søndag den 6. august 2017

Hjemmelavet cremefraiche dressing uden sukker

Herhjemme er cremefraiche dressing et hit både blandt store og små og hvis man nu kan lave en sukkerfri version, som smager endnu bedre end den købte, er det så ikke værd at bruge 10 minutter på???

I opskriften har jeg brugt min egen hjemmelavede mayonnaise, men du kan sagtens bruge en købe mayo så som Hellmann's. Mit mål er ikke at spare på fedtet i denne opskrift - tværtimod! Derfor er opskriften også en fed en af slagen og hvis du foretrækker lightprodukter, så brug disse, dog kan jeg ikke garantere for, at smagen vil være lige så god...

Jeg smager mig altid frem til hvornår tingene er optimale for mine smagsløg, så selvom jeg nu gengiver opskriften, som jeg har brugt, så er det vigtigt, at du selv smager til, så det kommer til at passe din smag. Det kan være du gerne vil have mere citron, salt eller purløg i - det bestemmer du helt selv! Det er jo det fantastiske ved at lave noget fra bunden selv!

Opskriften jeg har brugt som grundlag er ikke sukkerfri - den kan du finde her - klik.

Min udgave er sødet med sødemiddel i form af enten sukrin melis eller flydende sød. Det er ikke store mængder, der skal bruges, blot en knivspids eller et par dråber og så er det faktisk ganske rigeligt. Du kan også vælge at undlade det søde, men personligt synes jeg så, at der mangler noget på smagsbarometeret.


Hjemmelavet Creme Fraiche Dressing (1 stor flaske)

2 dl hjemmelavet mayonnaise
4 dl cremefraiche 18%
salt og peber
1 knsp. sukrin melis eller et par dråber flydende Sød
Citronsaft (efter smag)
Finthakket Purløg (efter smag)

Bland alle ingredienser i en skål. Smag til med krydderier, det søde og citronsaft, så dressingen smager dig bedst.
Hæld den på flaske og lad den trække lidt inden servering.

Bon appetit... 


torsdag den 13. juli 2017

The GomSpace cake

Det er ved at være rigtig længe siden jeg har lavet kager og da jeg ved jobsamtalen på mit nye arbejde nærmest lovede, at jeg nok skulle komme med kage, så var min fødselsdag tilbage i juni jo en vældig god lejlighed til at indfri dette løfte...

Farver og former lå klart i GomSpace konceptet allerede på forhånd, så det fik jeg foræret på et sølvfad. Det var nu op til mig at gøre det til kage...

Fyldet blev til restebær og frugt fra fryseren - hindbær til én kage mellem mørke bunde og med hakkede hvide chokoladestykker i moussen og rabarber med hakkede mørke chokoladestykker imellem lyse bunde. Det var et hit (lod jeg mig fortælle) og selvom jeg nu ikke helt selv var tilfreds med resultatet (fordi jeg igen igen kom alt for sent i gang...) så var det ikke helt skidt alligevel...





En sød kollega mente også, at jeg lige skulle have et billede med på vejen af mig selv og kagen...






Næste gang (ja jeg har jo fødselsdag til næste år også) har jeg bestemt mig for, at det kan gøres bedre og sådan bliver det...

tirsdag den 11. juli 2017

Wok med kylling og sur/sød sauce



En virkelig nem "tøm køleskabet"-ret med den lækreste hjemmelavede kinesiske sur/sød sauce. Opskriften husker jeg ikke helt, men jeg kan se, at der er både rød peberfrugt, broccoli og løg i som grøntsager, men egentlig er det jo kun fantasien, der sætter grænser!

Bon appetit...

onsdag den 7. juni 2017

Laks og stegte ris



Det er efterhånden længe siden vi fik denne ret, men det gør den ikke mindre lækker og i skal bestemt ikke snydes for en opskrift.

Jeg valgte at marinere laksen - hubby herhjemme er ikke sååå glad for laks, der bare er laks - det går altid bedre, når jeg tilsætter lidt ekstra smag og denne gang blev det en hjemmelavet teriyaky marinade lavet på æblecidereddike i stedet for risvin. Jeg smagte mig lidt frem, så jeg har ikke de specifikke mål på, hvor meget jeg brugte af hver, men her er listen af ingredienser:

Æblecidereddike
Brun farin
Soya sauce
Hvidløg
Ingefær

Alle ingredienser blandes sammen og smages til.

Læg dernæst laksen i marinaden med skindsiden opad. Dæk skålen/tallerkenen til og stil det køligt i 30-40 minutter.

Derefter kan du starte på de stegte ris. Du skal bruge:

400 ml jasmin ris
600 ml vand


Skyld risene og lad dem dryppe af. Læg dem i en gryde, tilsæt vandet og bring det i kog. Lad det koge til overfladen ligner et kraterlandskab. læg da et tætsluttende låg over, sluk for varmen og lad risene koge færdig i 15 minutter.

Lad risene køle af så lang tid som muligt. Bred dem evt. ud på en tallerken for hurtigere afkøling.

Tænd ovnen på 180 grader. Når laksen er færdig med at marinere, smøres et ovnfast fad med kokosolie og laksen lægges i fadet. Hæld marinaden over laksen og sæt fadet i ovnen. Lad laksen stege i20-25 minutter afhængig af størrelsen.

Dernæst skal du bruge:

1 portion kogte ris (se ovenstående eller brug en stor rest kold ris fra et tidligere måltid)
2 store æg
2 tsk. sesamolie
1 tsk. salt
2 spsk. jordnøddeolie
friskkværnet peber
2 spsk. finthakket forårsløg


Bland æg, sesamolie og halvdelen af saltet i en skål og stil det til side. Opvarm en wok ved høj varme og tilsæt jordnøddeolien. Når olien er rygende varm, tilsættes de kogte ris. Stir-fry i ca. 3 minutter til risene er gennemvarme (hvis du bruger kolde ris).

Hæld dernæst æggeblandingen forsigtigt i og fortsæt med at lynstege i 2-3 minutter eller indtil æggene er størknet og blandingen er tør. Tilsæt til slut resten af saltet, peber og forårsløg, rør rundet og lad forårsløgene blive lidt bløde. Hæld til sidst over på et fad og server straks sammen med laksen.

Bon appetit...

mandag den 5. juni 2017

Fars dag



I sidste uge tog yngstebarnet og jeg ned i byen for at kigge efter en fars dags gave. Jeg spurgte hende på vej i bussen fra børnehaven, hvad hun synes, vi skulle finde på at købe til far og hendes svar kom prompte: STARWARS...

Vi gik desværre forgæves, for Nørresundbys butikker indeholder ikke ret meget STARWARS udover LEGO udgaven... Så måtte vi jo selv lave noget...

Pinterest har inspiration i overflod og denne løsning er var lige til. Den blev givet som et vedhæng på gaven, som jeg i al hast måtte ud og købe i lørdags før jeg selv fik fødselsdagsgæster, men det er en helt anden historie...

Jeg kan se rundt om, at det er meget forskelligt, hvor meget folk går op i fars og mors dag og egentlig tænker jeg det er et spørgsmål om hvorvidt, du har det med hjemmefra... Det har jeg. Begge mine forældre gik op i at disse dage skulle holdes i hævd. Det har jeg taget med mig videre og senere denne måned, kan jeg få lov til at give begge mine forældre deres gaver, når vi skal være sammen igen.

Fejre i mors og fars dag?

lørdag den 13. maj 2017

Sundere lørdagsslik




Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg rigtig gerne vil skifte noget, af alt det der syntetiske farverige slik ud, som ungerne så gerne vil stoppe hovederne med.

Min chef og rigtig gode veninde havde en dag nogle lækre konfektkugler med på arbejde - ja jeg skriver konfekt, for de smagte faktisk ret syndigt og som om de ikke indeholdt lutter gode sager... Men da hun fortalte, hvad der var i, måtte jeg forsøge mig med at introducere dem herhjemme.



Det har været intet mindre end et hit for os alle og nu forsøger jeg at lave dem, så vi kan bruge dem til vores lørdagsslik. De mætter usandsynligt godt og selvom de smager så godt, at du lige må have én til, når du har taget den første, så oplever jeg sjældent, at jeg spiser mere end to...

Og opskriften, den er så enkel, at det slet ikke er til at forstå! Ofte synes jeg, at man skal ud og have fat i alt muligt ekstra, som man ikke lige har i skabt, men i dette tilfælde havde jeg alle ingredienserne hjemme fra første færd og det er først denne gang (3 gang) jeg har forsøgt mig med at trille kuglerne i poppet quinoa (som jeg fandt ved en tilfældighed i Søstrene Grene) og det smager også ret så fantastisk...

Til 1 portion skal du bruge
100 g friske dadler (udstenet)
1 spsk. kokosolie
15g kokosmel
1 knsp vanilje (du kan bruge vaniljepulver eller frisk vanilje, men jeg bruger bare vaniljesukker)
10g kakaopulver uden sukker

Hæld det hele sammen i en foodprocessor (jeg bruger min minihakker) og kør det sammen til en lind masse.
Tril massen til mundrette kugler og rul dem i kokosmel (eller andet lækker topping). Stil dem på køl mindst en halv time (gerne natten over).

Jeg plejer at lave 2 portioner og så holder det faktisk til langt ud over weekenden.

Bon appetit...





søndag den 26. marts 2017

Jeg har syet lynlås i for første gang!

og det var i den her:


Jeg synes selv, at resultatet blev ret glimrende og faktisk var det slet ikke nær så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg skal bare lige gøre mig gode venner med den der lynlås-trykfod... Bruger du sådan en?

Opskriften og tutorial er fundet gennem Pinterest - nu skal jeg bare lige have syet en til mig selv...

fredag den 24. marts 2017

Spaghetti Bolognese - min bedste opskrift

Når det skal gå lidt tjept med madlavningen herhjemme, ser jeg mig slet ikke for fin til lige at åbne et glas et eller andet eller bruge knorr's næsten færdige produkter, men når jeg har tiden og jeg kan få lov til at kæle for smagsløgene, så gør jeg det til fulde...

En af de retter, som er storfavorit herhjemme og som garanteret også går igen hjemme hos jer, er Spaghetti Bolognese. Den kan laves i alle afskygninger alt efter temperament og lyst og min version er en lækker kombination af skønne friske grøntsager, de kendte fra dåsen, kød med fedt til smagen og velduftende krydderier - de italienske af slagsen...

Jeg ELSKER pasta! Der er ingen vej uden om og jeg har virkelig svært ved at overgive mig til de grove varianter. I min verden skal pasta bare være hvidt, så må jeg bare spise mindre af det...

Jeg har ikke faste mål på min opskrift, men sidst var det omtrent sådan:

1 mellemstor squash, revet
3 mellemstore gulerødder, revet
3 stængler blegselleri, i tern
1 stort løg, finthakket
2 dåser hakkede flåede tomater (økologisk)
2 tsk. sukker eller brun farin
250g hakket oksekød (8-12%)
1 pakke bacon i tern
salt og peber
Basilikum, timian og oregano (du kan bruge friske, men i mangel deraf er de tørrede ganske udmærket)

frisk eller tørret spaghetti alt efter smag
Revet mozzarella

Først steger jeg bacon af i gryden og tager det op. Dernæst bruner jeg kødet, tilsætter de friske grøntsager og lader det stege lidt igennem. Herefter kommes krydderier, salt og peber i sammen med de flåede tomater og sukker. Lad det stege igennem i fem minutter og tilsæt bacon. Lad hele retten simre i 25-30 minutter ved lav varme og smag til sidst til med krydderier, salt og peber.

Serveres sammen med nykogt spaghetti og revet mozzarella.

Bon appetit...


onsdag den 22. marts 2017

Om at mangle timer i hverdagen...

Nu har jeg efterhånden været i mit nye job i små to måneder og jeg nyder det til fulde! Jeg elsker at der er travlt, at jeg får ansvar (stort ansvar) og beskæftiger mig med det, jeg i bund og grund altid har skulle. Når det så er sagt, kan jeg bestemt godt mærke, at der er et markant skift i at komme fra det kommunale og over i det private. Det er på ingen måde dårligt, men nogle gange mangler jeg bare den der ekstra time, jeg havde 4 ud af 5 dage om ugen hos kommunen.

Det kan også mærkes på børnene - de er meget opmærksomme på, at jeg nu tager tidligere af sted om morgenen og er senere hjemme, men de kan til gengæld også mærke, at jeg er mere glad og kan finde overskud så den glæde også smitter dem.

Det bliver ikke til så mange fritidssysler, for jeg er træt om aftenen og det er som om mine øjne ikke helt kan klare at skulle sidde og sy, når det er mørkere og ofte har jeg heller ikke den store lyst til at sidde foran skærmen, da jeg allerede har tilbragt 8 timer foran sådan en i løbet af dagen...

Jeg synes, at vi gør, hvad vi kan for at få enderne til at nå sammen. Jeg er blevet god til at forberede den kommende uges mad om søndagen, hvis jeg kan og er det retter, som ikke kan forberedes, så er de gerne så enkle, at de ikke tager meget mere end en lille halv time at bikse sammen og så er der stadig tid til, at vi lige kan læse en bog eller se et afsnit et eller andet i fjernsynet...

Lige nu er jeg kommet til en fase, hvor jeg skal holde mig selv lidt i ilden, så jeg får gjort det, jeg har sat mig for. Det går ikke så godt og i sidste uge skulle jeg selv stå med putning af børnene et par dage. Det endte faktisk med, at jeg faldt i søvn hos den ældste og først blev vækket, da T kom hjem fra sit arbejde kl. 21 om aftenen... Ikke lige det jeg havde af planer for aftenen, men det var åbenbart tiltrængt og så bliver man bare nødt til at lytte til kroppen...

Forhåbentlig kommer der mere energi med de lysere tider vi går i møde og husk nu at på søndag, skifter vi over til sommertid... noget djævlen har skabt!

mandag den 20. marts 2017

Flade Broccolibrød

Hvor mange måltider spiser du om dagen?

Nu er tiderne ændret lidt for mig, men da jeg bagte disse brød, spiste jeg tre reelle måltider og 2 mellemmåltider i løbet af dagen; morgenmad, formiddagsmad, frokost, eftermiddagsmad og aftensmad. Det er jeg vokset op med og det har jeg ikke rigtig kunne slippe igen, så min udfordring har altid været at få noget til mine mellemmåltider, som ikke kun består af frugt og brød.

I min søgen har jeg kastet mig ud i at prøve de lidt grønnere alternativer og heriblandt er det såkaldte broccolibrød, som jeg fandt opskriften til HER.


Jeg må sige, at jeg er forbavset over hvor godt det egentligt smager! Jeg har haft det med koldt på arbejde, men jeg kunne forestille mig at det ville gøre det rigtig godt, at kunne få det ristet, så det bliver lidt crisp og lækkert at bide i også... Jeg synes det holder mæthedsfornemmelsen længe nok til et mellemmåltid og det er ikke sidste gang jeg laver en portion af det.

Og som bonus - min yngste kan også rigtig godt lide det, men synes jeg skal putte lidt mindre peber i næste gang!

Edit: Nu spiser jeg ikke mellemmåltider mere, men det skal i nok få en forklaring på senere og de som følger med på min instagram, har nok også gættet sig til hvorfor...

lørdag den 18. marts 2017

Mini ferie = symaskinetid...

Vi fik heldigvis også tid til lidt ferie i uge 8, selvom jeg næsten lige er startet nyt job. Det var skønt og jeg trængte til et lille afbræk med den lidt bratte overgang fra det ene job til det andet og ja børnene er jo også glade for ferie, selvom det er lidt en anden struktur, der hersker, når der er ferie frem for når børnehave og job hersker over hverdagen...

Jeg fik lidt tid ved symaskinen, hvilket også var højest nødvendigt eftersom jeg ikke var startet på fastelavnskostumerne endnu...

Jeg fik denne bluse færdig til Theresa, som bare har ligget i sykurven og kigget på mig siden før jul...


Den er syet op i yndlings mønstret fra Onion af en rest digital print og ensfarvet jersey fra Stoff og Stil.

Børnenes fastelavns kostumer røg også igennem maskinen:




Og endelig blev det da både til en lækker sweatshirt til mig selv - mønstret er fra Alt om Håndarbejde Symagasin 10/2014. Jeg har forsøgt mig med at sy denne model før, men der gik alt galt. Denne gang er jeg ret tilfreds og det er faktisk noget jeg får brugt til hverdag!


Nu kommer der også til at gå lidt tid inden jeg sætter mig ved maskinen igen, selvom jeg har nogle projekter i støbeskeen allerede og noget af det er endda klippet op og klar til at sy, det er bare tiden jeg mangler... Det håber jeg, at jeg kan få rådet bod på i påskeferien, jeg har nemlig ferie både onsdagen før påske og tirsdagen efter påske...

torsdag den 9. marts 2017

6 år og Angry Birds

Den 10 februar var det 6 år siden denne skønne dreng kom til verden kl. 5.17 om morgenen.



Han er blevet så stor en dreng, snart på vej i skole og han glæder sig! Jeg er dog lettere rædselsslagen, for skole er jo noget HELT andet end børnehave. Men det er jo en historie for sig selv, og det her skal handle om Elias' fødselsdag.

Vi fejrede Elias af tre omgange. Han kan ikke rumme alt for mange mennesker om sig på én gang, så weekenden før hans fødselsdag, var Bedstemor og Bedstefar på besøg. Så var der selve dagen og weekenden efter var det så Farmor og Farfars tur til at komme på visit...

Fødselsdagen var helt speciel. Ny børnehave, ny måde at fejre dagen på og ja så er det jo bare vildt i sig selv at fylde 6 år. Så Elias stod på til dette bord:


og kom hjem til denne overraskelse:



Vi havde inviteret familien til Angry Birds fødselsdag:









og den ene af weekenderne blev det endda til en tur i sneen! Det nød begge børn, men det var nok vi voksne, der var mest trætte efter turen...




Alle dage var skønne og Elias nød besøget fra familien, selvom det var rigtig hårdt for ham. Vi sørgede for at få en god lang weekend i den efterfølgende uge, hvor vi absolut intet lavede og alle mand kunne lade op.

søndag den 5. marts 2017

Afskedskage

Så blev det februar og jeg har allerede været på min nye arbejdsplads i 1 måned! Jeg forstår slet ikke hvor den måned er blevet af, men jeg elsker min nye hverdag og mit arbejde også selvom det er noget af et puslespil at få til at gå op...

Jeg nåede jo lige at have en afskedskage med til mine tidligere kollegaer og for at være ærlig, så har jeg glemt, hvilken mousse der var i og jeg var lidt under tidspres, så det blev nogle lette løsninger i forhold til pynten...

Men alt i alt var jeg faktisk ret tilfreds med kagen. Den blev som jeg havde forestillet mig og den smagte ret godt... Det var en rigtig god afslutning på min tid der...



tirsdag den 28. februar 2017

Han piver forresten bare...

... ahvad?

Elias har lige tabt endnu en mælketand - sin fjerde af slagsen.

Forleden kørte den der reklame med Far til fjorten fra Bilka over skærmen - den havde T ikke set endnu, så jeg fortalte ham lige kort, at faderen beklager sig over, at endnu et af børnene har tabt mælketand og han derfor skal hoste op med 20 kr. fra tandfeen. Konen mener at han er nærig og manden svarer, at de har givet penge for mælketænder, for hvad der svarer til prisen på en bil...

I dag, da Elias havde fået rokket sin fjerde mælketand ud (som han har haft i hvad der føles som en evighed) og stolt viste den frem, kom det så fra T, at ham der Far til Fjorten forresten bare pev, for han havde regnet lidt på det...

Hvert barn har 20 mælketænder og parret har 14 børn og de giver 20 kr. pr. tand, som børnene taber: 20 x 14 = 280 x 20 = 5600 kr... det får man sgutte meget bil for nu om dage...


Billede lånt hos www.tandlaeger.dk

mandag den 27. februar 2017

Det er SÅ meget mandag!

Første dag efter mini vinterferie, mandag og fastelavn i børnehaven... det skriger nærmest kaos!

Og sådan har det også været indtil videre... Jeg står for både aflevering og hentning i dag og med offentlig transport er det sin sag at få til at passe sammen.

Vi kom egentlig op i god tid og var hurtige til at få tøj på men så var det som om det hele gik galt ved morgenmaden... Den yngste ville ikke spise noget, fint nok hun kunne jo bare få oppe i børnehaven. Den ældste ville godt spise, men tog evigheder om det og så blev tiden knap.

Vi var desværre fem minutter senere ude af døren i dag og da vi kom til bageren kunne vi se bussen køre forbi nede på torvet... og så var 18 minutter til den næste bus ville komme... Så allerede der var vi næsten 20 minutter forsinkede...

Der er fastelavn oppe i børnehaven i dag, så da vi blev omringet af Ironman og Hulk bestod udfordringen i at få børnene til at fokusere længe nok til, at de kunne få flyverdragter af og deres egne udklædning på... Men jeg fik da afleveret en Ridder og en Rainbow Dash (som jeg glemte at sige ikke havde spist morgenmad) og så kunne jeg komme videre i mit eget program... begge busser jeg skulle med var forsinkede og så ramte vi den værste morgentrafik... 

Fik jeg sagt at jeg hader mandag???!!!

On the up-side så fik jeg afleveret to glade børn,  det har ikke regnet og jeg glæder mig til at komme på arbejde!

fredag den 27. januar 2017

En genert lille leo

Jeg har en svaghed for leo-print... så er det sagt! Jeg er vild med det - det er som om det bare drager mig og jeg var svært i tvivl, om jeg skulle købe ekstra til mig selv, da jeg sidste år købte denne lækre isoli hos Fabricroad. Det skulle jeg, for jeg ærgre mig gul og grøn over, at jeg ikke lige har til et par lækre sweats til mig selv nu...

Nå, men der kom da en skøn bluse ud af det til Theresa og som sædvanlig i yndlingsmønstret 20047 fra Onion...



tirsdag den 24. januar 2017

Vanilliesyltede pærer

Kender i det der med at stå med en eller anden madvare, som i bare ved, er ved at være lidt for moden til at nogen gider sætte tænderne i den...

Jeg selv har et bedst med sprød, frisk frugt, så får æblet lidt rynker eller bananen lidt brune pletter, så ryger de øjeblikkeligt i en kage eller en anden form for bagværk, så jeg kan nyde godt af dem på anden vis... Jeg har også en saftpresser (som jeg lige skal have frigjort for støv inden brug) så indimellem har jeg da også kastet lidt frugt og grønt efter den, men desværre er det for sjældent at en kommer ud af skabet...

Pærer kunne jeg ikke rigtig gemme til brød og boller og blended pære med isterninger lød heller ikke særligt sindsoprivende og så er det jeg vender mig mod de gamle dyder og laver noget, som jeg rent faktisk kan gemme og glæde mig til senere... som syltede pærer!

Opskriften jeg har brugt er fundet her og den kan varmt anbefales, selvom den indeholder umådeligt meget sukker!


Pærerne holdt ikke længe. Der var til en omgang Pære Belle Helene og en lækker pæretærte og det er ikke sidste gang jeg sylter pærer selv!

fredag den 20. januar 2017

Fødselsdagssæt til Laura

Tilbage i oktober sidste år fyldte min venindes lille datter 2 år og det var selvfølgelig den perfekte anledning til at få brugt nogle rester og sende et lille sæt af sted til hende...




Hele sættet er syet op i str. 98 - blusen er syet efter Onion nr. 20047 i jersey og interlock købt henholdsvis hos Stof - Sycenter i Videbæk og hos Stoff og Stil. Nederdelen er syet efter mønstret Fruit Garden fra Ottobre design 6/2016. Yderstoffet er en rest babyfløjl fra Stof2000, jeg har haft liggende siden ungerne var små og foeret er syet op i en lagenlærred også fra Stof2000.

onsdag den 18. januar 2017

2017 - forandringerne presser sig på...

Der er én julegave, jeg endnu ikke har fortalt om. En ret stor og betydningsfuld en af slagsen. Nej, jeg skal ikke have flere børn og jeg har stadig ikke meldt mig ind i et fitnesscenter...

Til gengæld underskrev jeg den 20 december 2016 to dokumenter, som var og er meget afgørende for min fremtidige karriere. Jeg opsagde mit nuværende job og underskrev kontrakt som Legal Assistent hos Gomspace.

Jeg er uddannet erhvervsjurist og har desværre ikke haft held med at få et fast job inden for området før nu. Derfor føles det både på én gang befriende men også overvældende, at jeg nu skal besidde en juridisk stilling igen. Noget jeg ikke har gjort, siden jeg var Juridisk Leder hos Legal Aid i et løntilskudsjob tilbage i 2014!

Hvad er endnu større er, at jeg ikke selv har været ude og søge jobbet. Jeg er blevet decideret headhunted til denne stilling og det gør mig så taknemmelig over, at have venner, som også ser mig som en faglig stærk person.

Jeg har skulle tage et langt tilløb til at skrive dette indlæg, fordi jeg først starter i min nye stilling den 1. februar og stadig er i en proces med at tage afsked med det, der har været min hverdag det sidste 1½ år. Selvom jeg glæder mig rigtig meget, så er det underligt at skulle sige farvel til det trygge og kendte for at bevæge mig ud på næsten ukendt territorium og teste arbejdslivet af i den private sektor. Det betyder længere dage for både mig og børnene og deraf en del omlægning af rutiner herhjemme.

De næste par uger skal vi have en masse ny struktur på plads og det indebærer, at vi får flere faste aftaler med Elias' personlige hjælper omkring hans hverdag. Thomas' og mine dage skal koordineres fast i forhold til aflevering og hentning og oveni det, så skal vi også til at drøfte flytning og en ekstra bil holdt op imod en transporttid for mig på én time hver vej med offentlig transport til trods for at min nye arbejdsplads bare ligger ude i Aalborg Ø og det at Elias har fået skoleplacering på Vodskov Skole i en K-klasse (kontaktklasse) fra august!

2017 bliver et begivenhedsrigt år og selvom det er ved at tage pusten fra mig, nu hvor jeg sat ord på det, så er jeg klar!

søndag den 15. januar 2017

Nytårsdesserten 2016



Til nytårs aftenen 2016 kunne jeg slet ikke bestemme mig for, hvad vi skulle have til dessert. Gemalen var som altid frisk på den lækre hvide chokolademousse med knust daim, men jeg ville rigtig gerne lave lidt ekstraordinært, når det nu var til nytårsaften...

Det endte med en dessert tapas...




En lille kage af chokolade lagkagebund, udhulet og fyldt med hvid chokolademousse og friske blåbær.

Et glas med hvid chokolademousse med knust daim og pyntet med et chokoladerør og eftersom jeg nu har lært at temperere chokolade, så skulle der også lige et lille slør i...

To hindbærtrøfler (opskrift følger) og friske blåbær på et chokoladeslør.

Fin og lækker måde at slutte årets sidste festmåltid af på...

fredag den 13. januar 2017

Det er retro og det matcher...

For efterhånden et stykke tid siden gik jeg i gang med projekt sengetøj til Theresa - hun manglede juniorsengetøj og jeg havde to store dynebetræk liggende i retrostof, som jeg havde tiltænkt projektet.

Det blev simpelthen til et sæt både til hende og til dukkevognen...




Jeg kan ikke helt lade være med at knuselske det sæt! Det er bare så hyggeligt og jeg får vildt meget lyst til at styrte ud og finde mere retrostof, bare for at sy noget nyt og lækkert til hende. Men hun fik jo et nyt sæt i julegave af farmor og farfar, så jeg tror vi har mere end rigeligt sengetøj for nu..

tirsdag den 3. januar 2017

Speltboller med gulerod og æble

Rigtig godt nytår og velkommen til 2017. Et år, som jeg positivt ved kommer til at bringe store forandringer herhjemme, men mere om det på et andet tidspunkt...

Ligesom så mange andre år, handler januar måned, for mange, om at nu skal der nye boller på suppen, slikket skal skrinlægges, der skal mere grønt i kosten og løbeskoene skal findes frem... Jeg selv har da også fået en del ekstra kilo på sidebenene det sidste halve års tid, så jeg fristes enormt af alle de der populær slankekure, selvom jeg godt ved, at det holder sådan cirka i 14 dage og så får jeg nok og gemmer løbeskoene væk, reducerer indtaget af grønt kraftigt og finder chips og chokolade frem og sætter mig til rette i sofaen... Det er alt sammen vaner, jeg gerne vil lave om på, men jeg kan ikke rigtig sætte mig for at få gjort noget ved det...

Vi har nu gjort små tiltag herhjemme - vi køber bare ikke slik, sodavand, chips m.v. udover lidt til weekenden og ikke mere end, hvad vi kan spise på en enkelt fredag eller lørdag. Vi har puttet mere grønt i maden og det gælder også for bagværk og når man har børn, som elsker brød i bolle-form, så bliver det gerne til boller i alle mulige afskygninger med forskellige grøntsager eller frugt tilsat. Så bliver eftermiddagsbollen knapt så træls for blodsukkeret og vi kan holde os frem til aftensmaden kommer på bordet.

Opskriften her har jeg selv sammensat og meltyperne kan naturligvis skiftes ud efter lyst, så skal man bare være opmærksom på at justere mængden af væske dertil...


Speltboller med gulerod og æble
500g pizzamel
500g fuldkornsspeltmel
½ liter mælk
50g gær
50g smør
2 tsk. salt
1 tsk. sukker
4 mellemstore gulerødder
1 revet æble

Pensling: mælk, æg eller vand (hvad end du foretrækker)
Sesamfrø til drys

Varm mælk og smør op til smørret smelter. Afkøl blandingen til det er lillefingervarmt og opløs gæren heri. Tilsæt derefter gulerod og revet æble samt 1 dl af melet. Rør det godt sammen og tilsæt salt og sukker. Resten af melet tilsættes og dejen æltes (røres på maskine) til dejen slipper skålen.

Lad bollerne hæve i ca. 30 minutter og bag dem ved 200 grader i varmluftovn i ca. 10-12 minutter.

Bollerne kan med fordel bruges til madpakken, som sandwich eller som tilbehør til suppe.

Bon appetit...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...