mandag den 19. april 2010

Nye boller på suppen og en uge med Mr. Oliver

Så tog vi hul på en ny uge og sikke en start den har fået... Jeg lagde morgenen ud med at lave en smoothie til mig selv og smørre en bolle til mandens morgenmad - så fik jeg sendt ham af sted, og så stod den ellers på 45 minutters zumba, skarpt forfulgt af et bad - ja man kommer sjovt nok til at svede af den slags... Jeg tog mig lige en slapper efter det, men kunne godt høre at opvasken stod og skreg på mig ude i køkkenet, så jeg tog min cykel og hjullerede ud og handle ind til hele ugen...

En uge i Jamie Olivers tegn - ikke fordi at Jamie er meget mere sund end andre mennesker, men jeg har jo de her herlige kogebøger, jeg skal have prøvet igennem og vi har besluttet os for at få flere grønsager ind i kosten, mere frugt på tallerkenen og generelt få os en lidt sundere livsstil, hvad angår vores spisevaner. Jeg har også stærkt overvejet at melde mig ind på madlog igen, så jeg kan få mit indtag af mad kontrolleret igen - vægten skriger nærmest "skrid af - du er for tung!" når jeg så meget som bare kigger på den... Et eller andet skal der i hvert fald ske - håber på at det også hjælper med et nogenlunde fastlagt motionsprogram og at jeg skal cykle til og fra arbejde her hen over hele sommeren...

Men jeg har nu fået køleskabet fyldt op med lækre grønsager, fyldt 2 kurve til bristepunktet med frugt og købt god fisk og oksekød ind til fryseren. Mon ikke det kan give lidt ekstra motivation med alt det grønne i hjemmet... aftenens menu stod på den første af ugens Jamie Oliver retter og det var ik så ringe endda - jeg fik til min store tilfredshed min mand til at spise svampe (østershatte) han hader ellers svampe, hvor jeg ELSKER en omgang svampe, så det har været lidt af en udfordring og jeg har desværre frasagt mig mange retter på baggrund af manden, fordi de har været fyldt med svampe - det er slut nu - han har nemlig indrømmet, at hvis jeg ikke fortæller at det er deri og han ikke kan se det, så er det åbenbart ikke noget problem... hmm...

Nå, dagens ret: Kyllingestroganoff - egentlig en blanding mellem en fransk frikassé og en russisk stroganoff, som han selv beskriver det i bogen - serveret med lækre ris (jeg havde jasmin, så det blev brugt) og et ordentlig skvæt citronsaft udover - intet mindre en YUM-O!

Kyllingestroganoff med porre (2 personer)

Havsalt og friskkværnet sort peber
150g langkornet ris (fx basmatiris)
1 stor porre
1 håndfuld markchampignoner (brune) eller østershatte
2 kyllingebrystfilet u/skind
1 klat smør
olivenolie
1 glas hvidvin
1 bundt bredbladet persille
1½ dl kaffefløde
1½ dl piskefløde
1 citron

Hæld kogende vand fra kedlen over i en stor gryde, sæt den over ved stærk varme og tilsæt salt. Tilsæt risene,  bring vandet i kog igen og skru lidt ned for varmen. Kog risene ifølge anvisning på emballagen.
Skær begge ender af porren; kassér dem. Skær porren i kvarte på langs, snit dem groft og skyld dem grundigt under rindende vand. Skær svampene i skiver. Skær kyllingebrysterne i strimler på størrelse med din lillefinger.

Opvarm en stor stegepande ved stærk varme og tilsæt smørret og et skvæt olie. Tilsæt porrer, hvidvin, et lille glas vand og salt og peber. Læg et stykke stanniol over gryden og lad det boble lystigt i 5 minutter. Imens hakkes persillen fint, blade, og stængler og det hele. Tag stanniolen af gruden og rør kyllingestrimler, fløde, svampe, og det meste af persillen i. Bring det hele i kog igen, skru ned for varmen og lad retten simre ved jævn varme i 10 minutter. Hæld risen op i et dørslag og lad dem dampe af. Skær citronen midt over og pres saften af den ene halvdel over retten; skær den anden halvdel i både. Øs ris og stroganoff op i tallerkenerne, drys til sidst med persillen og læg citronbådene ved.

Bon appetit...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...