Jeg havde lige brug for et outlet og tænker det her må være platformen i første omgang. Så må vi se om det spreder sig til Instagram, hvor størstedelen af mine aktiviteter på de sociale medier efterhånden foregår...
Forleden ringede jeg til den psykiater, jeg har fået en henvisning til i forbindelse med udredning for ADD.
Jeg står på venteliste til at få en tid. Det er i skrivende stund 2½ år siden jeg fik henvisningen og jeg fik at vide, at jeg var sat til at få en tid i august 2025. Nu har jeg så fået at vide, at de er 6-7 måneder bagud i forhold til den tidsplan, så hvis jeg er heldig, kan jeg nå at få en tid inden året er omme ellers hedder det start 2026. Hvis jeg først havde fået min henvisning i dag, så ville der være 4 års ventetid til at få en plads på ventelisten! 4 ÅR! Det er jo forrykt! Men også en konsekvens af, at der ikke er nok psykiatere tilknyttet det offentlige til at overkomme den pukkel, der er opstået, fordi mange er fløjet under radaren gennem flere årtier af den ene eller den anden grund.
Mine tanker skifter mellem; jeg magter ikke det her mere, måske var det nemmere for alle, hvis jeg ikke var her, til at kredse om hvorvidt jeg skal sælge min ene nyre eller noget af min lever på det sorte marked for at råd til en privatudredning. Jeg er ikke i en situation, hvor jeg bare lige kan hive 30.000 kr. op af lommen til den slags og det vidner ventetiderne også om, at der er flere, som ikke kan. Vi har godt nok en opsparing, men den er øremærket og min økonomisk angste hjerne kan ikke udholde, at jeg skulle bruge pengene på noget, som min indbetaling af skat egentlig burde kunne have taget sig af taget i betragtning, at jeg har haft job og betalt skat siden jeg var 13 år gammel!
Det hele virker noget uoverskueligt lige nu. Jeg tumler meget med mig selv for tiden og har svært ved at overskue "projektlederrollen" derhjemme. Det gør at jeg føler, at mange ting ikke bliver grebet og falder på gulvet, at jeg føler mig utilstrækkelig og så er jeg bare ikke særlig glad! Jeg trækker mig ind i mig selv og den samtale med psykiaterens sekretær gjorde bare, at jeg nærmest føler mig slået tilbage til start. Jeg har holdt ud så længe! Tænkt at hvis bare jeg nåede til sommeren 2025, så ville jeg blive grebet! Så ville jeg blive set og få hjælp og værktøjer til at arbejde videre med i stedet for, at jeg skal bruge min energi på at søge viden overalt! Jeg har været holdt sammen af gaffatape, siden jeg fik min henvisning og til trods for at det er noget holdbart stads, så hænger det efterhånden i laser og strimler og holder kun sammen på det mest nødvendige for at jeg kan overkomme hverdagen.
Jeg har aldrig været depressiv eller haft depressive tanker, men det har været tiltagende det sidste års tid og jeg er nu også i udredning for PMD - præmenstruel dysfori. Mange af mine symptomer, kan kædes til en evt. uopdaget ADD eller endda, at jeg er i perimenopause, men for at være sikker, har jeg de sidste to måneder skulle udfylde et skema med MANGE spørgsmål hver eneste dag omkring mit velbefindende. Det har ikke været en let opgave overhovedet og jeg har kæmpet med at huske det hver dag! Læse evt. mere her om PMD: Ugeskrift for læger.
Jeg fik, trods min alder, p-piller indtil for 2 år siden, som har været med til at regulere mit hormon-niveau, det kan også være en forklaring på, at jeg ikke før har haft symptomer udover humørsvingninger og stærke smerter forbundet med min menstruation. Nu er det som om hele mit hormonsystem er gået bananas og jeg har svært ved at overkomme selv ganske almindelige ting, som jeg før har elsket fx som at lave aftensmad!
Jeg vil gerne dele ud af mine oplevelser og fortælle meget mere om hvad jeg går igennem, men jeg ved slet ikke om nogen kunne være interesseret i at læse om det? Vil du læse mere om det eller er du her mest for de kreative og kulinariske indslag?
Kommentarer
Send en kommentar
Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...