Jeg - en leder...

Disse nøgler er for mig symbolet på et nyt kapitel i mit liv. Det er ikke nøglerne til vores nye lejlighed, men derimod nøglerne til min arbejdsplads, hvor jeg efterhånden har været ansat som leder i 3 måneder!

Jeg har det lidt underligt ved at kalde mig selv for leder, men det er det jeg er og det kom helt fra en uventet kant. Jeg havde lige været til samtale på et job hos Aalborg kommune og var på vej hjem, da der igennem LinkedIn tikker en besked ind i min inbox. Det er en tidligere studiekammerat, som har fået bevilliget penge fra Civilstyrelsen til at starte en retshjælp i Aalborg og han stod nu og manglede en leder, da han selv har fuldtidsarbejde. Derfor ville han høre mig, om jeg kunne være interesseret i at indtage stillingen. Seriøst?!!!! Var det ikke bare lige det gennembrud, jeg havde ventet på de sidste mange år?

Jeg kunne ikke få armene ned af begejstring og takkede ja til jobbet, uden så meget som at blinke, stoppe op og tænke over, hvad det var jeg kastede mig ud i... LEDER... Prøv lige at smag på ordet... Jeg har altid gerne ville finde ud af om den lille leder-spirer, jeg har haft i maven, skulle blive til noget og nu fik jeg chancen og endda chancen for at være med til at starte et foretagende op fra bunden...

Jeg kan fortælle så meget, at vi er kommet rigtig godt fra start. Jeg er vokset med opgaverne og det har været en lang opstart. Men 1/10 åbnede vi officielt dørene til retshjælpen og lige siden er det strømmet ind med folk, som på den ene eller den anden måde er kommet i en klemme, hvor de har behov for juridisk afklaring på hvor de står og hvad de nu kan gøre fremadrettet. Det er den bedste følelse, at mærke, at man kan hjælpe folk videre på den måde og jeg er stolt over at være en del af så godt et tiltag.

Dog er der en let mørk bagside af denne strålende mønt. Min ansættelse er på basis af et løntilskud. Dette løntilskud kan kun gives i en begrænset periode og da retshjælpen ikke har fået bevilliget penge fra Civilstyrelsen til at ansætte en leder på fuld tid, da vil der fra 15/12 ikke være penge til at beholde mig om bord som lønnet ansat længere. Der er ansøgt om midler fra kommunen til min ansættelse, dog får vi ikke svar på denne før omkring juletid. Så lige nu svæver jeg i limbo, hvilket er drænende og demotiverende i den grad, men så er det godt, at jeg har selve arbejdet og de resultater vi skaber i fællesskab i retshjælpen, til at holde mig kørende. Jeg krydser fingre for, at vi får bevilliget midler til jul - det vil være den bedste julegave, jeg kunne forestille mig!

Hverdagen har også ændret sig rigtig meget. Nu kan jeg pludselig mærke, hvor priviligeret jeg har været, mens jeg har gået ledig og været på barsel, for der var tiden til at nyde min familie og mine børn meget større. Vi har skulle tilpasse nogle rutiner (Det er vi stadig i gang med) sådan at eftermiddagen også giver tid og rum til hygge og leg med børnene inden aftensmaden skal på bordet og det lige pludselig er sengetid. På den måde er vi heldige med, at vi er flyttet så tæt på min mands arbejde og ikke mindst både børnehave og dagpleje, for så skal vi ikke bruge så lang tid på transport mere. Jeg nyder det! Hverdagen presser os, men jeg presser igen, det bedste jeg har lært, for at få den mindste lille dråbe af det hele med.  Jeg er fortrøstningsfuld og prøver at tage det hele én dag ad gangen, for efter så mange år i de lediges rækker og på barsel, så skal der virkelig tilvænning til at være både leder, mor, kone og Agnethe - just a girl...