tirsdag den 24. juli 2012

Hjemmelavet blomkålsgratin

Så gik der lige mormor i den herhjemme - jeg fik lyst til blomkålsgratin og ikke en af de der færdigkøbte fra frost! Jeg har før forsøgt mig med Arlas opskrift, men synes jeg trængte til lidt noget andet og så skulle det bare være enkelt! Nåå ja og så skulle den også lige egne sig til at lave i stor størrelse fordi vi skulle være mange til at spise... Planerne blev dog lavet om i løbet af ugen og vi måtte skubbe gratinen og så kunne jeg ikke lave mindre end til 4 personer, hvilket var mere end rigeligt til at fylde mit store lasagnefad plus 4 at mine cocotter fra Le Creuset...

Den opskrift jeg fandt kommer fra en kogebog jeg har fået forærende og haft stor brug af - Den store LET OG LÆKKERT kogebog - og jeg kan varmt anbefale den. Gratinen er simpelthen fløjelsblød, selvom jeg bare brugte mælk (dog sødmælk) i stedet for fuld fed fløde og så undlod jeg at putte skinkestrimler i den, som mange ellers gør. Jeg ristede dem på panden og puttede dem ovenpå - sprødheden herfra og så den bløde gratin med lækker crispy overflade var bare en perfekt kombination! Så i skal da ikke snydes for opskriften heller...


Hjemmelavet blomkålsgratin
(4 pers)

Du skal bruge:
1 stort blomkålshoved
35g smør
75g mel
3 dl blomkålsvand
2½ dl fløde eller mælk
4 æg
salt og peber
rasp

Del blomkålen i buketter og rens den. Kog dem i 5 minutter i letsaltet vand.
Smelt smørret i en gryde og rør det sammen med melet. Spæd op med kogende blomkålsvand og fløde eller mælk. Kog igennem nogle minutter mens du rører.

Tag gryden af varmen og pisk æggeblommerne i.

Pisk æggehviderne stive og vend halvdelen af æggehviderne i æggeblommemassen sammen med blomkålsbuketterne. Smag til med salt og peber. Kom resten af de piskede hvider i og vend det sammen. Kom blandingen  et smurt og raspdrysset ovnfast fad.

Drys med rasp og bag gratinen nederst i ovnen ved 175 grader i ca. 1 time. Server evt. med ristet skinke, flutes og/eller en grøn salat.

Tip: Blomkålen i denne opskrift kan også erstattes med både broccoli og rosenkål, hvis du bedre kan lide det.

6 kommentarer:

  1. Det lyder lækkert, og så må jeg altså bare kommentere på den søde "gryde", som du har lavet gratinen i! Den er da kær!

    SvarSlet
  2. Det var bare RIGTIG lækkert - ELSKER sådan en luftig og let gratin, hvor der så dukker et stykke blomkål op, der stadig er bid i! Det er bare det bedste ;)

    Tak :D Det er en Le Creuset Cocotte og de er ret dyre, hvis du spørger mig! Men de var usædvanlig godt tilbud på et tidspunkt og så købte jeg altså nogle stykker... Man kan få nogle der ligner i lækre farver hos Søstrene Grene til en meget mere overkommelig pris, men hvor gode de er, skal jeg ikke kunne sige ;)

    SvarSlet
  3. Uha, det lyder lækkert! Gratin er noget af det, som jeg ikke rigtig har fået ind i mine "madlavevaner".

    SvarSlet
  4. Le Creuset er altså også flot!

    SvarSlet
  5. Tak Anita - det er SLET ikke svært, du skulle tage at kaste dig ud i det :) Du vil ikke fortryde det... ;)

    SvarSlet
  6. Anja: Ihh ja, du har så evigt ret! Elsker Le Creuset og havde hele køkkenet fyldt med det, hvis det ikke var så pokkers dyrt!

    SvarSlet

Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...