De af jer, der følger med på Instagram har helt sikkert set, at vi købte et fint 60'er hus tilbage i oktober. Nu er det jo ikke lige hver dag, man køber et hus og vi er SÅ grønne som nogen kan være i det! Der er meget at lære og rigtig mange uforudsete udgifter ved sådan et hus har vi allerede måtte sande - det skal vi lige have indstillet vores økonomi til at kunne rumme og så må vi trække i arbejdstøjet. Jeg har på fornemmelsen at YouTube bliver vores nye gør-det-selv ven og jeg vil berette her på bloggen om vores første år som husejere på godt og på ondt.
Vi overtog vores fine hus den 1. oktober i år og indtil videre har det budt på overraskelser både af den gode og mindre gode slags.
Den første uge nåede vi både at få nøglerne til huset, at investere i en ny opvaskemaskine (den der var i huset virkede ikke og lækkede vand, men mere om det senere) OG få to katte... som om vi ikke havde nok at se til med at komme på plads!
Da vi var flyttet ind lagde vi mærke til, at der var en fugtig lugt i køkkenet, som vi ikke havde taget notits af før og især i et hjørneskab var lugten slem og den tog til jo længere vi havde boet her. I forbindelse med, at vi fik installeret en ny opvaskemaskine fandt vi ud af, at der var kommet vandskade i køkkenet, fordi den gamle opvaskemaskine havde lækket vand og vi kontaktede forsikringen. Det har nu resulteret i, at vi mangler halvdelen af gulvet i køkkenet og et køkkenskab, fordi isoleringen under gulvet var våd og vi skulle have det tørret op. Men det viste sig, at det ikke kun var vandet fra opvaskemaskinen, der var et problem. Der var også et rør under køkkenskabene, som var eroderet - ikke en skade, der var sket lige for nylig, men over tid! VVS'eren kunne ikke finde frisk rør til at lave et nyt gevind til at sætte et nyt rør i på køkkensiden af muren, hvilket nu betyder, at vi skal have brækket gulvet op på badeværelset, så de kan komme ned til rørene derude og få skiftet til et friskt rør hele vejen over til t-samlingen.
Lige nu venter vi på, at der kan komme en murer og brække gulvet op, så VVS'eren kan komme til ordne rørene og derefter skal mere af køkkenet pilles ned, fordi der er nogle tværgående bjælker, som har taget skade af vandet. Lugten i køkkenet er slet ikke rar og det er ikke super fedt at skulle stå i det og lave mad. Derefter kan affugteren komme ind for at trække al den fugt ud, som vandskaderne har forårsaget. Det skulle forhåbentlig hjælpe på lugten rimelig hurtigt. Når al fugten er ude, skal vi have skabene op igen, der skal lægges nyt gulv og nye lister. Forhåbentlig skal vi ikke vente meget længere endnu på, at de kommer videre - vi savner at kunne gøre fuldt brug af vores dejlige køkken.
Vores fine udestue har desværre også givet os problemer. Der kommer vand ind ad terrassedøren og fra vindueskarmene, når vi har kraftige regnskyl, som vi havde lige omkring 14 dage efter, vi flyttede ind. Der var mindre fugtskader på gulvet i forvejen derude, men vi tænkte, at det kunne være, at det var sket i forbindelse med, at dørene havde stået helt åbne, men vi kan nu se, at det er vandet udefra, der kommer ind, hvor det ikke skal og vi er i dialog med ejerskifteforsikringen om hvad der skal gøres. Vores egen håndværker mener, at det skyldes en bygningsfejl og at hele partiet er vendt forkert, mens ejerskifteforsikringens vurderingsmand mener, at det er nogle trætte vindueslister og lister ved døren, som er synderen. Ejerskifteforsikringen vil kun dække til udbedringerne i forhold til det deres synsmand har vurderet, så vi har stillet spørgsmålstegn ved hvorvidt synsmandens vurdering er korrekt med hjælp fra vores håndværker. Vi afventer nu en endelig afgørelse, men forhåbentlig kan det også snart komme videre, da vi meget gerne bare vil have, at der ikke kommer vand ind længere og derefter kan vi så tage stilling til om vi vil have skiftet gulvet derude. Det tænker jeg måske godt, at vi selv kan finde ud af at gøre...
Fordi køkkenet er som det er lige nu, at har vi måtte bruge udestuen som midlertidig katteophold med kattebakker, som ellers plejer at være i bryggerset. Kattene vil nemlig gerne kravle ned under gulvet og ind i de åbne huller fra skabene og det er ikke optimalt. Vi har allerede været nødt til at skulle fjerne en midlertidig gulvplade for at få én af dem ud derfra, fordi han ikke selv kunne komme op igen. Jeg glæder mig til, at det bliver lavet om, så vi kan få normal tilstande igen og jeg kan begynde at indrette vores fine udestue.
Mange ting kommer til at ske med vores nye hjem, så jeg håber, at du har lyst til at følge vores rejse
Kommentarer
Send en kommentar
Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...