torsdag den 20. januar 2011

Brunsviger succes

Endelig lykkedes det mig at finde en rigtig lækker opskrift på brunsviger, hvor det ikke var ren bund og tørhed, der prægede det færdige resultat. Opskriften fandt jeg i magasinet Mad & Venner og jeg kan varmt anbefale denne opskrift, for "brunsviger-kenderen" herhjemme (min mand) har godkendt den ved at spise 4 stykker af den nybagte sag.

Dette er en stor kage (der skal en bradepande til) så der er virkelig kage til en hel hær og ligesom alt slags kage med den slags snask på, så er den altså bedst som nybagt, men den kan vækkes til live igen ved at komme en tur i ovnen eller mikroovnen og blive gennemvarmet igen.

Desværre fik jeg ikke taget billeder denne gang, så det må blive næste gang, jeg får kagen bagt, at jeg lige lægger et billedbevis herind også, men her kommer opskriften og vær opmærksom på hævetiden i opskriften er lidt over en time fordelt over 3 hævninger:

Brunsviger

Dej:
500g hvedemel
50g sukker
½ tsk. salt
1 tsk. kardemomme
50g smør
1 pk. gær (50g)
2½ dl mælk, fingerlunt

Fyld:
200g blødt smør
400g brun farin
3 spsk. mørk sirup

Dej: Bland mel, sukker, salt og kardemomme godt sammen og smuldr smørret i deri. Rør gæren ud i den lune mælk og bland den i melblandingen. Ælt dejen hurtigt igennem. Dejen skal føles blød og smidig og må endelig ikke blive for hård. Lad dejen hæve tildækket i ca. 35 minutter.

Fyld: Bland smør, farin og sirup i en gryde og varm det langsomt op til en ensartet masse.

Læg bagepapir i en bageplade eller ildfast fad på ca. 25x40 cm. rul dejen ud, så den passer til bradepanden. Læg dejen deri og brug knoerne eller enden af en grydeske til at lave fordybninger i dejen. Hæld fyldet på dejen og stik igen med enden af grydeskeen flere fordybninger i dejen . Når kagen har efterhævet ca. 10 minutter, bruges grydeskeen igen til at lave flere fordybninger i kagen. Vær ikke bange for at den falder sammen, den hæver lynhurtigt op igen. Lad den hæve yderligere 20 minutter.

Bag kagen i ovnen i ca. 20 minutter ved 175 grader. Den må gerne blive godt mørk på toppen. Servér kagen lun.

Bon appetit og rigtig god fornøjelse med bageriet...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...