tirsdag den 20. november 2012

En ny og anderledes hverdag...

har lige nu sat en lille dæmper på den blogværdige mad og generel kreativitet herinde, for jeg kan med glæde fortælle, at jeg er startet i virksomhedspraktik! Ja, jeg har et "låne-job" i 8 uger og jeg startede i går. Jeg ELSKER det allerede og jeg går med et lille håb om, at de har lyst til at give mig den bedste julegave af alle, nemlig et fast job! Så ville det største af mine juleønsker være opfyldt...

For de af jer, som ikke kender min baggrund, så er jeg uddannet erhvervsjurist med speciale i IT-ret, Immaterialret og EU-konkurrenceret tilbage i 2009 fra Aalborg Universitet og ramlede lige ud i krisen, hvor det var super svært at finde et job som nyuddannet. Jeg blev kun kaldt til én samtale, var på det ene jobsøgnings/kompetenceafklaringskursus efter det andet og nåede da også igennem 2 virksomheds-praktikker, som desværre ikke mundede ud i et job til mig, selvom jeg fik skabt et rigtig godt netværk. Jeg fik dog tilbudt 3 måneders vikariat på mit gamle job hos Lilly og det tog jeg imod med kyshånd. I denne periode blev jeg endelig gravid, kom tilbage til arbejdsløshedens rækker, blev sendt til den bedste anden aktør på et akademiker-jobsøgningskursus, som så også mundede ud i en praktik. Jeg nåede på den måde at få 3 måneders sammenlagt praktik gennem 2009 og 2010 inden jeg gik på barsel og baby kom til i 2011.

Året jeg var på barsel gik rigtig hurtigt og jeg vendte tilbage på min plads på jobsøgningens slagmark først i januar i år og har siden da været kaldt til 4 samtaler, gennemført et kursus i Grundlæggende Regnskab (som en lille opfriskning) og nu sidder jeg så her og håber, at denne praktik endelig kan blive min vej ind på arbejdsmarkedet. Det er alt sammen meget nyt lige nu med at jonglere familie, interesser og job samtidig, men indtil videre synes jeg, at det passer mig rigtig godt, selvom det er en stor omvæltning fra at have gået hjemme og brugt sin dag på ansøgninger, netværk og praktiske ting i hjemmet og så til rent faktisk at skulle udenfor hjemmet og præstere noget igen og have ansvar for reelle og fagspecifikke opgaver. Jeg nyder, at der er brug for mig og min hjerne et andet sted end herhjemme og jeg bliver udfordret på min intellekt og evner på en helt anden måde. Det er SÅ fedt at føle, at man gør en forskel!

Bagsiden af medaljen (ja for sådan en er der jo altid, men heldigvis er den ikke så grim, som man skulle tro) er så, at jeg får nogle forfærdeligt lange dage. Egentlig ikke fordi de er mere end almindelige på jobbet, men fordi jeg har utrolig meget transporttid. Vi har ikke bil og er derfor nødt til at ty til offentlig transport. Vi bor i midtbyen i Aalborg og har reelt ikke et behov for en bil som sådan, men lige nu synes jeg godt nok det kunne være rart med en.

Min praktikvirksomhed ligger i Aalborg Ø, det tager godt 20-25 minutter i bus hjemme fra og det er slet ikke slemt. Der hvor det trækker tænder ud er om eftermiddagen, hvor jeg skal hente vores søn. Min mand arbejder i butik i Nørresundby, hvor vores søn også går i dagpleje og har derfor "bringe-tjansen" så jeg kan møde tidligt og den bette ikke kommer så tidligt af sted i dagplejen. Om eftermiddagen er jeg så meget afhængig af, at der ikke er forsinkelser på busserne og at de passer sammen (for jeg skal nemlig skifte) fordi det tager godt 40-45 minutter incl. skift og ventetid at komme fra Aalborg Ø til Nørresundby og dagplejen lukker kl. 16.30! Vi er så først hjemme igen fra dagplejen omkring kl. 17.15, hvor maden så skal startes op og dagens praktisk opgaver også står og venter...

Så tænker du nok - hvorfor har de så valgt at få barnet passet i Nørresundby... Jo, vi ville rigtig gerne flytte tilbage til Nørresundby og mente det var en mulighed for os indenfor den nærmeste fremtid og derfor synes vi det var en god idé og så passede det jo så godt, når manden også arbejder derovre... Det bider os godt nok i næsen lige nu. Og det jeg jo så sidder og ærgre mig over nu er, at havde vi haft en bil, ville det tage mig 15 minutter at køre fra Aalborg Ø og til Nørresundby ad motorvejen for at hente...

Men det jeg egentlig bare vil sige med dette indlæg er, at aktiviteten på bloggen nok falder en smule fra nu af og nogle uger frem - i hvert fald indtil vi rammer december, for så skal årets julekalender jo skydes i gang igen og traditionen tro sættes der også en give-away på højkant og i år bliver det en, som strækker sig længere end bare til d. 24 december og er brugbar hele året rundt... Hvad det er må i vente med at se til vi skriver d. 1 december... Indtil da må i finde jer i (eller nyde) stilheden - jeg læser stadig på jeres blogs også selvom der måske ikke falder så mange kommentarer, for jeg kan jo slet ikke undvære ikke at følge med...

Rigtig god tirsdag aften derude i blogland...

7 kommentarer:

  1. Woooow, hvor er det fedt Agnethe :) TILLYKKE!!!! Jeg kan sagtens se jeres problematik mht. bil vs. ikke bil - den er nu bare rar at have. Vi har også bil, hvilket vi fandt nødvendigt, hvis vi skulle bo i Aalborg Øst, men busserne er nu også ret fantastiske og kører ret fint - naturligvis bliver det skidt med skiftet til Nr. Sundby. Jeg håber I finder nogle gode rutiner, så vi alligevel får lidt at høre fra dig herinde :) Vi kan jo ikke undvære dig. Det glæder mig dog, at du stadig vil finde tid til at lure hos os andre :) Ps. jeg krydser fingre for, at du får en god julegave ;)

    SvarSlet
  2. Vil savne din aktivitet herinde, men for sørensen, hvor er din fraværsårsag bare skøn!!

    Super meget tillykke med praktikpladsen! Du må simpelthen få dem overbevist om, at de ikke kan køre virksomhed uden dig!
    Er selv arbejdssøgende og ved, hvor hårdt det er at komme ind!

    Ønsker dig rigtigt meget held og lykke!! :-D

    SvarSlet
  3. Hvor er det fedt for dig. Håber virkelig at det fører til noget.
    Alt det praktiske får I hurtigt koordineret, men kan godt se en bil ville gøre det hele lidt nemmere.
    Vil vente spændt på dine indlæg :)

    SvarSlet
  4. Stort tillykke med praktikpladsen :o) Håber MEGET at det bliver til noget fast. Som du ved kan jeg sagtens sætte mig ind i mange af problematikkerne I møder i øjeblikket, for vi står i en meget lignende situation herhjemme. Jeg kan godt overveje, om det overhovedet kan lade sig gøre at have et arbejde, men det er jo nok mest fordi sådan er dynamikken ikke på nuværende tidspunkt ;o) Jeg kan dog godt se, at det bliver en hård omgang med transport og afhentning, men jeg er sikker på, at I nok skal finde en løsning :o)

    SvarSlet
  5. Kristine: Tusind tak :D Ja, det er lidt bøvlet også selvom det er rart bare at kunne sætte sig i bussen og koble af på turen... Jeg håber også at mit største julegaveønske går i opfyldelse ;)

    Helle: Tusind tak skal du have :) Det er rart at vide, at man vil blive savnet en smule under fraværet, men ja, det er skønt at have noget relevant at rive i... Nu kommer julekalenderen dog snart og så skal der nok ske rigeligt på bloggen ;) Det er virkelig hårdt at være ledig og når man har været det så længe som jeg har plus jeg lige har haft en barsel midt i det hele, så gør det ikke just en særlig attraktiv for arbejdsgiveren med kun lidt erfaring... Men vi krydser fingre herhjemme! Håber også at du får et gennembrud...

    SvarSlet
  6. Bianca: Tak skal du have søde :) Ja, vi har så småt fået lidt rutiner på plads - nu venter jeg bare på at der skal komme lidt mere overskud om aftenen, så jeg kan få lavet nogle af alle de ting jeg har, der ligger og ikke er færdige - det ville være rart!

    Camilla: Tusind tak sødeste :D Ja, det er lidt tricky det hele og før kunne jeg skisme heller ikke se mig ud af det med at få fast job men nu brænder jeg mere end nogensinde igennem for at få det og jeg vil kæmpe for det, så håber! Jeg håber også for dig, at der snart kommer noget også selvom det måske først bliver i det nye år, men så kan du da lige puste ud julen over ;)

    SvarSlet
  7. Tillykke med praktikken!
    håber i kan få det til at flaske sig og at du får rigtig meget ud af praktikken!
    krydser finre for at det munder ud i et fast job!!!!

    SvarSlet

Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...