fredag den 2. august 2013

Sommerferieberetning - del 2 - En tur i det Sønderjyske

Selvom det nu er en del uger siden vi holdte sommerferie, så skal jeg da lige gøre fortællingen færdig - og den anden dag fik jeg det, der skulle til, for at jeg kunne gå i gang med næste del af beretningen.

Torsdag i uge 27 dragede vi sydpå i landet, hvor vi startede med at aflægge fotograf Tina Liv et besøg. Jeg var jo så heldig, at jeg sidste år vandt en fotosession og et print i hendes fødselsdagskonkurrence - se mit indlæg her: Et eventyr, der vandt!

Gavekortet udløb her i august måned, så det var på tide at få det brugt og vi besluttede os for, at Elias skulle stå model. Lige fra vi trådte ind i studiet, følte vi os velkommen og Tina gjorde sit absolut bedste for at få noget orden ud af det lille kaosmonster vi havde med. Han havde godt nok sine helt egne forestillinger om, hvordan det skulle forløbe og der kom billeder som disse ud af det:





Bøllebarn siger jeg bare! Men hold op hvor er vi glade for de billeder og billede nr. 3 fra oven kommer op på væggen i stort print herhjemme! Nu er vi så blevet enige om, at vi også bliver nødt til at tage lillepigen med ned til Tina Liv, for at få nogle matchende billeder af hende og måske nogle søskende billeder... Det er forfærdeligt vanedannende, det at få taget billeder af sit barn, tror jeg!

Da vi var færdige, var det tilbage i bilen og så satte vi kursen mod Fredericia til et lille besøg hos min kære veninde Maria og hendes lille Lasse og som bonus fik jeg endda hilst på kære Ann og hendes yngste lækkermus Julie. Elias mente så lige, at det var ham og Tigerdyr, der skulle være på førersædet - der er jo ikke noget bedre legetøj end sådan et Wunderbaum...


Da vi endelig havde fået bugseret den lille laban om i sin stol på bagsædet og var kommet ind i bilen, kunne turen så gå videre. Vi gjorde et kort ophold i Fredericia, hvor Elias legede og lige fik lidt middagsmad indenbords sammen med Lasse mens mor og de andre piger snakkede og far legede med. Omend et lidt kort visit, så var det mega hyggeligt og jeg håber, at vi kan tage turen igen, når ungerne er lidt større og vi måske selv har en bil.

Vi skulle senere på dagen videre til Haderslev, for at besøge vores venner og deres lille guldklump, men først var det tid til at mor og far fik noget at spise, så vi kørte tilbage til Kolding og i storcentret, hvor vi gik rundt og kiggede lidt først i håb om, at Elias ville lægge sig til at sove - det ville han ikke rigtig, for køreturen havde gjort ham skidt og han kastede desværre op endnu en gang - denne gang i barnevognen og ned ad sig selv... ikke engang derefter faldt han til ro - først efter vi havde fået noget at spise på dette herlige sted, ville han give sig hen:


Jeg er SÅ glad for, at vi valgte at sætte os her i stedet for at tage på en eller anden kæderestaurant, hvor man er sikker på at få serveret et eller andet middelmådigt - det var det nemlig bestemt ikke her - tværtimod!

Atmosfæren var hyggelig, betjeningen var i top og virkelig behagelig og maden var der slet ikke noget at sætte en finger på! Er du bims det smagte lækkert og så indbydende ud!





Jeg fik en klassisk cheeseburger mens manden fik en kyllingeburger og der var mad nok til at mætte 4 i de to portioner! Hold nu fast og hvor var det dog fedt, at man kunne smage, at tingene var hjemmelavet fra bunden. Bøffen smagte hjemmegrillet - bollen smagte udsøgt, den manglede dog lidt dressing, men det spiste jeg til pomfritterne, for den var bare SÅ god... Kommer i forbi Kolding Storcenter, så er dette sted virkelig værd at slå sig ned til en lækker frokost. Menukortet er godt og varieret - lige fra Stjerneskud, til brunch og gammel dansk mad - et sted, for enhver smag... Prisen var ikke højere end hvis vi havde valgt at gå på Jensens Bøfhus og jeg vil til enhver tid vælge Café Eiffel, som også er yderst børnevenligt. Der er plads til at have barnevognen stående lige ved siden af, hvis man vælger et af de yderste borde og så har de højstole til de større børn og et godt udvalg på børnemenuen. Alt i alt en super god oplevelse og de får vores varmeste anbefalinger.

Vi trillede bogstavlig talt videre efter maden og endelig faldt Elias i søvn i vognen. Han var brugt og vi fik lige lidt tid til at gå og kigge og købe lidt gaver ind og andre småting. Jeg fik bl.a. købt mig en ny saks med fjeder (er stadig ved at vænne mig til den) og T købte en dvd. Gaverne gik til vores venner og deres lille prinsesse i Haderslev, som vi satte kursen ned til sidst på eftermiddagen. Elias var så træt, at vi bare lige kunne lirke ham ud af vognen og sætte ham tilrette i autostolen og så sov han ellers hele vejen til Haderslev. Med det resultat, at han var fuld af spilopper, mens vi var dernede.

Vi tilbragte det sidste af dagen med at hygge med vores venner i deres dejlige hjem, fik lækker mad og talt en hel masse. Vi var så heldige at få en bunke arvetøj med hjem til lillepigen også og her troede jeg ellers, at det kun var os, som gæster i huset, der skulle give gaver... Det var en rigtig dejlig gave at få og der var mange gode sager imellem.

Vi vendte snuden hjemad igen omkring kl. 20 og Elias var vågen hele vejen. Det havde været en lang dag for ham og lige kort tid før vi var hjemme fik han det desværre skidt igen og måtte ofre sig. Den lille stakkel tog det i stiv arm, men det er hårdt, at se ham kæmpe med køresyge - jeg ved selv, hvor ubehageligt det er, så vi blev enige om, at vi måtte prøve at få fat i sådan nogle Seabands (transportsygearmbånd, som også bruges af gravide mod kvalmen) for at han ikke skulle have en træls tur tilbage til Aalborg.

Da vi kørte ned i gårdspladsen hos mine forældre blev vi modtaget af den store hund og min far kom styrtende ud og hapsede Elias - jeg tror, han havde været savnet! Ikke længe efter gik vi alle meget trætte til køjs og så frem til en dag uden nogle faste eller store planer...

5 kommentarer:

  1. Det var bare så hyggeligt at se jer!

    Ida har de køresygearmbånd og de virker rigtig godt på hende!! Så synes bestemt i skal prøve dem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. I lige måde :D
      Vi købte faktisk armbåndene dagen efter, så vi kunne bruge dem på hjemturen til Aalborg og de virkede upåklageligt :) Så skulle Elias heller ikke døje med at være skidt tilpas på den lange tur...

      Slet
  2. Sikke en masse I har nået på jeres rundtur :-))

    Som Kolding-borger må jeg erklære mig enig i valget af cafe - der spiser man nemlig rigtigt godt!
    Jeg har spist der rigtigt mange gange, efterhånden, og har aldrig haft brug for at klage over maden.
    Så dejligt, at I fik en god oplevelse :-))

    SvarSlet
  3. Det var bare skønt at se jer igen :-)
    Og så tror jeg måske, vi har været uheldige på Café Eiffel, for det var da noget af en skuffende omgang, vi fik. Det smagte virkelig af ingenting, bøffen og brødet var tørt, ingen salt på pommes frites'ene, kedelig intetsigende ketchup og en lige
    så flad dressing. Men colaen var god ;-)

    SvarSlet
  4. SIKKE nogle skønne billeder af den bette spilopmager! :D Og sikke en ferie I har holdt. Det lyder jo alt sammen helt fantastisk :)

    SvarSlet

Jeg elsker at høre fra jer, så tak for jeres kommentar...

Print

Ophavsret

Alle billeder og tekst på denne blog tilhøre Agnethe - about a girl medmindre andet er nævnt og anvendelse heraf uden tilladelse vil medføre retsligt efterspil.

Spørg venligst, hvis du vil låne mine billeder eller tekster - tak...