De sidste par gange jeg har været en tur i genbrugsbutikker, har jeg været ret heldig og er kommet hjem med gode sager - både pudebetræk, hele sengesæt i velholdt stand, fine tørklæder og også et par enkelte bluser. Jeg vil gerne lige vise jer, hvad jeg har fået ud af de skønne fund.
Det bedste fund var hands down det fine sengesæt her på billedet - der var endda to sæt og heldig for mig, for så kunne jeg lave hele to stykker tøj til mig selv ud af det:
Dette blev til en nederdel og en bluse til mig selv:
Blusen fik jeg inspiration til på instagram hos en gruppe af
norske sy-piger - den blev ret så omfangsrig rent stofmæssigt og med kæmpe ærmer, så den er ikke helt så sommerlet, som jeg håbede på, men til de mere grå og lidt køligere sommerdage er den perfekt!
Jeg har også fået brugt lidt flere af de rester, jeg havde tilbage fra det stribede dynebetræk i midten af billedet herunder:
Det er blevet brugt til gaveposer:
De er blevet pyntet med strygemærker fra Søstrene Grene. Det fandt jeg ud af så virkelig sødt ud, da jeg lavede denne gavepose til min veninde:
Den er også lavet af stof fra lageret - foeret er en rest af et danefæ dynebetræk med lyserøde og røde striber og yderstoffet er en skinnende lyserød bomuld, som jeg har fået i en lykkepakke på et tidspunkt.
Ydermere fik jeg i lørdags afleveret dette fine net, som også skulle foregive at være gaveindpakning:
Den er syet ud af et af pudebetrækkene til højre på billedet ovenfor. Stoffet er kraftigt og minder om canvas, så det var perfekt at bruge til et net. Jeg gik død i at vende stropper, så der røg lige et par gross grain bånd, som jeg havde på lager.
Og nu hvor vi taler upcycling, så bliver jeg også lige nødt til at vise jer mit seneste køb i genbrugsen - en lidt kedelig, men fin t-shirt, som jeg ikke kunne stå for pga. ærmerne:
Et gammelt strygemærke fra Søstrene Grene og vupti - helt ny t-shirt til mig...
Den skal jeg nok få brugt meget her til efteråret.
Vi er også hoppet lidt med på den nye dille med tie-dye herhjemme. Theresa har set en masse videoer på YouTube, så hun var helt hooked på, at det skulle prøves. Vi fandt en af hendes gamle hvide, lidt forvaskede t-shirts i skabet og købte en tie-dye farve i Panduro og nogle farvesprays på tilbud i Stoff og Stil og gik så i gang med processen...
Det var lidt sjovt og hyggeligt, men næste gang tror jeg altså vi skal prøve at farve med naturfarver i stedet, så farverne ikke bliver så hidsige! Og så er det også billigere at købe en pose frosne blåbær end en farve i butikken!
Men man må sige, at ejeren og modellen kan finde ud af at style sit out-fit ret godt. Her er blusen parret med en hjemmesyet paperbag nederdel og en blomst fra haven i håret...
Med dette ville jeg egentlig bare vise, at upcycling kan ske på mange forskellige måde og behøver ikke nødvendigvis være noget man syer om til noget andet. Det håber jeg kan give lidt mere blod på tanden for jer derude, som rigtig gerne vil købe genbrug, men som ikke føler, at i kan finde de helt rigtige sager. Det er bare at springe ud i det og prøve sig frem. Strygemærket i Søstrene Grene kostede mig i sin tid 13 kr. og de har masser af strygemærker lige nu i butikken til mellem 8 kr. og 13 kr. Tie-dye farven var ret dyr i Panduro - den stod mig i 60 kr. mens sprayfarverne var på tilbud i Stoff og Stil til 20 kr. Som sagt tror jeg, at jeg vil forsøge mig med naturfarve næste gang chancen byder sig og det skal jeg selvfølgelig også nok dele resultatet af.
Tak fordi i læste med og rigtig god søndag derude!
Virkelig fine gaveposer, det tror jeg at jeg vil begynde at sy nogle flere af, og så pynte dem lidt. Jeg har ellers kun syet jule-gaveposer, men tror jeg vil i gang med nogle til resten af året. Kh Pia
SvarSletMange tak Pia :)
SletDet er en super fin måde at få brugt alle sine rester på og så glæder det mig, når modtageren også bruger poserne bagefter. En veninde vil bruge sin gavepose til madpakken på arbejde og min mor bruger sine gaveposer til opbevaring på badeværelset og i bryggerset. Det varmer!