Gå videre til hovedindholdet

Privatøkonomien - økonomiske mål for 2023

 


Her tre måneder inde i det nye år, når jeg ser tilbage på de økonomiske mål, jeg satte for året, kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg måske har været for optimistisk i forhold til hvad vores nye økonomi kan bære. Vi er blevet noget ramt på varmeregningen her henover vinteren og det samme med el. Jeg tror lige vi skal lære at finde vores nye leje af forbrug i huset og så se om der er noget vi kan skrue på eller om det simpelthen er fordi vores "nye" hus er så piv utæt, at vi har fyret for fuglende hele vinteren.

Jeg kunne stadig godt tænke mig at opbygge en god buffer til uforudsete udgifter og så småt begynde at spare op til udbetalingen på en ny bil, men det med opsparing til udbetalingen er nok mere en nice to have på nuværende tidspunkt end det er en need to have, da vores bil gik igennem syn i starten af februar med flying colours. Så er der de ekstra 10.000 til afvikling på gæld i banken og på studielånet. Jeg er færdig med at afbetale mit studielån i 2026, så overvejelsen går her på om det ikke var bedre at banke noget mere ind på afvikling af banklånet i stedet, hvis der er ekstra midler til det... Vi er i tænkeboks på den, for her er renten trods alt lidt lavere end på banklånet.

Så er der opsparing til at få fikset bryggers i forhold til el og rør og vores udestue, som nu lider rigtig meget under, at der kommer vand ind. Der skal være penge til at få udbedret utæthederne, få gjort de vandskadede paneler pæne igen, få fjernet eller omplaceret de stikdåser og antennestik, der er trukket ud i udestuen og få lagt et nyt pænt gulv derude. Disse er lidt svære at spare op til synes jeg, for jeg skal først ud og indhente tilbud på elektrikeren til at ordne el, en smed til at kigge på rør og varmtvandsbeholder og en tømre til at ordne tætningen af udestuen og derefter kan vi så begynde at spekulere i gulv, som vi nok godt selv kan overkomme at lægge (medmindre nogen synes det vil være smart at få klinker i udestuen...) og spare lidt på den front.

Mine ambitioner om at lære mere om investering er i begyndelsesfasen. Jeg har lagt en masse litteratur omkring det på min lytteliste, så forhåbentlig farer jeg ikke vild, når jeg tager mod til mig og bevæger mig ud i den jungle...

Generelt handler det for os i år nok mest om at lære vores nye budget bedre at kende. Det er økonomisk meget anderledes at komme i eget hus end at bo i en lejet bolig, hvor meget praktisk er inkluderet i din husleje (fx udgifter til renovation og kloak) og du skal ikke tænke på ejendomsskat/ejendomsværdiskat eller andre særlige husrelaterede afgifter... 

Planen er at jeg opdaterer vores nuværende budget hver gang vi får en ny regning, så jeg kan få overblik over vores energiforbrug og faste udgifter og så kan det bruges som beregningsgrundlag for vores budget for 2024. Forhåbentlig når priserne at rette sig lidt ind igen inden da...

Lige nu er jeg i gang med at finde den store sparekniv frem og se, hvor vi kan gøre nogle af vores faste udgifter billigere - fx abonnementer på streaming og telefoner. Jeg sagde mit Mofibo abonnement op i december til fordel for 6 måneders gratis lydbogsstreaming hos Bog&Idé og i dag har jeg opsagt mit TV2 Play abonnement, for jeg bruger det simpelthen ikke nok til at kunne retfærdiggøre at have det. Det giver luft til, at jeg på et tidspunkt kan få et prøve-abonnement på HBO, som har én serie, som jeg virkelig gerne vil se. I morgen får mobilabonnementerne et eftersyn og der er ganske sikkert også noget at spare. 

Næste år skal vi have kigget vores forsikringer igennem - så har vi haft dem i et år og kan bedre vurdere om vi kan få en bedre dækning/pris hos et andet selskab end det vi har nu.

Husker du at få kigget dine abonnementer, forsikringer osv. igennem for at se om noget skal ændres?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Æblemuffins a´la Claus Meyer

Sjældent har jeg da smagt noget så lækkert og saftigt som disse æblemuffins! De er bare SÅ gode, men også en kaloriebombe af en anden verden! Kun fordi jeg havde spist en god fyldig frokost, havde motioneret lidt og ikke havde brug for et eftermiddags-mellemmåltid var der plads til sådan en i regnskabet i går, for med hele 208 kalorier, så spiser den altså 1/6 af hele mit kaloriebehov for én dag!!! Men den var syndig god og en halv kunne ikke gør det for mig desværre... Men det er jo ingen grund til at holde opskriften for sig selv og sige tak til Claus Meyer for at dele den med mig i sin Meyers Bageri, som jeg ELSKER! Meyers Æblemuffins 10-12 stk. Du skal bruge: ½ tsk. kardemomme, stødt ½ dl rapsolie, koldpresset 0,75 dl yoghurt naturel 140 g sukker 75 g lys muscovado sukker (eller brun farin) 50 g hasselnødder, finthakket 140 g hvedemel ½ spsk kanel, stødt 1 knivspids salt 2 tsk bagepulver 2 medium æg 400 g æble Rør rapsolie, yoghurt, sukker, muscovado sukker gr

Karolines hjemmelavede aspargessuppe

Den lækreste aspargessuppe er efter min mening ikke Mous færdiglavede, som du med nemhed kan hente op af frysedisken i Føtex. Den smager da ok, men er slet ikke lige så tyk og cremet som jeg gerne vil have at min aspargessuppe skal være og så kan de have kogt den nok længe... Nej, den bedste aspargessuppe ifølge mine smagsløg er helt klart Karolines den hjemmelavede, som er flødelegeret MUMS! Det fås bare ikke bedre og så med hjemmebagte flutes til... Det er slet ikke så avanceret som det lyder og hvis du alligevel har kogt en kylling til høns i asparges, så har du nok gemt fonden og det er bare langt det lækreste at bruge i stedet for en bouillonterning... Jeg præsterede at lave så meget aspargessuppe sidst, at der nu står til en middag mere i fryseren og jeg GLÆDER mig til næste gang det kommer på madplanen, for så god var den altså! Men i skal da ikke snydes for opskriften, som mange nok har i forvejen, da den er at finde i Karolines Køkken nr. 1 tilbage fra 1980. Karolines

Brusebadsboller og kanelsnegle med knas

Jeg havde jo bagt en smule til vores lille MBK-mødregruppe komsammen for snart et stykke tid siden, jeg har dog ikke fået blogget om herligheden og egentlig også kun fået taget billeder af bollerne... Nu lovede jeg jo også at jeg ville poste opskrifterne, så de kommer her: Brusebadsboller (ca. 12 stk.) 6 spsk. vand 50g gær 3 dl mælk 50g smeltet smør ca. 7-8 dl mel 1 tsk salt 3 spsk sukker 1 tsk kardemomme (kan undlades) Opløs gæren i det lunkne vand. Tilføj de øvrige ingredienser og ælt dejen sammen. Form 12 boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Stil bollerne til hævning under et fugtigt viskestykke, tænd ovnen på 225 grader og snup et dejligt brusebad. Bollerne er klar til at blive sat i ovnen på midterste rille, når du kommer tilbage i køkkenet efter ca. 25 minutter. Pensl dem evt. med pisket æg først, så bliver de ekstra flotte. Bag dem i ca. 12 minutter (hold øje med dem, for er jeres ovn ligesom min, så kan man ALDRIG regne med den angivne bagetid - mine bo