Når vejret nu viser sig fra sin allerbedste side, så kribler det i mine fingre for at komme ud i vores nye have og få sat gang i en hel masse. Planen var jo, at jeg skulle have gjort drivhuset klar til forspiring, men fordi vinteren jo bare slet ikke har ville slippe sit tag i Nordjylland, er der ikke sket så meget på den front... Jeg har ellers købt alle frøene og lavet lidt potter selv ud af aviser med den fine pottemager jeg købte sidste år i Søstrene Grene.
I for et par weekender siden fik vi taget hul på klargøring af både for- og baghaven. Vi fik fejet, ryddet lidt op, samlet visne blomster og grene sammen, klippet nogle buske til og slået lidt græs med vores nyindkøbte akku-plæneklipper. Min mand tog en tørn med at få gravet ud til komposten og nu skal vi bare have bygget en ramme, så den kan komme i brug.
Sidste weekend havde vi besøg af mine forældre og min far havde taget motorsaven med, så vi kunne få fjernet det træ, der var væltet under sidste storm. Vi fik også kørt tagplader fra hønsehuset på lossepladsen og hentet jord til højbedet.
Lige nu ser haven sådan ud:
Jeg har jo allerede lagt planer for det meste af baghaven, hvor der skal etableres en køkkenhave. I første omgang er det med ét bed, der hvor hønsehuset har stået og ét højbed indtil videre. Og som den opmærksomme læser nok har lagt mærke til, er mine flotte rabarber slet ikke skrevet på skitsen herunder. De var nemlig ikke kommet op, da jeg lavede skitsen! Derudover har Thomas foreslået, at vi får vindruer i drivhuset... Det er taget op til overvejelse...
Som I kan se, er ambitionerne for omdannelsen af baghaven store og det er ikke dem alle, der kommer til at ske i år, men det er godt med en plan og vi er så småt startet.
De tre rundeller er buksbomhække, som jeg meget gerne vil af med - specielt fordi der gror kæmpe roser derinde og når frugterne så falder fra træerne, skal jeg kæmpe med massive torne for at få fat i dem... Derudover er der nogen, som ønsker sig en trampolin, så det skal der gøres plads til!
Men før det kommer til at ske, så vil jeg have vores køkkenhave helt på plads, så vi kan nyde godt af den her i løbet af sommeren. Jeg ville elske at kunne hente alle de grøntsager, vi bruger ude i vores egen have. Jeg fik sået spinat og salat og gulerodsspirer i bedet, hvor hønsehuset var tidligere. Opad hækken er der sået morgenfruer og tallerkensmækkere og i resten af bedet er der plantet kartofler. Vi vander flittigt hver aften, så forhåbetlig sker der snart noget...
Højbedet skal bugne af ærter og grønne bønner, men indtil videre har jeg kun fået plantet en squashplante. Jeg skal lige have tid til at lave et plantestativ, som bønnerne og ærterne kan smyge sig opad, men materialerne er indkøbt, så det er bare at komme i gang. Både ærter og bønner sættes i blød natten over inden vi sår dem, så de kan få de bedste betingelser for at spire.
Blåbærbuskene blev også plantet ud og jeg havde fået fat i en syren, som blev plantet ved havegangen og fine geoginer til krukkerne foran huset.
Jeg nåede aldrig at komme i gang med det der forspiring, så jeg købte i weekenden tomatplanter, agurkeplanter og to slags melon, som kom i kapilærkasserne inde i drivhuset...
Så er jeg bare spændt på om der bliver noget at høste af inden for den nærmeste fremtid... Æbletræerne er også ved at springe ud og jeg er super nysgerrig på, hvilken sort det er, vi får. Jeg vil rigtig gerne have både et pære- og et kirsebærtræ (med de store kirsebær), men det må blive henad vejen, da vi lige skal vurdere, hvor vi kan frigøre plads til at plante nye træer.
Næste år SKAL jeg være noget mere fremme i skoene med den forspiring, så jeg kan få gjort nytte af mine fine indkøbte frø. Indtil da, må jeg jo så nøjes med at gendyrke løg og så har jeg gemt nogle hvidløg, som jeg også gerne vil have i jorden, så vi har hvidløg til næste år... Jeg kan allerede mærke det griber om sig!
Kommentarer
Send en kommentar
Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...