tirsdag den 11. januar 2011

Kay's Pappardelle con Pollo

Uhh jeg har haft denne opskrift til at ligge og vente på en oversættelse lige siden sidste uge, hvor jeg endelig fik den lavet. Jeg havde, som jeg plejer, når jeg mangler inspiration, været en tur i Kay-universet for at finde mig en lækker opskrift på noget nyt og spændende, som der også ville være chance for at manden ville kunne lide og jeg stødte på Pappardelle con Pollo. Opskriften lød simpel og lækker, så det tog ikke mange store krampetrækninger med de små grå, før den var solidt placeret på madplanen...

Jeg havde tilfældigvis en rest kylling i fryseren og hvilken bedre måde at bruge sin restemad på end i en helt ny forklædning... Opskriften lægger dog op til, at man laver kyllingen i forbindelse med retten og det er jeg sikker på, at den kun bliver bedre af. Derudover måtte jeg lige lave en krydderi-erstatning, da det gik op for mig, at jeg var løbet tør for basilikum og så stod oreganoen nærmest på min liste...

Retten gik rent ind. Det var lidt ala en bolognese, bare med kylling og jeg skulle lige vænne mig til konsistensen. Ellers var smagen altså suveræn god (og havde sikkert været endnu bedre, hvis jeg ikke ved en fejl snuppede en grønsagsbouillon i stedet for en kyllingebouillon terning, men det kan vel ske for selv den bedste... Det var ikke en ret der tog særlig lang tid for mig at lave, grundet kyllingeresten jeg havde i forvejen men selv hvis man ikke har en rest, så er det jo mad, der bare skal have lov til at stå og passe sig selv, så du kan lave masser af andre ting, mens den står på komfuret og bliver lækker-smækker...

Så her kommer opskriften:

Pappardelle con Pollo


Til 4 personer skal du bruge:

1 stor pakke (eller to mindre) pappardelle eller fettuccine (som jeg brugte)
3 hele kyllingelår (både ben og lår)
115g bacon
1 stor gulerod
2 stilke blegselleri
2 små løg
3 fed hvidløg
1 dåse flåede, hakkede tomater
2, 35 dl vand
1 eller 2 kyllinge bouillonterninger (grønsagsbouillon kan også bruges)
2 spsk. smør
tørret basilikum
salt og peber

Brug fin foodprocessor (eller et rivejern) til at hakke grønsagerne meget fint. Skær også baconen i tern og riv eller hak hvidløget fint. Opvarm smørret på en sauterpande og steg bacon og grønsager heri.

Tilsæt hvidløget og smuldr bouillonterningerne sammen med. Lad det stege med i et lille minut og tilsæt kyllingelårene. Hæld vandet ved sammen med de flåede, hakkede tomater. Krydr med salt og peber og basilikum.

Put låg på og lad det hele simre i ca. 45 minutter. Tag låget af og lad retten simre yderligere 15 minutter.

Tag kyllingelårene op og lad dem køle lidt af. Pil kødet fra lårene og put det tilbage i saucen. Kog pastaen som anvist på emballagen og server sammen med den lækre pasta sauce. Tilsæt ost, hvis du har lyst - det havde jeg...

Bon appetit...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...