det blev til en simpel chokoladekage, som jeg ved Elias elsker og så havde jeg  en rest blå smørcreme tilbage fra den kage, jeg havde med på arbejde tidligere på måneden og det gjorde det ud som fyld. Resultatet blev enkelt, men fint og lækkert.




Det var planlagt, at vi skulle ud på skolen for at fejre Elias fødselsdag, men både han og jeg var syge på dagen, så det blev ikke til noget. Efter påske får de en kasse op på skolen med poser og spilleplader og så kan de spille Pokemon Bingo i klassen med præmier til alle.

Jeg fandt Pokemon Bingo HER og disse lækre sager kom i fine poser:


Og nu er planlægningen så småt gået i gang for næste børnefødselsdag, men den unge dame kan ikke beslutte sig for, hvilket tema hun gerne vil have. Godt at der er nogle måneder at løbe på endnu...

mandag den 19. marts 2018

I ugen der gik...

begyndte vi hverdagen i vores nye hjem... Vi bor stadig i flyttekasser på højde med mig selv, de voksnes tøj ligger i poser (for der er ikke skabsplads nok) og bryggerset er fyldt med bøger og krea-gejl fordi vi ikke har fået indrettet stuen med skabe endnu, så det kan komme på plads... Så det hele er noget af en udfordring lige nu og med  kursus i KBH, kursus i Århus og lange arbejdsdage, har der ikke været meget tid til at komme på plads...

Her er lidt billeder fra ugen der gik og som i kan se, har der dog også været lidt tid til at hygge på hjemmefronten...












onsdag den 7. marts 2018

Så blev det Marts...

Kalenderen siger det er forår, men det er som om Kong Vinter ikke har lyst til at slippe sit greb i lille bitte Danmark!


Her gik jeg og håbede på, at vi i den kommende weekend fik rigtig dejligt forårs vejr at flytte i, men det lader til, at det nok nærmere bliver noget sjap, vi skal kæmpe os igennem... Sådan er det, vi kan ikke rigtig lave om på det, så det er der ingen grund til at gå og ærgre sig over...

I stedet vil jeg glæde mig over, at de fleste gardiner er sat op i underetagen, vi har flyttet 5 flyttekasser plus lidt løse sager ud i huset OG i morgen installeres der fiber! Vi har bestilt en lille flyttebil til lørdag. Thomas søde onkel kommer og hjælper os med de tunge sager og børnene er velplaceret hjemme hos bedstemor og bedstefar helt indtil søndag, hvor de kommer op med vores tørretumbler.

Vi glæder os til at flytte og vi er super spændte på, hvad vores nye by kommer til at byde på. Vi kan allerede se nu, at der kommer flere og flere børnefamilier til det område, hvor vi skal bo og der er blevet etableret fine nye legepladser rundt om i kvarteret. Vi får en lille have og Hammer bakker er næsten lige i baghaven! Jeg glæder mig til ture i skoven, til at gå på opdagelse i nabolaget, til at lære alle stierne at kende og ja måske melder jeg mig endda til nabo banko i fælleshuset... Det skal nok blive godt det her!

mandag den 19. februar 2018

Det første jubilæum

Og man kan jo ikke sige jubilæum uden kage!

Dagen skulle fejres med mine kollegaer og jeg måtte jo bare vise dem, at de ikke er de eneste, som kan bygge satellitter! At det så er i et lidt andet materiale end det, der kommer ud i rummet er jo sagen ganske uvedkommende...

Først et billede af kagen hjemme på mit køkkenbord


Jeg gik efter et ude i rummet tema i forhold til farverne og udformningen - konstruktionen var lidt for stor og lidt for ustabil til, at jeg kunne sidde med den i bilen under transport, så jeg besluttede at tage satellitten af igen, lægge den i en beholder for sig selv og samle den, da jeg kom ud på arbejde.


Min kage ved siden af en af vores rigtige satellitter. Satellitten er en større udgave end den jeg har lavet - min er kun en 2U...

Kagen er sammensat af chokoladekagebunde og bananbunde med en lækker brombærmousse imellem. Den er smurt op med farvet IMBC og coated med farvet mørk chokolade (dripping effect). Satellitten samt de små månesten er lavet af Rice Krispies Treats. Satellitten er overtrukket med fondant og antennerne er blomsterwire...

Kangen var noget af en showstopper og selv vores kantinekok (som jeg lånte køleskab af) var imponeret og jeg fik kæmpe ros for smagen af ham. Så jeg kunne slet ikke lade være med bare at være en smule stolt...

Nu skal jeg så bare tænke på, hvordan den kan toppes til mit næste jubilæum...

fredag den 26. januar 2018

Januar...

er nu næsten omme uden, at jeg har fået ytret ét eneste ord på bloggen... Men meget er sket!

Udover at have voldsomt travlt på arbejde, så har måneden også budt på:

  • børnesygdom af 3 omgange, 
  • fødselsdagsfejring af manden, 
  • hyggelig fødselsdagsweekend med farmor og farfar, 
  • låsninger i højre side af ryggen og nakke med efterfølgende tur til kiropraktor (hurra for Sygeforsikring Danmark og Sundhedsforsikring gennem arbejde!) 
  • akut angst over at skulle producere fastelavnskostumer, 
  • lettelse over ikke at skulle producere fastelavnskostumer efter en tur i Fætter BR, hvor de helt rigtige kostumer var nedsat med 50% (hvem gider også være enhjørning til fastelavn?!)
  • produktion af fødselsdagsinvitationer til Elias' fødselsdag
  • planlægning af fødselsdagsfest for Elias
  • planlægning af 1 års kage til mine kollegaer
Og sikkert meget mere, som jeg har fortrængt...

Størst er nok, at vi endelig har fået tilbudt et rækkehus i Vodskov og vi skal flytte til marts! Vi er super glade, men det har også givet anledning til mange bekymringer over, at Theresa skal flyttes fra den børnehave hun er i nu og væk fra sine venner! Børnehaven har vi aldrig været specielt begejstret for, men det gør ondt, at hun kommer til at savne sine venner. Vi har ikke haft lege-aftaler for hende, så hun leger kun med sine venner i børnehaven, men det bliver der nok umiddelbart lavet om på fra nu af... Der går dog nok noget tid, inden hun kan blive flyttet, for alle attraktive børnehavepladser er optaget i Vodskov for i år, medmindre der kommer udmeldinger. Så vi må pendle frem og tilbage mellem Vodskov og Nørresundby, indtil der kommer en løsning.

Men vi er spændte på at flytte. Det betyder et værelse til hver af børnene selvom vi går ned på kvadratmeter, vi skal ud og shoppe hårde hvidevarer og så skal jeg lære at køre bil igen. Det er lettere angstprovokerende, for jeg har faktisk ikke kørt bil siden jeg flyttede til Aalborg i 2004 og slet ikke I Aalborg! Nogen siger det er som at køre cykel... I beg to differ... Men for at undgå over en times transport til og fra arbejde, må jeg jo bare knibe ballerne sammen og komme over det! 2018 bliver året, hvor jeg igen gøre vejene usikre...

Nå ja og fastelavnskostumerne... det var altså lidt af et nederlag for mig, men jeg kunne godt mærke, at der ikke var overskud til at få lavet noget, som bare så nogenlunde ordentligt ud til dem... Så det var heldigt, at de slet ikke havde spor imod at skulle være Rapunzel og Batman i stedet for en Enhjørning og en sær Pokemon...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...