Den danske sommer er over os og jeg er godt i gang med min anden ferieuge ud af fire! Jeg forstår slet ikke at tiden er gået så stærkt og selvom vi allerede i foråret nåede at gøre nogle ting i haven, så synes jeg nærmest at den virker endnu mere uoverskuelig i år, fordi det har regnet så meget og overskud til at gøre noget ved den ikke har været det helt store...
I påskeferien begyndte vi at omdanne noget af haven til det vi gerne vil have. Vi er blevet klogere og har fundet ud af noget af det vi har lavet, skal laves om igen...
Vi lagde hårdt ud med at få installeret en lille trampolin allerede før påskeferien og få lavet grundig oprydning i de to andre runde bede. Det lønner sig nu, hvor der kommer den største samling af bonderoser op under æbletræet og roser skyder op under kirsebærtræet. Jeg mangler stadig at klippe hækken indvendigt ved kirsebærtræet, men det bliver der nok tid til. Der er også nu kirsebær på træet, som vi skal have plukket før fuglene får øje på dem... Der er ikke nær så mange som sidste år, men jeg tænker det er noget vi kan forbedre med en god beskæring. Det skal jeg lige læse op på...
Vi har arbejdet lidt på at få hevet terrassen op, så vi kan skifte strøer og anlægge en ny terrasse, men det tager tid og kræfter og er et noget større projekt end først antaget. T byggede de flotteste højbede til mig af nogle af de aflagte terrassebrædder og vi er allerede nu blevet enige om, at næste år skal vi have sat sneglekanter på dem alle og så skal vi bygge et stort højbed kun til jordbær og med en bedre placering end den vi har nu. Billederne her er fra slutningen af april i år.
Hækken fik vi klippet her til formiddag og det pyntede gevaldigt! De næste områder vi kommer til at arbejde med bliver bed-afgrænsning med sten langs det store af vores bede, etablering af flere små stier og så skal endevæggen ind til garagen males. Der er nok at se til, men jeg er sikker på, at det nok skal blive godt på et tidspunkt. Jeg kan godt lide idéen om, at indrette små rum i vores have, selvom yngstebarnet hellere så at der var plads til klatrestativ og en endnu større trampolin! Jeg prøver stadig at spise hende af med en hængekøje...
Kommentarer
Send en kommentar
Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...