Agnethe - about a girl

... fuld af ridser, der er gået i hak, for gentager jeg mig selv igen og igen... Ugen startede fuld af forhåbning. Vi var alle små-snottede, men det er alle jo på nuværende tidspunkt, så både vi og børnene tog af sted og fik en god start på ugen... I går var vi rigtig glade, ingen havde vist tegn på forværret tilstand, men det ændrede sig på det groveste midt på natten. Min egen hoste tog til, snottet har løbet tredobbelt maraton siden kl. ca 3 i nat, hvor ældstebarnet også klagede over dårlig mave og kastede op ud over det hele... Han fortsatte så frem til omkring kl. 8 i morges med at kaste op i alt 5-6 gange... Her til eftermiddag har han dog både spist og drukket ganske normalt uden nogen påvirkning og han gik tidligt omkuld i sin seng... Forkølelse i form af en bamse,,, ja, de ser ret nuttet ud i den form, men min er altså billigt til salg! Billede lånt hos Coolstuff Efterhånden er sygdom ved at være ugentlig kost for os lige for tiden... Siden oktober har vi ligget vand

Nu har vi efterhånden boet her i snart to måneder og er stadig ikke kommet sådan helt rigtigt på plads. Derfor kan jeg endnu ikke vise lækre indretningsbilleder eller noget særlig kreativt, for jeg har hverken nået det ene eller det andet efter vi er flyttet... Dog kan jeg vise lidt fra før vi flyttede: Jeg var fast besluttet på at nogle af mine ufærdige projekter ikke skulle flyttes og jeg havde en del trøjer klippet til Elias, som bare ikke var blevet syet sammen og det nåede jeg så... Super nemme trøjer at køre igennem maskinen. Jeg blev aldrig ven med de to overlockere jeg har haft, så disse er lavet med overlocksøm på symaskinen og jeg er SÅ glad for det - det er lige til og jeg skal ikke døje med at skifte maskine - dog kunne jeg alligevel godt tænke mig en overlocker på et tidpunkt igen... Mønstret er fra Onion og syet i en str. 104 og alt stoffet er for en gangs skyld købt samme sted - nemlig i Stof2000. Det er bestemt ikke sidste gang der skal sys efter det mønster!

Disse nøgler er for mig symbolet på et nyt kapitel i mit liv. Det er ikke nøglerne til vores nye lejlighed, men derimod nøglerne til min arbejdsplads, hvor jeg efterhånden har været ansat som leder i 3 måneder! Jeg har det lidt underligt ved at kalde mig selv for leder, men det er det jeg er og det kom helt fra en uventet kant. Jeg havde lige været til samtale på et job hos Aalborg kommune og var på vej hjem, da der igennem LinkedIn tikker en besked ind i min inbox. Det er en tidligere studiekammerat, som har fået bevilliget penge fra Civilstyrelsen til at starte en retshjælp i Aalborg og han stod nu og manglede en leder, da han selv har fuldtidsarbejde. Derfor ville han høre mig, om jeg kunne være interesseret i at indtage stillingen. Seriøst?!!!! Var det ikke bare lige det gennembrud, jeg havde ventet på de sidste mange år? Jeg kunne ikke få armene ned af begejstring og takkede ja til jobbet, uden så meget som at blinke, stoppe op og tænke over, hvad det var jeg kastede mig ud