Som de sidste efterhånden mange år, stod jeg de andre kagepiger igen klar på Nytorv den første lørdag i oktober i en god sags tjeneste. I år var på alle måder en meget anderledes Lyserød Lørdag præget af Covid-19 tilstand og med masser af håndsprit, mundbind og god afstand, klarede vi os godt igennem.
Til trods for en meget langsom start og et lettere kaotisk trafikmiljø lige uden for teltet, så klarede vi det faktisk så godt, at vi fik fuldstændigt udsolgt! For første gang i alle de år jeg har været med, kunne vi lukke og slukke allerede ca. kl. 14!
En af grundene hertil var nok, at vi havde bagt cirka halvt så mange cupcakes, som vi plejer og reduceret på mængden af cookies også. Havde vi haft mere, kunne vi sikkert også have solgt mere, men det var en fantastisk følelse, at vi ikke skulle ud og presse de sidste cupcakes af til halv pris eller give dem væk gratis - det hele går jo trods alt til et godt formål og det blev til lige omkring 4.300 kr. vi sendte af sted til Lyserød Lørdag og Støt Brysterne.
Nu hvor vi er i Knæk Cancer ugen og selvom jeg synes, vi også burde have mere fokus på andre helbredsområder, som kunne have god brug for støtte-kroner til forskning, så giver jeg alligevel altid et bidrag af en eller anden art, for forskning skal der til uanset. Så derfor opfordrer jeg også andre til at støtte med hvad de end kan. Det tæller alt sammen!
Kommentarer
Send en kommentar
Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...